Som med så megen anden ny musik var jeg nysgerrig og ville lige tjekke den ud. En gennemlytning og jeg var blæst omkuld! Nu er jeg holdt op med at tælle den gange jeg har hørt den. Jeg er overbevist om, at det er et af årets absolut største jazzalbums.
Jeg har ikke fået den tilsendt til anmeldelse men har benyttet mig af Spotify i dette tilfæde. 80 årige Pharoah Sanders har ikke medvirket på en plade med ny musik siden 2014, hvor han var gæst på Chicago/Sao Paulo Undergrounds Primative Jupiter. Alene det burde være grund nok til at spidse ører.
Det nye album har han lavet sammen med den elektroniske musiker og producer Floating Points alias Sam Shepherd og The London Symphony Orchestra. Musikken er et klangflade belagt ambient og minimalistisk univers skabt af Floating Points. Det vokser frem sammen med Pharoah Sanders' magisk varme og flydende saxofon på toppen af det hele. Det er stærkt statement fra en musiker der stadig kan skabe sanselig og spirituel musik.
Musikken former sig over 9 dele eller Movements som de kaldes. Et enkelt stykke spillet af noget der lyder som cembalo eller et lille klokkespil gentages. Strygere fra symfoniorkestret kommer ind og forsvinder igen. Soundscapes fordamper og genopstår. Hen over det hel svæver en musiker, der befinder sig sent i karrieren. Pharoah Sanders spiller med en afklaret inderlighed, hvor der er i livet, er forbindelse hinsides.
Stort stort og meget anbefalelsesværdigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar