Guitaristen Per Møllehøj hører ikke til blandt de mest kendte på den danske jazzscene. Har man dog fulgt med i, hvad der sker på den danske jazzscene indenfor de senere år, må man dog være stødt på guitaristen, der bl.a. spiller med Jakob Dinesen, Aske Drasbæk og Søren Gemmer. Han guitarspil - specielt på den aktuelle plade - er i den rolige balladeafdeling. Med et afsæt i klassisk amerikansk guitarjazz som Jim Hall og i særdeleshed Kurt Rosenwinkel har Per Møllehøj lavet en jazzplade med stort stort J.
Møllehøjs guitartekniske evner er uomtvisteligt store. Han løfter sig ud af ligegyldighedens kedsomhed og viser personlighed og styrke. Der er en flot kontakt mellem musikken og Per Møllehøj på pladen. Han har selv skrevet musikken og omgiver sig med Nils Davidsen på bas, Frands Rifbjerg på trommer og Heine Hansen på piano. Det er ikke så ofte, at der er mulighed for at høre Davidsen spille straight jazz - den fyldige trætone han spiller med på pladen, er simpelthen fænomenal - så gerne mere straight Nils Davidsen. Rifbjerg er som en fisk vandet. Det swinger med overskud og luft. Heine Hansen giver det sidste touch, så pladen tilføjes musikalsk fylde. Noget der er afgørende for, at jeg vil anbefale Per Møllehøjs veloplagte og velspillede plade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar