Trekvartvejs evaluering af jazzen i det nye årtusindes første ti år
Der findes mange lister over jazzplader, som man SKAL eje, fælles for de fleste er, at de stopper ved fusionsjazzen i 70’erne, som om der ikke var sket noget siden! Charlie Parker, Miles Davis, Louis Armstrong er da gode, men hvorfor hulen er det en nærmest videnskabeligt bevist sandhed at de var de bedste. Man ved ikke noget om jazz, før man har nærlyttet John Coltranes samlede værker eller sniffet 10 baner sort vinyl med Monk og Mingus, er holdningen.
Det er jazzens største problem, der er så mange museale udgivelser der fylder groft meget i landskabet. Juhuu vi har fundet en optagelse med Coltrane og Monk, jublede man for et par år siden, og den nåede sørme at blive kåret som årets jazzplade flere steder. Min bare…. Det var jo endnu en optagelse med to folk som man havde hørt 500 gange før.
Heldigvis sker der en masse spændende, og internettet er uden tvivl en redningsmand for en marginaliseret musikgenre som jazzen, og her tænker jeg specielt på den nye jazz. Vi finder hinanden herude, os der gerne vil høre mere og andet end Body and soul med Coleman Hawkins. Vi kan gudskelov købe pladerne på nettet -jeg bor i Herning og har i de sidste par år fulgt en sørgelig udvikling i den lokale pladebiks, end ikke en plade som den nye med Metheny/Mehldau finder vej herud på bøhlandet, til gengæld kan jeg købe en plade med Dizzy Gillespie til 10 kr. Jazzen har måske elendige vilkår i pladeforretningerne. Der er nok af plader at vælge imellem, de har aldrig været lettere af få sin musik, og tak for det!
Jeg har lavet en inspirationsliste over de bedste plader fra det nye årtusinde. Istedetfor en midtvejsevaluering er det her en trekvartvejsevaluering over de første 10 år fra 2000-2010. Nu bliver det så spændende at se om alle pladerne er med på min ”best of the century” liste om 2½ år
Det skinner selvfølgelig igennem, hvilke præferencer jeg har og, at jeg også er fra Danmark :-), men ellers er listen en forholdsvis bred liste over den fedeste jazz fra vore dage.
Har jeg ikke ret?
Mangler der nogle plader på listen?
Giv endelig dit besyv med!
Send en kommentar!
Joe Lovano Nonet: 52nd Street Themes (Blue Note 2000) USA
-lad os starte med en plade der tager den klassiske jazz seriøst, som også sørger for at vi ikke glemmer at den er fed. Lovano er tenorkongen.
St. Germain: Tourist (Blue Note 2000) FR
-måske knap så frisk i kødet efter 7 år, men der er stadig højdepunkter.
Band Mrazem: Emil de Waal/Jonas Johansen & Friends (Stunt 2000) DK
-uhøjtidelig jazz spillet af virtuoser.
EST: Good morning Susie Soho (Superstudio Gul 2000) SE
-Esbjörn, Dan og Magnus definerede her lyden på det der blev skandinavisk jazz største succes i det nye årtusinde.
Sugarman Three: Soul donkey (Desco 2000) USA
-dynamisk soulet orgeljazz med kul på og skramlet retrolyd.
Søren Lee: Living now (Stunt 2001) DK
-Søren Lee! giv os en plade mere, hvis bare den er halvt så god som den her, er det også okay.
Michael Brecker: Nearness of you (Verve 2001) USA
-et hold af de yngre dinosaurer holder sig i form ved, at spille sammen. Brecker er bedre end nogensinde!
Herbie Hancock: Future 2 Future (Columbia 2001) USA
-næppe med på en top 10 over hans bedste plader, men den er dælme god.
Bugge Wesseltoft: Moving (Jazzland 2001) NO
-et af højdepunkterne i norsk jazz mest gyldne periode
Fredrik Lundin Overdrive: Choose your boots (Stunt 2001) DK
-Lundins store overdrev, stor på scene, stor på plade og stor på musik.
Brad Mehldau: Largo (Warner 2001) USA
-her er det ikke med trio, men med et virvar af stilarter, eksperimenter og musikere.
Bugpowder: Bugpowder (Bugpowder 2002) DK
-en nyklassiker, jazz, rock og et tredje krydderi blandes af Tranberg, Hyhne, Struck og Sonne.
Paolo Fresu: Kind of Porgy and Bess (BMG 2002) ITA
-Fresu er en af Europas mest spændende trompetister, selv når det er gammelt materiale som Porgy & Bess.
Nils Petter Molvær: NP3 (Emarcy 2002) NO
-lækre jazzlandskaber svøbt i beats og sublimt trompetspil, findes også i en remix udgave, kaldet Remakes.
Bentzon Brotherhood: Wired up (Cope 2002) DK
-den funkyste funkfætter i DK, når han ellers vil!
Jacky Terrasson: Smile (Blue Note 2002) FR/USA
-temperamentsfyldt powerjazz, standards og andet godt.
Michael Blake: Blake Tartare (Stunt/Baby Tank 2002) USA/DK
-først udgivet herhjemme i 2005, saxofonisten Michael Blake i selskab med Osgood, Westergaard og Kjærgaard.
Matthew Shipp: Equilibrium (Thirsty Ear 2002) USA
-avantgardepianistens flirt med elektronik.
Jakob Dinesen/Kurt Rosenwinkel: Everything will be alright (Stunt 2002) DK/USA
-tenorsaxofonisten Jakob Dinesen sammen med guitaresset Kurt Rosenwinkel, den fik en Danish Music Award.
Various Artists: Verve Remixed 2 (Verve 2002) USA
-der findes også en etter og en treer, undgå dem! Det er den her der holder idag. Hebert, Gotan Project og Dan The Automator laver om på klassikere.
The Orchestra: Beats & Bigband (Calibrated 2003) DK
-Trentemøller og Lars Vissing sammen med Danmarks bedste bigband
Soulive: Soulive (Blue Note 2003) USA
-de kan også spille soul, men her er det funky jazz serveret live.
Bojan Z Trio: Transpacifik (Label Bleu 2003) SER
-han bor i Frankrig, er fra Serbien og lander musikalsk midt imellem.
Pat Metheny: One quiet night (Warner 2003) USA
-Metheny kan stadig overraske, selv når han er alene.
Dahl/Andersen/Heral: Moon water (Stunt 2003) DK/NO/FR
-Carsten Dahl har lavet så meget forskelligt, men her er måske kernen af det bedste. Eksperimenter, melodier, storladen skønhed og en smule vanvid.
Autofant: Family (ILK 2004) DK/SE
-et af de mange fine eksempler på musikere rundet af Rytmekons, med et åbent musikalsk sind og lyst til at flytte grænser.
Goran Kajfes: Headspin (Headspin 2004) SE
-trompetist med sans for elektronisk jazz, der ikke lulles ind i chill og lounge fims.
In The Country: This was the pace of my heartbeat (Rune 2004) NO
-klavertriojazz the nordic way, fuldstændigt uden elevatormuzaktendenser
The Bad Plus: Give (Columbia 2004) USA
-kunne også have valgt These are the vistas, fra året før. The Bad Plus er mine darlings.
Diana Krall: The girl in the other room (Verve 2004) CAN
-hun er en standarddame, men hun kan også spille nutidig singersongwriterpopjazz, som ingen andre.
Re:Jazz: Point of view (Infracom 2004) DE
-akustisk dansejazz med inspiration fra house og dance. Nils Petter Molvær er med.
Jamie Cullum: Twentysomething (Universal 2004) UK
-måske ikke så jazzintellektuelt eller nyskabende, men har du oplevet ham på en scene?
Hans Ulrik: Blue & purple (Stunt 2004) DK
-en stor plade fra en dansk jazz mest arbejdsomme.
Kasper Villaume: 117 Ditmas Avenue (Stunt 2004) DK
-Kasper i selskab med Jeff Tain Watts og den gamle makker Jesper Bodilsen.
Curtis Stigers: I think it's going to rain today (Concord 2005) USA
-den største mandlige jazzsanger idag.
Hess Is More: Tip Top Dynamo (Music for Dreams 2005) DK
-Mikkel Hess er trommeslager, her leger han så med legetøjsinstrumenter og reallyde. Det lyder måske skørt, det er det også!
Bollani/Bodilsen/Lund: Gleda (Stunt 2005) ITA/DK
-dansk/italiensk samarbejde i særklasse.
Nostalgia 77: The garden (Tru Thoughts 2005) UK
-Ben Lamdin har lavet denne sørgeligt oversete plade. Støv den op og lyt!
Bill Frisell: East West (Nonesuch 2005) USA
-Frisell er i særklasse, han er en virtuos guitarist på en dejlig skæv måde.
Jazzkamikaze: Mission 1 (Stunt 2005) DK/NO/SE
-de kom, så og sejrede, og spillede sig ind i vore hjerter.
Povo: We are Povo (Raw Fusion 2005) DK
-dansk dansabel jazz, med Lars Vissing og Anders Andreasen
Jakob Bro: Sidetracked (Loveland 2005) DK
-guitaristen spiller næsten ikke guitar her, men holder sig tilbage på en lækker intim plade med udenlandske stjerner.
Ibrahim Electric: Absinthe (Stunt 2006) DK
-orgel, guitar og trommer: Så er der fest!
Jacob Anderskov: På dansk (ILK 2006) DK
-danske højskolesange bliver sat fri og kommer ud at flyve.
Avishai Cohen: Continuo (Razdaz 2006) ISR
-jazz med oud, det lyder eksotisk på den jazzede måde.
Uri Caine Ensemble: Plays Mozart (Winter & Winter 2006) USA
-jeg kunne givetvis have valgt en anden fra Uri Caine, men jeg har forelsket mig i den her.
Jakob Davidsen: Mangfoldighed (Calibrated 2006) DK
-Jakob er helt sin egen, og kommer ud over rampen, med moderne semiakustisk fusionsjazz.
Jamie Saft Trio: Trouble – Plays the music of Bob Dylan (Tzadik 2006) USA
-pianist med hang til sump, skrammel og skønhed.
Enrico Rava: The words and the days (ECM 2007) ITA
-så smukt, så smukt, så rørende smukt. Rava kan noget, som det ikke er mange forundt….
Niels Lyhne Løkkegaard: Light airborne (Calibrated 2007) DK
-en suveræn saxmand og en spændende komponist kombineret i en krop. Det er der kommet en god plade ud af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar