Jeg tænker på min afdøde morfar, når jeg hører Magnus Hjorth Trios version af Glenn Miller klassikeren Moonlight Serenade. Min morfar havde den på en 78'er, som jeg arvede da han døde. Han nød og elskede musik. Derfor får jeg lyst til at spille denne veldrejede klavertrioversion for ham. Jeg er sikker på, at han ville have nydt den sammen med mig. Vi kunne have siddet sammen på tværs af generationer. Den gamle skomager og den “progressive” jazzblogger med hver sin håndbajer. Moonlight Serenade kører vuggende i baggrunden, mens fødderne vipper i takt. Det er noget af det fantastiske ved musik. Man sendes på tankerejser, følelser vækkes til live.
Her er Magnus Hjorth Trios nyeste plade Blue Interval et godt eksempel. Selv om det meste af musikken er nyskrevet (af Hjorth), er der er en behagelig genkendelighed. Magnus Hjorth har en fænomenal evne til at spille triojazz i traditionen fra Oscar Peterson og ligesindede Han befinder sig alligevel i nutiden, så det aldrig bliver et rip off eller tilbageskuende. Det er rendyrket spilleglæde med elegante Snorre Kirk bag trommerne og Lasse Mørck som ny mand på bassen. Blue Interval er en af den slags plader, der sidder i skabet med det samme. Her behøver man ikke at nærstudere eller lytte fem gange. Det lyder ukompliceret. Men Hjorth er en jazzpianist i en særlig klasse. Blue Interval understreger og udbygger den position.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar