Guitaristen Jakob Holm er ikke kendt fra jazzens kulørte blade. Han har også holdt sig ude af jazzrampelyset de senere år og bl.a. lavet blues. Nu er han vendt tilbage til noget af det han startede med i 2000, hvor han spillede sammen med den amerikanske bassist Marc Johnson på jazzstævnet på Vallekilde Højskole. Det udløste efterfølgende et par plader sammen med Johnson og trommeslageren Anders Mogensen. En enkelt af pladerne var desuden med saxofonisten Anders Medin. Nu er Holm genforenet med Mogensen og Medin, mens Johnson er skiftet ud med Richard Andersson.
Hvor jazzguitarvindende herhjemme ofte har blæst i retning af Jakob Bros flydende guitarspil i de senere år, har Holm holdt fast i de blå toner. Det er ikke blues som i den bluesrock han også kan spille. Det er blues som John Coltrane kunne spille den. Det er teknisk krævende guitarspil, hvor tonerne doseres nænsomt i tæt samspil med saxofonisten Anders Medin. Holm spiller klassisk jazzguitar med tyngde, hvilket bl.a. høres på pladens eneste nummer, der ikke er skrevet af Holm, John Coltranes Central Park West. Rytmeduoen Mogensen og Andersson holder et højt niveau hele pladen igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar