Nutidig jazz med integritet
Guitaristen Jens Chr. Kwella har samlet nogle rutinerede jazzmusikere til at udføre den krævende musik, som han har skrevet til den aktuelle plade Closer. Jesper Løvdal på sax, Torben Bjørnskov på bas og Janus Templeton på trommer.
Musikalsk er det akustisk fusionsjazz, hvor man kommer til at tænke på John Scofields samarbejde med saxofonisten Joe Lovano i slutfirserne og starthalvfemserne. Kwella har en anden lyd på guitaren end Scofield, den er mere tight. På et nummer som Sandros tune trykker Kwella den af på bogstavligste vis, med lange toner, der sender en tilbage i 70'ernes jazzrock, hvis det ikke lige var fordi at han havde besluttet at der skulle smides nogle balkanrytmer i gryden. På sin vis kunne man frygte at pladen blev mere uhomogen end det er tilfældet. Kwella er en de bredest funderede danske jazzguitarister, der både kan spille med Sigurd Barrett, Blood Sweat Drum 'n Bass Big Band, i vokal/guitar duoen Mach/Kwella og sigøjner/trad. jazz i The Dixieland Gipsy Band.
Jesper Løvdal er med rette fremhævet i bandnavnet. Der hviler en ro og afklarethed over hans spil, og som hos Lovano er der kærlige nik til fortidens Rollins og Coltrane, men Løvdal har også som Lovano personlighed og originalitet.
Dette er nutidig akustisk jazz med integritet og stor musikalitet. Jens Chr. Kwella: www.kwella.dk
Groovy intensitet
Pelle Fridell er for mange kendt som saxofonist i div. big bands, bla. The Orchestra og Tivolis Big Band, men feks. også i sangerinden Mai Seidelins brasiliansk jazzede Mais Uma, har han været med til at gøre forskel. Han har også studiet Pelles Room, der i de seneste år har stået for en lang række spændende danske jazzindspilninger. Så der er ikke blevet plads til egne udgivelser. En enkelt plade, Go Jaz fra 2002 er det dog blevet til.
Nu er han så klar med sin plade nummer to. Under navnet Pellecoustic Quartet ryster han op med jazz af den glade groovy slags. Eddie Harris smiler bredt i kulissen og har inspireret en del. Fridell har allieret sig med 3 af de seje jazzdrenge. Kasper Villaume på piano, Thommy Andersson på bas og Morten Lund på trommer. Det er så veloplagt velspillet. Musikerne må have sendt mange smil til hinanden under indspilningerne. Man kan ikke undgå at blive smittet af den livsglæde og intensitet, der stråler ud af musikken. Pelle Fridell har komponeret musikken, der placerer sig et sted mellem fræsende funky soul jazz, som i numrene Tough J I say og Drop blues, hvor sidstnævnte minder meget om Adderleys Sack o' woe. Til det nordisk inspirerede som i Mikro macro og Bubblor. Pladen er anbefalelsesværdig til dem som trænger til en sammenhængende groovy og spændstig jazzplade -og hvem gør ikke det? Pelle Fridell: www.fridell.dk
Onde gamle mænd
Hvis der er noget der ikke holder en meter idag, så er det lyden af en 80'er lilletromme, du ved den med masser af rumklang og en meget skarp lyd. Men hvis man hedder Klaus Menzer, så er det vel en smule tilladeligt. Han var 80'ernes Kong Tromme herhjemme (i bla. Sneakers og One Two). Hvorfor overhovedet fremhæve ham, som den første, når det handler om en plade som er lavet af Karsten Vogel? Fordi Menzers trommer er tilstede stort set hele tiden og ikke er til at overhøre pga. netop den skarpe lyd.
Karsten Vogel der spiller sopran- og altsax på pladen og har komponeret samtlige numre, har været en bestanddel af den danske musikscene i længere tid end de fleste kan huske. Birds of Beauty er et projekt der har eksisteret siden 1977, det opstod i kølvandet på opløsningen af Secret Oyster. Karsten Vogel har på denne plade samarbejdet på en del af numrene med en anden 70'er legende, keyboardspileren Kenneth Knudsen, som vi desværre hører alt for lidt til, nu om dage.
Pladen lyder som noget der kunne være lavet en gang i firserne, hvor man har ladet sig inspirere af fusion og jazzrock, men alligevel har den der utvetydige danske poprocktone. Ligesom når Halberg/Larsen, Sneakers eller Sebastian spillede avanceret. En på mange måder spøjs plade, der i den grad lever op til titlen; Mean old men. Altså de der gamle hoveder, der kender deres eget værd og i den grad er ligeglad med tidens toneklang og smagsdommere.
Karsten Vogel: www.karstenvogel.dk
Blake Tartare på USA/Canada tur
I dagene fra d. 18. juni til d. 26. juni er Blake Tartare med den amerikanske saxofonist Michael Blake i spidsen på tur i USA og Canada. Med sig har han Søren Kjærgaard på piano, Kresten Osgood på trommer og Jonas Westergaard på bas. De spiller bla. på jazzfestivallerne i Rochester, Vancouver, Edmonton og Ottawa.
New Yorker kult på Kaleidoskop
The Claudia Quintet er et af de mest originale bands, som i de senere år er udsprunget fra New York's jazzundergrund. Med instrumenter som klarinet, harmonika og vibrafon har bandets grundlægger, trommeslager John Hollenbeck formået at skabe et originalt lydunivers som består af kaleidoskopiske mønstre, modale beats samt en nærmest uendelig strøm af musikalske idéer som de fem musikere sender ud i en lind strøm. Bandets fire udgivelser er hver især blevet rost til skyerne, og John Hollenbeck's kompositoriske evner er gang på gang blevet fremhævet af anmelderne. Seneste cd med The Claudia Quintet hedder "For" og udkom sidste år på Cuneiform Records.
Koncerten d. 19. marts på Nørrebroteatret Kaleidoskop er deres første i Danmark.
My Space: www.myspace.com/theclaudiaquintet
Nancy Wilson i Tivoli
Tivolis koncertsal byder til sommer på en vaskeægte jazzdiva, når sangerinden Nancy Wilson kommer på besøg. Hun er kendt for sine samarbejder med bla. Nat King Cole, Cannonball Adderley, Sarah Vaughan og i de senere år med Ramsey Lewis.
Hun kan opleves i selskab med Tivolis Symfoniorkester, samt et stjernebesat backingband med bla. Niels Lan Doky (piano), Ron Carter (bas) og Ulf Wakenius (guitar).
Koncerten afholdes d. 27. juni. Du kan læse mere på www.tivoli.dk
Kommende Pladeudgivelser
April
Ulf Wakenius: Love is real, Plays the music of E.S.T. (ACT), med Morten Lund, Lars Jansson og Lars Danielsson.
Peter Erskine: ELB (ACT), med Nguyen Lê.
John Surman: Rain on the window (ECM)
Nils Petter Molvær: Re-Vision (Universal)
Kannegaard/Kornstad/Vågan: Maryland (Moserobie)
Sinne Eeg: Kun en drøm (EMI), med Chris Minh Doky, Rasmus Kihlstedt og Jacob Christoffersen.
30 år og hva' så?
Den ene er lige fyldt 30 år og den anden fylder snart 30 år. De er begge to pladeaktuelle med hver deres plade. Pianisten Søren Kjærgaards og guitaristen Jakob Bros veje har krydset hinanden mange gange. De spiller bla. sammen i postrockbandet Bandapart.
De mange paraleller stopper ikke her. De har begge brugt den amerikanske bassist Ben Street, der er en kendt mand i yngre dansk jazz, 40 års fødselaren (jo, der er mange runde dage for tiden) Jakob Dinesen og Kresten Osgood har feks. også brugt ham. Begge plader er indspillet i New York og de har brugt den legendariske lydtekniker James Farber.
Musikalsk befinder Kjærgaard sig i det dystre hjørne af stuen, nogle få solstråler slipper gennem gardinerne, men ellers er der mørkt. Det er ikke tilfældigt at Kjærgaard benytter sig af trommeslageren Andrew Cyrille, der fra 1964 og elleve år frem arbejdede sammen med Cecil Taylor. Kjærgaards musikalske afsæt er i frie jazztankegang. Han bringer dog ikke musikken i den totale opløsning, og Cyrille bevarer, pudsigt nok, den rytmiske puls. Pladen afsluttes iøvrigt med et rekviem; Radio House Requiem, et hus der har haft en vis betydning for netop Kjærgaards karriere.
Bro har også fået hjælp fra sine musikalske inspirationskilder. Trommeslageren/legenden Paul Motian og Ben Street udgør den faste rytmegruppe på pladens ni numre, hvor de suppleres af saxofonisten Mark Turner på 2 numre, saxofonisten Chris Cheek på 1 nummer, saxofonisten Jesper Zeuthen på 3 numre, basklarinetisten Andrew D'Angelo på 2 numre, Guitaristen Kurt Rosenwinkel på 1 nummer og den vigtigste guitaristen Bill Frisell der er med på 6 numre. Frisell og Bro kommunikerer med hinanden på guitarerne og da de taler det samme sprog, bliver det til nogle velartikulerede samtaler. De lytter til hinanden, tager tråden fra den anden op og råber aldrig i munden på hinanden. Musikalsk befinder vi os i et fritflydende balladunivers.
Jakob Bro og Søren Kjærgaard er to jazzmusikere, der begge får det maksimale ud af deres talent. De udfordrer sig selv ved konstant at være i fremdrift. De er hele tiden på udflugt efter nye musikalske sider af sig selv, og er ikke stagneret eller blevet kedelige, selv om de ikke er unge længere.
Bonus
Søren Kjærgaards trio kan opleves på sommerens to store danske jazzfestivaller
Søren Kjærgaard: www.sorenkjaergaard.com
Jakob Bro: www.jakobbro.com
Mads la Cour sammen med Håvard Wiik
Da Mads la Cour sidste år modtog DR P2's jazzpris ved Danish Music Awards var det en overraskelse af de gode. La Cour havde indtil da gjort mest væsen af sig på Fyn og i Tyskland. Men han havde vikarieret nogle gange i DR Big Band. Det havde DR lagt så meget mærke til, at han skulle præmieres.
Mads la Cour har sammensat et nyt orkester til denne indspilning. Den norske pianist Håvard Wiik, der bla. er kendt fra freejazzgruppen Atomic og i det hele taget har markeret sig en del på den norske jazzscene, trommeslageren Kresten Osgood, som her er tilbage på jazzlandevejen, la Cour's makker fra gruppen Quartz bassisten Andreas Lang og den tyske saxofonist Philipp Gropper, der også spiller med Lang i den dansk-tyske gruppe FUSK.
La Cour har valgt flygelhornet som primærinstrument på pladen. Den pæne forfader til trompeten, men la Cour er ikke en "pæn dreng". For det første er musikken ikke af den let tilgængelige slags og for det andet gør han ikke det mest indlysende; at sælge sig selv som musiker. La Cour vil mere end det, den her plade er der mere fokus på hans kompositoriske evner og kapelmesterrollen. Han har heldigvis evnerne til at gå ind i de to roller. Han giver plads til de fire medspillere. Håvard Wiik på klaveret og Andreas Lang på bassen spiller sig flere gange helt ud.
Bonusinfo
Mads la Cour er på miniturné i Danmark i slutningen af september med musikerne fra pladen.
My Space: www.myspace.com/madslacour
Jazz på seniorordning
På arbejdsmarkedet har man brug for de gamle rutinerede kræfter, dem der har erfaringerne og kan noget som ingen andre kan. Men de bliver tit presset ud, der kommer nye krav og rutiner og dem som egentlig gerne ville have taget nogle år mere på arbejdsmarkedet, hvor de kun gjorde det som de var gode til, stopper som regel. Fordi de mødes med krav om at lave ting som de ikke har lyst til.
Chick Corea fylder 67 år til sommer og Gary Burton er lige fyldt 65 år. I starten af 70'erne var de ustoppelige og var med i meget. Som feks. på en tysk jazzfestival, hvor arrangøren havde bedt de forskellige musikere om at optræde ved en fælles jam, sidst på aftenen. Der dukkede kun to musikere op: Corea og Burton.
Det blev starten på et musikalsk venskab, der har varet ved lige siden. Plademæssigt startede de med pladen Crystal silence på ECM Records, der siden fik klassikerstatus. Idag spiller de stadig sammen og den nye udgivelse The new crystal silence er en kraftig understregning af at de stadig er i en klasse for sig selv. Det er en dobbeltCD der indspillet sidste år i Australien og Norge. På den første CD bakkes de op af Sydney Symphony. Velkendte Corea kompositioner som Crystal silence og La Fiesta kommer i dette lys, til at fremstå som korte symfonier, med afvekslende forløb.
Den anden CD er fra Molde Jazzfestival, hvor Corea og Burton lægger salen ned med musik af Corea (bla. Señor Mouse), Bill Evans (Waltz for Debby) og Gershwin (I love you Porgy). Deres sammenspil er fantastisk. Burton som den store improvisator, hele tiden vekslende og kombineret med Coreas store klaverspil. Det er nok frækt at kalde den her for bedre end en 35 år gammel klassiker som Crystal silence, den er immervæk først lige udkommet. Men den er stor og komplementerer på fineste vis den gamle.
To ikke helt unge jazzmusikere viser her, at man kan lave intelligent og nutidig jazz, uden at gå på kompromis og kopiere sig selv. Der er stadig brug for dem, selv om det ikke længere er dem, der revolutionerer jazzen.
Bonusinfo
Kan du ikke få nok af Chick Corea, er der lige udgivet en 6 CD boks i Japan, med 5 forskellige triobesætninger. Du kan læse og lytte her: www.5trios.com
Chick Corea: www.chickcorea.com
Nutidig jazz med integritet 
