onsdag, april 07, 2021

SE-Quartet: Home (Prophone) CD/DL/stream

 

Det er femte plade siden 2008 - hvor den i Sverige bosatte, danske pianist Rasmus H. Thomsen er sammen med saxofonisten David Ehrlin og trommeslageren Antti Ojala, bassisten Martin Sundström har været med siden tredje plade.


Det overordnede tema har hver gang været den skandinaviske jazz - med lidt afstikkere. Det er lyden af en sammentømret kvartet, hvor man er sammen om projektet. De har alle skrevet numre - med Rasmus H. Thomsen som den mest aktive.


Pladens andet nummer Give it back har en funky bund, der næsten trækker den i en hip hop/r’n’b rytmisk præget retning. Det fungerer fedt, fordi det ikke virker påklistret eller overtænkt. World Tune har et let reggaepræg. Det er en af den slags melodier, hvor man møder dagen med lyst til mere af det hele. David Ehrlin tager basklarinetten frem på Third movement, hvor han spiller melodien sammen med bassen mens pianoet placerer en ostinato på toppen. Det er heftigt og velfungerende. 


SE-Quartet har en klar mission med deres musik og lykkedes endnu en gang med det. 

Facebook

Ingen kommentarer: