søndag, april 25, 2021

Pino Palladino/Blake Mills: Notes with attachments (Impulse!/New Deal) LP/CD/DL/stream

 

Der er 34 år mellem Paul Young’s giganthit Wherever I lay my hat og Ed Sheeran’s endnu større hit Perfect. Bassisten er den samme på begge numre. Den 63 årige walisiske session-bassist Pino Palladino. Han har også været medlem af The Who. Han blev hyret to dage før de skulle spille koncert i The Hollywood Bowl. The Who’s legendariske bassist Jon Entwhistle var lige død. Pino klarede det perfekt udover at de klagede over at han ikke spillede højt nok. “We can’t hear you.”


På det tidspunkt havde han i en periode spillet med The Soulquarians, der blev samlet på foranledning af D’Angelo og rummede notabiliteter som Questlove, J. Dilla og Roy Hargrove. De udviklede sammen med Mos Def, Erykah Badu og Talib Kweli den lyd af sort amerikansk musik, som stadig kan høres. Det var her han revolutionerede moderne basspil med at ligge forskudt rytmisk. 


Det er noget af alt det som Pino Palladino har taget med på hans første plade i eget navn, der ellers ikke lyder af pop eller hip hop. Det lyder som og er en jazzplade. Han har lavet pladen sammen med Blake Mills. De har valgt at placere saxofonen i en central rolle på pladen. Det er Sam Gendel og på et enkelt nummer Marcus Strickland der leverer den del. Palladino og Mills leger og eksperimenterer med musikken. Der er jazz, pop, afro, akustiske og elektriske instrumenter i den store gryde. 


De samler mange dele og får et ensartet udtryk ud af det. Der er en masse at hente for nørderne - og for andre er det et spændende musikeventyr. Det eneste der ikke er så fedt er, at Pino Palladino tilsyneladende ikke turnerer længere - han ville have været et perfekt hovednavn i DR Koncerthuset ved årets Copenhagen Jazz Festival.


Efter at have skrevet anmeldelsen, kontaktede jeg bassisten Bo Stief for, at høre hans mening om pladen. Han skriver bl.a. at “Det er den “nyeste” jazz, jeg har hørt længe... Det er en superplade med så meget stemning og med musikere der kan og vil... De har fundet noget som ikke har været her før... noget som har det bedste af fortiden med og samtidig peger ud i fremtiden.”

Notes with Attachments

Ingen kommentarer: