torsdag, august 09, 2007

Lillebror Fryland kan også


Trompetisten Thomas Fryland har været et kendt navn på den danske jazzscene i mange år. Knap så kendt er det, at lillebror Andreas også bekender sig til musikken som trommeslager. Det kunne publikum på cafe Sorte Hest i aftes imidlertid konstatere. Her optrådte Thomas Fryland nemlig med lillebror på stikkerne.
Sådan skrev Politikens Jazz Live 8. juli under Copenhagen Jazzfestival og tilføjede, at Andreas Fryland, 23 år, er ved at uddanne sig på Det kongelige Musikkonservatorium i Den Haag, Holland – samme sted som hans 14 år ældre storebror i 1992 blev uddannet fra. Til september tager Andreas hul på sit fjerde år på konservatoriet, men har valgt at gøre det som udvekslingsstudent i Malmø, så han kan være lidt tættere på Danmark og skabe sig nogle kontakter i jazzverdenen.
Siden festivalen i København har Andreas haft travlt med at spille dels på jazzfestivalen i Ribe i et band sammen med musikerkolleger fra Holland og på Ærø jazzfestival, hvor han gjorde sig bemærket ved de sene aften jam sessions, og han er nu også at finde midt i det københavnske jazzmiljø.
My Space: www.myspace.com/andreasfryland

Marcus Miller til Esbjerg

Den amerikanske stjernebassist Marcus Miller kommer til Esbjerg d. 30. oktober, hvor han spiller på Tobakken. Han medbringer Poogie Bell (trommer), Patches Stewart (trompet), Keith Anderson (sax), Bobby Sparks (keyboards) og Gregoire Maret (mundharmonika). Miller var med til, at sætte sit præg på Miles Davis' musik, som han spillede med fra 1981 og frem til Davis' død. Marcus Miller har desuden produceret et hav af plader indenfor diverse genrer. Denne sommer var han vært på den første europæiske jazzcruise. Der er en meget lang, men også meget god og underholdende artikel om dette jazzcruise tilgængelig på www.allaboutjazz.com
Marcus Miller: www.marcusmiller.com

Kresten Osgood og Mungo Park i nyt musikalske samarbejde.
Mungo Park og Kresten Osgood lancerer i slutningen af august tre intimkoncerter på det Nordsjællandske teater. Koncerterne bliver optaget med henblik på udgivelse senere. Kresten Osgood får til koncerterne selskab af højt profilerede navne som Nikolaj Nørlund, Hugo Rasmussen, Nanna og Prins Nitram. Desuden vil der til alle tre koncerter være mulighed for at stifte bekendtskab med verdensstjerne bratchisten Ladonna Smith, der ikke bare er en kæmpe navn på den internationale scene men også en af Kresten Osgood personlige favoritter.
"Det er fantastisk at jeg har fået mulighed for at præsentere en af mine yndlings musikere i hele verden, nemlig violinisten/bratchisten LaDonna Smith. Hun kommer hele vejen fra Alabama og spiller eksklusivt på Mungo Park. Det er en verdensstjerne vi har at gøre med her... intet mindre" fortæller Kresten Osgood og fortæller videre om programmet på Mungo Park: "De der kommer til Mungo Park den 23-24-25. august kommer til at se hvor bred den danske musikscene er. Jeg er mest kendt som jazzmusiker, men jeg elsker al slags musik og med mit samarbejde med Mungo Park er der en chance for at præsentere det hele på en gang. Jazzmusikere der spiller med rockmusikere og improviserer sammen med den enkelte aftens gæstesololister. Det bliver fedt og jeg kan garantere dig, at det bliver underholdende. Vi kan godt finde på at spille et Justin Timberlake nummer i kølvandet på et Llorca digt"
Mungo Park: www.mungopark.dk

Ingen kommentarer: