Lina Nyberg er en erfaren svensk jazzsangerinde, der har været vidt omkring i jazzens verden. Hele 16 albums er det blevet til siden debuten i 1994, hvor hun lavede en duoplade sammen med Esbjörn Svensson. Siden har hun været bredt omkring i jazzen. Standards, brasiliansk og eksperimenterende jazz har hun været omkring. Spørgsmålet er om det aktuelle album er hendes mest ambitiøse? Det er en utroligt flot indpakket dobbelt-CD. Pladetitlen The Sirenades er opfundet af Nyberg. Det spiller på sirenerne fra den græske mytologi, der får en til at glemme. Sirener der advarer om krigstid og serenader, sange som man fremfører for dem man elsker. Pladen er todelt. Den ene del er lavet sammen med Norrbotten Big Band og Lina Nyberg Band mens den anden halvdel kun er med Lina Nyberg Band. Et band der rummer pianisten Cecilia Persson, guitaristen David Stackenäs, bassisten Josef Kallerdahl og trummisen Peter Danemo. Lina Nyberg har lavet al musikken og arrangementerne.
Der er to numre der går igen på begge plader. Den betagende The Monster Song, hvor hun i big band versionen bruger blæserne effektivt og selv spiller op med indladende og dramatisk sang til big bandet. Den er meget flot fremført og har en forrygende altsaxsolo fra Håkan Broström. Da jeg så hører den i kvartetversionen, er Nyberg atter i det dramatiske hjørne. Her er Kallerdahls bas dansende og fyldigt bredt ud under hele nummeret og Stackenäs spiller en afrikanskfarvet guitarsolo. Igen meget flot! Big band-albummet lukkes ned med en kort instrumentaludgave af Who shall measure, der så åbner kvartetpladen i vokaludgaven. Lina Nyberg har et modent og modigt udtryk. Hendes sangmæssige klang og bredde er stor og hun bruger det uhæmmet. Det er derfor at The Sirenades er et af den slags album der kan holde længe. Hun har netop modtaget den prestigefyldte Lars Gullin-pris, hvor netop hendes stemmepragt fremhæves. Når man har en stemme som Lina Nybergs og får det brugt sammen med fantasifuld og afvekslende musik er der lagt i kakkelovnen til de store roser. The Sirenades er et anbefalelsesværdigt album.
Bonusinfo:
Pladen udkommer d. 12. marts, hvor der også er releasekoncert i Norrköping. D. 15. marts kan hun høres i Stockholm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar