Mats Eilertsen: Skydive (Hubro)

Norsk som Hushovd og Hurtigruten
Nordmænd kan noget med melodisk og flydende jazz. Om det så er Ketil Bjørnstad, Tord Gustavsen eller Jan Garbarek er for så vidt ligegyldigt. Det lyder norsk - ligesom fjelde, Thor Hushovd og Hurtigruten er umiskendeligt norske. Bassisten Mats Eilertsen placerer sig med albummet Skydive pænt i dette felt. Mats Eilertsen har tidligere kunnet høres på ECM-udgivelser med The Source, Jacob Young, Tord Gustavsen Ensemble og Wolfert Brederode. Han hører til en af de mest efterspurgte norske jazzbassister.

På sit eget album medbringer han saxofonisten Tore Brunborg, der spiller med en åben og let melodisk tone. Det lyder som naturinspireret jazz. Der hersker en mental ro der flyder sammen med skyerne, vinden, træerne og vandet. Det er musik der står i gæld til Keith Jarrett's legendariske europæiske kvartet med saxofonisten Jan Garbarek. Det er blevet til en behagelig plade, der bør finde frem til jazzlyttende hjem, hvor der sættes pris på melodisk norsk jazz i en lækker lydindpakning.
www.matseilertsen.com

Susi Hyldgaard: Dansk (Yellow Bird/Enja)

Wie Pippi Langstrumpf
Der er dansksprogede numre, der rummer en umiddelbar lethed i melodien. Når det sættes sammen med en smuk sangstemme der rummer personlighed kunne man fristes til at tro, at det er musik med popradiopotentiale. Det er det ikke! Susi Hyldgaard er sig selv. Når hun skriver en sang er hun for det meste en smule hidsig/ivrig/utålmodig og det er også kommet med.

Sangerinden og musikeren Susi Hyldgaard er herhjemme kendt for ikke, at være kendt i Danmark men i stedet i Tyskland. Hun er aktuel med et nyt album. Albummet hedder Dansk og alligevel - eller måske netop derfor - synger hun både på tysk, fransk, engelsk og dansk på albummet. Susi Hyldgaard er om nogen sin egen på den danske musikscene. Der er ikke en boks hun passer direkte ind i. Der er både jazz, pop, electronica og midt i mellem på albummet. 

Hun er som en Pippi Langstrømpe, stærk og selvstændig. Istedet for Tommy og Annika er hun sammen med Jannik og Benita. Henholdsvis Jensen på bas og Haastrup på Percussion og trommer. Hyldgaard spiller selv på piano og er ikke bleg for at føje diverse instrumenter og elektroniske effekter på i det omfang at det er nødvendigt. Netop det at de kun er tre musikere betyder ikke at der ikke er et fyldigt lydbillede. Der fornemmes en nærhed og tryghed mellem musikerne.

Pladen indeholder flere højdespringere. Sangen Til jer to med linjen: "Når man har fuldt medlemskab til livet... blodtud... diamantbrud og alt..." der handler om at ens forældre jo skal herfra. Geburt er med sin vrede et andet sted. Susi Hyldgaard fortæller om at komme fra et meget lille land og være et menneske eller mere specifikt om at være en kvinde. Det lykkes fuldt ud. Det fænger og vedkommende.

Susi Hyldgaard laver sangmontager med mange detaljer, lyde og effekter der hænger sammen på forunderlig vis. Jannik Jensens elbas får det fulde udtræk med lige linje tilbage til fusionsjazzen. Benita Haastrup er ofte diskret tilstede med whiskers.
Dansk er en plade der bør få et stort publikum. Vi er heldige at have en så original og personlig kunstner som Susi Hyldgaard herhjemme...men er der plads til hende?
hildegaard.dk

Alex Riel/Mads Vinding feat. Dave Samuels: Summer night in Denmark (Bro Recordings)

En sommeraften
En juli aften i 2009 spillede Alex Riel og Mads Vinding sammen med den amerikanske vibrafonist og marimbaspiller Dave Samuels en koncert på herregården Fuglsang. Samuels har været bredt omkring i jazzen og har spillet med så forskellige folk som Frank Zappa, Spyro Gyra og Gerry Mulligan. På denne plade der blev indspillet ved koncerten præsenteres vi for 6 jazzstandards og et enkelt nummer af Dave Samuels.
Pladens styrke er Alex Riel og Mads Vindings formidable sammenspil. De er alle tre erfarne musikere og vant til at spille med mange forskellige musikere. Her er der en afstand mellem Samuels og de to danske legender. Det lyder lidt hektisk og virker ikke som om trioen har haft god nok tid til at spille sig ind på hinanden. Jeg kommer desværre til, at savne noget af den afklarethed og ro der herskede på de plader som Vinding og Riel lavede sammen med Thomas Clausen og en anden vibrafonist Gary Burton i starten af halvfemserne. Dave Samuels har iøvrigt tidligere indspillet med Riel og Thomas Clausen på Jens Jefsens Handshakin' fra 1994.
Det er selvfølgelig altid en fornøjelse at få en række gode standards serveret professionelt. Mads Vindings basintro til Thad Jones' A child is born er outstanding. it could happen to you, Blue in green og Autumn leaves er også blandt de udvalgte numre.
brorecordings.com

Christian Winther: From the sound up (Steeplechase)

Vor USA udsendte
Den danske tenorsaxofonist Christian Winther har boet i USA i 10 år, primært i New orleans. Nu har han for fjerde gang lavet en fjerde plade for danske Steeplechase, hvor han har allieret sig med nogle amerikanske musikere. De er med til at få Winthers spil til at lette. Winther har tidligere haft Monk-saxofonisten Charlie Rouse som et af sine store forbilleder. Winther har ikke forladt ham fuldstændigt selv om der er sket meget. Han spiller et klassisk lydende saxofonspil der både trækker på swing og bebop - som vi bla. kender det fra Jan Harbeck. Det svigter han på ingen måde på dette album.
Christian Winther har selv skrevet flere af pladens numre. Monkey Puzzle af James Black var at finde på Winthers musikalske mentor, Ellis Marsalis album fra 1963 af samme navn. Hoagy Carmichaels udødelige Skylark og Ornette Colemans Jayne fra 1958 albummet Something else præsenteres begge flot. Winthers egne numre står flot, hvor Mila's bounce og Tune for Trane stikker ud. Christian Winther spiller med erfarne musikere der har været omkring New Orleans på den ene eller anden måde. Det er folk med et fyldigt CV. Den unge vibrafonist Roman Skakun er en klog tilføjelse. Det skaber et helt særlig rum for musikken.
From the sound up er klassisk jazz i en fin aftapning, der smager godt på alle tider af døgnet.
Bonusinfo:
Skulle du være i nærheden af New Orleans d. 9. oktober er der releaseparty for albummet på det legendariske spillested Snug Harbour.
christianwinther.com

Johanna Elina: Our Garden (Eclipse Music/Divine Records)

Internordisk samarbejde med rod i København
Der er for tiden fokus på den nye generation af vokalister, der har været omkring Det Rytmiske Musikkonservatorium. For nylig var det Nina Baun der debuterede. Så kom improvokal-pladen med de ni sangerinder i IKI. Nu er turen kommet til den finske sangerinde Johanna Elina der bla. via rytmekons har fået sammensat et band af musikere fra Italien, Norge, Sverige og Danmark.
Musikken er inspirerende velspillet og befinder sig i grænselandet mellem eksperimenterende jazz, indiepop, melodrama og charmerende finsk alvor.
Lidt fordomsfyldt vil jeg påstå, at Johanna har taget noget klassisk finsk tungsind med ind i musikken. Når jeg hører balladen April moon efterlades jeg ikke upåvirket. Der er store følelser i spil. Der bliver ikke taget let på tingene og koret tilføjer nærmest en sakral stemning. Et meget smukt nummer. Det er ikke tungt hele tiden på pladen. En af de mere opløftende melodier er It only snows in winter, der bla. i kraft af budskabet er et passende indslag.
Musikken bevæger sig i et adstadigt tempo godt bakket af nogle suveræne musikere, der er med til at sætte sit præg på dagens danske jazzscene i al almindelighed og ligeså på denne plade. Danske August Rosenbaum på piano og keyboards, norske Haakon Berre på trommer og den spændende italienske saxofonist Francesco Bigoni, der er i færd med en master-uddannelse på rytmekons er opløftende at høre på. Det er imponerende at der kan blive ved med at komme nye spændende musikere fra rytmekons. 

Johanna Elina har sat et ambitiøst og højt niveau. Det er musik der med tyngde insisterer på at blive lyttet til.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert på Christianshavns Beboerhus d. 30. september.
www.johannaelina.com

Peter Williams' 2econd nature: About time (Gateway)

Hyggeligt
Bassisten Peter Williams poppede pludselig op i min bevidsthed, da han sammen med sigøjnerjazz-kvartetten Swing 41 havde et nummer med i Woody Allens nye film Midnight in Paris. Han er desuden aktiv musiker i det populære trad. jazz orkester Paul Harrison Band, hvor også det unge trommehåb Niclas Bardeleben har gjort sin hoser grønne. Williams er en allround musiker, der med kvartetten Peter Williams 2econd Nature har fundet en base, hvor han kan realisere sin egen musik.
Der er en tydelig linje til 50'ernes cool jazz i musikken de præsenterer. Det er den flinke linje de har valgt. Med et roligt temperament bliver musikken præsenteret i en pæn indpakning. Williams har lavet nogle fine melodier, der er tro mod standard-traditionen. De tre musikere, Mikkel Uth Ovesen på trommer, Robert Jønsson på piano og Adrian Strømberg på saxofon er helt ukendte for mig. Specielt Strømberg på saxofonen er et spændende nyt bekendtskab. Han spiller en old school-sax der hviler på swingtraditionen og har fået et tilskud bebop. Lyden af 50'ernes Stan Getz er ikke langt væk.
Det grundlæggende musikalske håndværk er i orden. Det er muligvis et temperamentsspørgsmål. Men der kunne godt være lidt mere kant og farlighed i musikken - uden at der skal gå freejazz i den. På Ardent heart viser kvartetten af de sagtens kan spille mere skævt og satsende. Omvendt fanger jeg også mig selv i at gå og hygge mig gevaldigt til musikken, når jeg har brugt den som baggrundsmusik.
Bonusinfo:
De spiller CD-release koncert d. 25. september på Huset i København.
2ndnature.dk

Pelle Fridell: More go jaz (Pelle Produktion/Gateway)

Svensk själjazz
Det er snart 10 år siden at Pelle Fridells debutalbum Go Jaz udkom. Nu kommer opfølgeren More Go Jaz. Ikke sådan at forstå at han har brugt 10 år på at lave pladen. I mellemtiden er Pelle Fridell blevet en meget efterspurgt saxofonist, han bla. spiller i DR Big Band og The Orchestra. På debutpladen var han sammen med Thommy Andersson på bas, Henrik Gunde på piano og Morten Lund på trommer. Han er endnu en gang sammen med dem på More Go Jazz. Alle fire musikere kunne dengang betegnes som nogen der var godt på vej. I dag er de alle fire godt etablerede på jazzscenen.

Med More Go Jaz har Pelle Fridell haft intentionen om at lave et vokal-soul album, hvor saxofonen er stemmen. Han har taget udgangspunkt i de bløde ting. refleksioner og tanker om tilværelsen og livet, som feks. at blive forælder. Det er ikke et smoothjazz eller på anden måde noget der associerer til amerikansk r'n'b eller lignende. Det er svensk jazz med sjæl.
Måske er det derfor at jeg har gået og hygget mig så meget med pladen siden den landede i afspilleren. Fridell er en positiv og engageret musiker, der med saxen i munden fænger. Det er vedkommende melodier. Fridell er svensker, hvilket Andersson iøvrigt også er. De er ikke helt assimilerede, der er stadig en masse svensk i dem. I mødet med to lige så gode danske jazzmusikere får vi her et vældigt godt bud på, hvordan nordisk jazz med groove skal lyde i 2011.

Pelle Fridell har føjet lidt diskrete effekter og lyde på musikken. Han spiller på diverse saxofoner, fløjte og basklarinet. Musikken er imponerende nok indspillet ved en enkelt session. Fridell har lagt musikken tydeligt ud til hver enkelt musiker. Musikken er båret af både klare arrangementer og idéer. Lyt feks. til Both sides. Jeg overraskes hver gang positivt over nummeret og har nu gået nynnet melodistykket siden jeg fik pladen.
fridell.dk

Jacob Fischer Trio with Francesco Cali: Django (Gateway)

Gastronomisk jazz
Først kom swingpladen, så kom bluespladen og nu er turen så kommet til Djangopladen. Guitaristen Jacob Fischer vælger endnu en gang at følge en bestemt stil på en hel plade. Sigøjnerjazz guitaristen Django Reinhardt havde en klart defineret spillestil, der stiller noglehelt specielle krav til en guitarists evner.

Ved at inkludere accordionisten Francesco Cali til trioen sendes musikken straks adskillige hundrede kilometer sydpå. Vi lander et sted mellem det franske og italienske. Der er Nino Rota's udødelige italienske ballade Amarcord fra Fellinis film fra 1973, der på dansk hed Mig og min familie. Der er Fischers egen Accent circonflexe, der let vill kunne spilles langs bredderne ved Seinen uden ,at der var nogen der ville brokke sig.  Om det så er trangen til Amarone og Gorgonzola eller Bourgogne og Comté er for så vidt lige gyldigt. Jacob Fischers plade passer til begge situationer. Det er stemningsfyldt musik, der kan fungere som det hemmelige krydderi, når man er ved at tilberede en italiensk eller fransk menu.

Han holder sig overvejende til den akustiske guitar og sammen med de faste triomakkere, bassisten Hugo Rasmussen og tromemslageren Janus Templeton har han god og sikker musikalsk opbakning. På finanskrisehittet (den første finanskrise) Brother Can you spare a dime spiller Fischer solo. Mens han på Bud Powells udødelige Parisian Thoroughfare spiller med sin uforlignelige og vanvittigt flotte jazzguitarstil. Noget af det der har gjort Fischer til et kultnavn i kredse, hvor man ikke bruger begrebet kult. De to sidste numre på pladen er Kai Normann Andersens Den allersidste dans, et nummer som Francesco Cali foreslog at de skulle spille og når man hører Cali's accordion presser tårerne på. Det er så smukt. Pladen lukker ned med Steen Holkenovs titelmelodi til Huset på Christianshavn i en fornøjelig udgave.
Jacob Fischer har endnu en gang lavet en jazzplade til et stort publikum, der ikke lefler eller går på kompromis. Den musikalske standard er megahøj hele vejen rundt og til sidst skal der lyde en tak for, at Francesco Cali er med på pladen.
jacobfischer.dk

Paolo Russo & Nuevotrioporteño: Evocándote (Bro Recordings)

Tango med jazz på
Han har spillet på det lille argentinske tangoinstrument bandoneon i over ti år. Man siger ellers at det tager et helt liv at tilegne sig instrumentet. Det betyder så ikke så meget for italieneren Paolo Russo, der startede som pianist på det rytmiske musikkonservatorium i København og undervejs forelskede sig i en dansk kvinde og bandoneonen. Han har efterhånden flere plader på samvittigheden med bandoneon som hovedinstrument, bla. med trioen Band Au Neon. Det er album nr. 2 han laver sammen med Nuevotrioporteño. De to andre medlemmer er argentinere og pladen er også indspillet i Argentina. Guitaristen Diego Sandulla og bassisten Ricardo Canepa er selvfølgelig begge med til sikre autenciteten. Det er Astor Piazolla's tango nuevo-stil som de kredser om.

Denne gang hersker der en større lethed - som brise i den argentinske sommernat - i musikken end der gjorde på det første album. Prøv feks. at lytte til Vivian's Milonga, som Russo har skrevet. Russo er en jazzmusiker med næse for tango. Når han så som her er sammen med to tangomusikere bliver det både afvekslende og insisterende. Stemningsfuld musik der ikke kan ignoreres.
paolorusso.com

Morten Schantz Trio: Conveyance (Daywood Drive Records)

Vedkommende, vellydende og melodisk
Han har været vidt omkring. Pianisten Morten Schantz drønede gennem lydmuren med Jazzkamikaze i midten af nullerne. Deres rockattitude blandet med jazzfærdigheder var en sikker succes, indtil de lavede deres knap så gode indierock plade. Rygtet vil vide at Jazzkamikaze kommer til at lugte af jazz igen. Sideløbende har han haft gang i det Hancock-inspirerede fusionsprojekt Schantz Segment.

Sammen med bassisten Morten Ankarfeldt og trommeslageren Janus Templeton har han endelig lavet en trioplade. Den er udgivet på det amerikanske pladeselskab Daywood Drive Records. Musikken er en blanding af rocknumre fra 90'erne: U2's Love is blindness, Jeff Buckley's smukke Grace og Peter Gabriel's Downside-up, et par standards med Monk's Bemsha Swing som en sikker vinder og fire numre af Morten Schantz. Hvor den sidste Ten Indian Commandments er et velkomment genhør med en melodi, der var med på Jazzkamizes 2007-album Travelling at the speed of sound i en meget kort udgave. Jeg havde den en overgang som ringetone på min mobil og har med andre ord hørt den mere end de fleste melodier. Den holder hundrede procent i denne veloplagte trioversion. Templeton's whiskers er en fornøjelig ramme om nummeret.
Morten Schantz er i godt selskab i denne trio, hvor han føjer et vedkommende, vellydende, melodisk og klassisk triojazz kapitel til historien om Schantz.
daywooddrive.com

Thomas Hass Quartet: Answer theory (Gateway)

Hass og de unge
På det forrige album fra 2008 var det John Coltrane der stod fremme i inspirationskabinettet. Sammen med jævnaldrende musikere lavede tenoristen Thomas Hass en veloplagt koncertindspilning. Denne gang har han været i studiet sammen med tre yngre jazzmusikere, der alle er godt på vej i deres respektive karrierer.

Grundlæggende spiller Thomas Hass en klassisk lydende sax, der her ledsages af ni numre som han selv har skrevet. Det er 15 år siden at Hass sidst har lavet en straight jazzplade med så mange selvskrevne numre. Det er egentlig ikke fordi at Hass overrender de danske jazzscener. Så meget desto mere er der grund til at spidse ører, når han lader tonerne fra saxen flyde.
Inspirationen hentes bla. hos Sonny Rollins, John Coltrane, Wayne Shorter, Michael Brecker og Thelonious Monk. I de ni forskellige numre hersker der en fælles grundstemning. Men det afholder ikke Hass fra at frembringe et detaljerigt repertoire. Der er St. Croix der henter inspiration fra Rollins udødelige calypso St. Thomas. Der er Panther Ponk, der hylder komponisten Mancini der lavede Pink Panther temaet. Der er den natteblå ballade Blue balloons. Der bebopnummeret The Plaza, hvor trommeslageren Andreas Fryland får lov til at udfolde sig i et herligt kantet tempo. Der er den luftige Velvet notes, hvor kvartetten spiller frit. Der er titelnummeret Answer theory der med sit fremadrettede groove lader bassisten Morten Ankarfeldt komme til fadet, mens den svenske pianist William Larsson får spillet nogle nordiske toner.
Det er et befriende godt album som Thomas Hass har lavet. Han har fundet sammen med tre musikere, der alle får vist at den nye generation også er værd at satse på, når der skal spilles jazz, som den blev lavet for 50 år siden. Forfriskende old fashioned.
thomashass.dk

Hvilket grundlag hviler beslutningerne på # 4?

I tirsdags startede serien der sætter fokus på nogle centrale personer i dansk jazz. Hvad er favoritterne, når det bliver helt personligt. I dag er turen kommet til en af de nye jazzanmeldere herhjemme. Han startede sitet jazzstjerner.dk i forsommeren i år, efter en voksende frustration over manglende anmeldelser af nye danske jazzudgivelser. Han havde selv udgivet pladen It's swing, not rocketscience i foråret og anmeldelserne væltede ikke ind, på trods af at den forrige udgivelse havde fået en Danish Music Award. Et halvt år efter udgivelsen er den endelig blevet anmeldt af de fleste, der plejer at anmelde jazzplader. Han er pianist, komponist og orkesterleder.

Martin Lutz 37 år (om fem dage)
Når man dag efter dag beskæftiger sig med musik på alskens forskellige måder og niveauer både professionelt og som hobby, som musiker, som lytter, som kritiker og ikke mindst som fan, kan det virke både uoverskueligt og nærmest lettere provokerende at stille sig selv opgaven at finde 10 favoritplader. Det jeg lytter til og elsker den ene dag er ikke nødvendigvis det jeg sætter på anlægget dagen efter, ligesom plader, der i perioder fylder meget pludselig mister deres ”plads” i bevidstheden. De nedenstående udgivelser er dog alle nogle, der har gjort et vedvarende indtryk på mig både professionelt hvor de i visse henseender tjener som forbilleder eller idealmål og personligt fordi de bevæger mig og rør ved mig. De emmer alle af nødvendighed, sjæl, ægthed, humor, kreativitet, teknisk overskud og unik musikalitet og repræsenterer således alle de ”kæpheste” jeg har fået efter mange efterrationaliseringer på min egen musikopfattelse og –forståelse. Jeg kan se kvaliteter i al slags musik hvis jeg søger (og det gør jeg som regel), men der er et stykke mellem de udgivelser, der lader mig lukke alt andet ude end musikken og nuet. Den evne har den nedenstående samling.                 

Mine 5 danske:
Hans Ulrik – Jazz And Mambo (Stunt 1998)
NHØP – The Eternal Traveller (Pablo 1984)
Mads Vinding Trio – The Kingdom (where nobody dies) (Stunt 1997)
Sinne Eeg – Waiting For Dawn (Calibrated 2007)
Christina Von Bülow Trio – Solitude (Music Mecca 1997)

Mine 5 danske (alternativ)
Djanzz – Junglejazz For Børn (Djanzz 2002)
Mads Vinding Trio – Six Hands, Three Minds, One Heart (Stunt 2000)
Cæcilie Norby – Cæcilie Norby (Blue Note 1995)
Jan Kaspersen Sextet – Blues For A Hip King (Olufsen 2006)
Søren Bebe Trio – From Out Here (Your Favourite Jazz 2010)

Mine 5 internationale:
Dollar Brand (Abdullah Ibrahim) – African Marketplace (Discovery 1979)
Monica Zetterlund/Bill Evans – Waltz For Debby (Philips 1964)
Pat Metheny Group – Speaking Of Now (Warner 2002)
Toots Thielemans/Kenny Werner - Toots Thielemans/Kenny Werner (Universal 2001)
Michel Camillo – One More Once (Columbia 1994)

Mine 5 internationale (alternativ):
Brad Mehldau – Elegiac Cycle (Warner 1999)
Herbie Hancock – Cantaloupe Island (Blue Note 1994)
Keith Jarret Trio – The Out Of Towners (ECM 2004)
Jan Johansson – Jazz På Svenska (Megafon 1964)
Dr. John – In A Sentimental Mood (Warner 1989)

Bonusinfo:
Musikeren Martin Lutz: martinlutz-music.dk

Anmelderen Martin Lutz: jazzstjerner.dk

Kjeld Lauritsen: Hammond Organ 7 (Music Mecca)

Respekt
Der hersker en uforfalsket og dyb spilleglæde på organisten Kjeld Lauritsens nyeste album. Et album der  hylder Erling Kroner, der døde i foråret 67 år gammel. Men der er også andre der hyldes. Ben Webster på Bob Rockwell's Prelude for Ben, Lou Donaldson på Rockwells Blue funky Lou, Billy Cobham på Per Gades Mr. B.C., Blågårds apotek på Kjeld Lauritsens Blågårds Blues. Den nordjyske by Vraa hyldes endnu en gang med et jazznummer. Jakob Bro gjorde det på Balladeering og Kjeld Lauritsen gør det her. Mon ikke de begge hentede inspirationen til numrene det år, da Summersession afholdtes på højskolen i Vrå. Det er under alle omstændigheder et af de mere atypiske numre på Lauritsens repertoire. En hymne der kollektivistisk fremmanes af det syv mand store orkester. 

Kjeld Lauritsen valgte at lade pladen bestå af koncertoptagelser, hvor Erling Kroner medvirkede - da det stod klart at Kroner var for syg til at lave en studieindspilning. Med det erfarne blæser line up, hvor Hans Ulrik og Bob Rockwell på sax suppleres af Kroner på trombone og den i den sammenhæng unge Peter Marrott på trompet, er der en garanti for blæs med personlighed og respekt. De unge trommeslagere Casper Mikkelsen og Espen Laub von Lillienskjold er sammen med den coole guitarist Per Gade sikre i rytmegruppen.
Hammond Organ 7 er god hyldest til en gammel musikalsk makker og inspirator for Kjeld Lauritsen. Erling Kroner har efterladt sig spor hos mange københavnske jazzmusikere. En af Kroners egne store helte hyldes med Kroners Open letter to Jimmy Knepper. Den indrammer Erling Kroner så fint. En stor musiker, der havde jazzhistorien med i baggagen og hele tiden udforskede den.
Kjeld Lauritsen hører til en jazzens arbejdsmænd der bliver ved og ved. Med denne plade viser han fornemt, at han både er til bluesgrooves, swing og jazz en masse

kjeldlauritsen.dk

Hvilket grundlag hviler beslutningerne på # 3?

I tredje afsnit af serien der afslører en smule af hvad jazzens anmeldere, bookere og andre beslutningstagere har som favoritplader er turen kommet til en af de tunge drenge. Han har haft fingrene i mange områder indenfor jazzen i Danmark og udlandet.
Et kendetegnende træk ved ham er hans brændende og vedholdende entusiasme, der bla. Illustreres med den første mail jeg fik fra ham, hvor han ikke umiddelbart tænkte at det var muligt, da han sjældent havde tid til at lytte for sin fornøjelses skyld, da der altid stod et par meter dårlig samvittighed i pladereolen. Hvilket jeg som blogbestyrer også kender – dog ikke et par meter.
Men et døgn senere dukker denne omfattende og inspirerende mail, der var skrevet på hjem i toget fra Jazz Danmarks stormøde i Århus.
Det drejer sig selvfølgelig om:

Ole Matthiessen, 65 år
musikproducer og programmedarbejder på DR 1970 – 2008, Bestyrelsesmedlem Jazz Danmark, Ben Webster Fonden, Dansk Jazzmusikerforening og Radio Jazz.
Foredragsholder
Spiller med Rudy Smith Quartet, Past & Present, Søndergaard-Sørensen Quintet, Karsten Vogel My Old Flame og egen trio.
På Radio Jazz står jeg for live koncerterne, kører udsendelsesserien Trommernes Rejse, baseret på min bog af samme navn, og et dj program Take Five, som tager forskellige emner op fra gang til gang.

Hermed min liste, som selvfølgelig langt fra er komplet, men som på en måde, hvad angår de internationale, dækker noget af den musik, som har været med til at præge mit musikalske udblik. Men det var ikke kun plader, som havde betydning for mig. Det var først og fremmest møderne med de mange musikere, som kom til Danmark for at spille i 1960erne. Det var lidt ligesom at have Bach, Beethoven, Wagner, Boulez osv. rendende rundt omkring ,og det visuelle ved at opleve, hvordan de gjorde det og optrådte på en scene var en meget vigtig del af det. Der var f.eks. live koncerterne med Coltrane, Rollins 1965, Miles 1964 og 67, Monk (mange år), Mingus 1964, og så selvfølgelig Montmartre med Dexter Gordon, Bud Powell, Cecil Taylor, Tete Montoliu, Johnny Griffin/Art Taylor, Stuff Smith, Dollar Brand, Albert Ayler, Steve Lacy osv. osv.

Men her er i hvert fald 5, som har haft betydning for mig. Fælles for dem alle er, at de er præget af en indre nødvendighed, intensitet og  en gennemgående stemning.

I tilfældig rækkefølge:

Johnny Hodges/Duke Ellington: Back To Back (Verve, 1959)
En lektion i, at jazz ikke behøver at være højt og hurtigt. Norman Grantz' ide med at samle stjernemusikere fra Ellington og Basie og sætte dem til at spille musik fra deres grønne ungdom er simpelthen genial. Resultatet blev musik, som var velovervejet, afslappet, men alligevel koncentreret og for mig erkendelsen af, hvor stor en rolle den personlige instrumentklang betyder.

Paul Bley: Footloose (Savoy, 1963)
Optaget hjemme i Bleys dagligstue på et lidt ustemt opretstående   klaver med kompositioner af purunge Carla Bley og Ornette Coleman. Kreativ, syngende og et kogende, legende let sammenspil mellem Bley, Steve Swallow og Pete LaRocca. Uden denne indspilning har jeg svært ved at forestille mig, hvordan Keith Jarretts trio ville have lydt i dag.

Miles Davis: Milestones (Columbia, 1958)
Selv om hverken denne eller "Kind Of Blue" er specielt vellykkede som album betragtet, rager denne første sextet udgivelse højt op i trompetistens produktion. Niveauet er skyhøjt, 3 vidt forskellige solister: Miles lidt indadvendt, blød, melodisk enkel, men rytmisk kompliceret, Cannonball Adderley dansant og syngende, Coltrane intens og stadigvæk søgende, overdådigt trommespil fra Philly Joe Jones (hør f.eks. Two Bass Hit) og store indsatser i rytmegurppen hos Paul Chambers og Red Garland - også i trio coverversionen af Ahmad Jamals udgave af Billy Boy.

John Coltrane: Coltrane (Impulse, 1962)
Også kaldet den blå Coltrane. Coltranes plader nåede ikke helt ind under huden, fordi vi havde hørt, hvad gruppen kunne præstere live, og det kan nu man høre på mange af de bootlegs, som er kommet de senere år. Men denne her skiller sig ud. I Out of This World messer han som en af de store sorte prædikanter, inderlig, spirituel, som om han taler direkte til Vorherre. Udstrålingen er fanget i rillerne både i Coltranes eget spil og det store klangtæppe som rulles ud bag ham med smukke kraftige farver fra McCoy Tyner og Jimmy Garrison og den tordnende Elvin. Optageteknikken afspejler hans daværende interesse for indisk musik med saxofon i den ene kanal,, trommer i den anden, og klaver og bas omkring midten.

Louis Armstrong: Plays W.C. Handy (Columbia, 1954)
Min første lp tilbage i 1950erne. Musik, som jeg kan både forfra og bagfra. Mit første møde med store Louis Armstrong, som egenhændigt ændrede musikhistorien i det 20 århundrede. Hør hans unikke frasering, der indtil dato ikke er overgået. En perfekt opbygget lp, et overdådigt himmelstræbende trompetspil, som løfter hele ensemblet. Armstrongs solospil er som en billedhugger, der skaber former i tid.
En plade, som stadigvæk holder.

Hvis der skulle være plads til noget ekstra måtte det nok være Bill Evans "My Foolish Heart" fra Village Vanguard. Utrolig smuk og luftig musik, hvor titelnummeret åbner lader os se dybt ind i Bill Evans' sjæl. Og så er der Jazz på Svenska, Getz/Gilberto, Gil Evans, Mingus, Monk, Prez, Lady Day, Bird, Basie, Rollins, Dizzy, Thad, Ben Webster, Hawkins, Lateef, Roy Haynes og... og... og.....

Hvad angår den danske jazz er mange af mine valg præget af, hvad jeg selv har været involveret i gennem tiderne. Det gælder både udgivelser, hvor jeg selv spiller, har produceret eller optaget, har researchet eller skrevet noter til - mere end 250 er det blevet til gennem årene. Men her er i hvert fald udvalgt af den danske bunke:

Cadentia Nova Danica: Afrodisiaca (MPS, 1969)  Musik af John Tchicai og Hugh Steinmetz. Jeg spillede med gruppen I næsten 2 år, og John fik stor betydning for mig, både gennem sin musik og sine pædagogiske metoder. Indspillet for tyske MPS over to intense dage i Vanløse Bio - et af den fri jazz's mesterværker, også  internationalt, for stort orkester. Et dybt originalt album.

Bent Jædig: The Free Spirit (Little Beat Records, 2010)
Det var et stort privilegium at være med til at samle og redigere materiale til denne mindsten over Mr. Jazz. Jeg spillede selv mange gange med Bent gennem årene, og fik engang et kærligt kæmpeknus af ham, som bøjede et af mine ribben.

Palle Mikkelborg: The Voice Of Silence (Stunt, 2000)
Gennem mine 37 år som musikproducer på Danmarks Radio deltog jeg i mange af Palle Mikkelborgs store projekter, som dengang kunne lade sig gøre i en kulturelt orienteret statsradiofoni. Det blev til megen original dansk musik gennem årene. Et af de sidste projekter var han  hyldest til Louisiana museet i 2000, som året efter var på turne med DR Big Band til Australien, New Zealand, Japan, Korea og Singapore.
Musik, som noget uretfærdigt er kommet til at stå i skyggen af Aura. Optagelsen og mixen var den rene fryd - et teamwork mellem undertegnede, Palle og en af Danmarls bedste teknikere Niels Erik Lund, hvor der blev tryllet i studiet. Et specielt bevægende minde i projektet var koncerten på Louisiana kort før Knud W. Jensens død.

Ole Matthiessen: Past & Present (Stunt, 2011)
Min egen sidste cd, som stadigvæk et år efter optagelsen, fylder meget i min bevidsthed, især på grund af den dedikation, kreativitet og positive indstilling som alle gik ind i projektet på og gjorde denne indspilning til noget helt særligt. Check den ud!

Atli Bjørn: Atlicity (Stunt, 1997)
En af vore få rigtig originale jazzmusikere, måske ikke med verdens bedste teknik, men med en karskhed og robusthed i udtrykket, der minder mig om en billedhugger, der står med sin mejsel og efterhånden groft hugger en kantet figur ud af sin sten.

Bonusinfo:
Lørdag d. 10. september kl. 13.00 kan du i programmet Take Five høre Ole spille nogle af sine første jazzplader på Radio Jazz

Hvilket grundlag hviler beslutningerne på # 2?

I går startede den nye serie, hvor jeg spurgte mig selv. I dag er turen kommet til Jakob Bækgaard, der her fortæller om sine favoritter.

Jakob Bækgaard, 30 år
Jazzskribent. Har skrevet og skriver for Geiger, Jazz Special og All About Jazz.

Mine fem danske (i tilfældig rækkefølge)
1. August Rosenbaum: Beholder (Imposter Records/Gateway, 2010)
2. Søren Kjærgaard: Open Opus (ILK, 2010)
3. Jakob Buchanan: i Land in the Green Land (Buchanan Records/Pladekisten, 2010)
4. Jonas Westergaard: Helgoland (Stunt, 2008)
5. Jakob Bro: Pearl River (Loveland Records/Pladekisten, 2007)

Mine fem udenlandske (i tilfældig rækkefølge)
1. John Law: The Art of Sound Vol. 1-4 (33 Jazz, 2007-2009)
2. Marc Copland: Time within Time (Hatology, 2007)
3. William Parker: Painter’s Spring (Thirsty Ear, 2000)
4. Art Pepper: Complete Galaxy Recordings (Galaxy, 1989)
5. Pharoah Sanders: Karma (Impulse!, 1969)

Fundamentet for al min lytning til jazz er Miles Davis’ Kind of Blue (Columbia, 1959), der forener alle de parametre, jeg går efter, når jeg lytter til jazz: det lyriske, det eksperimentelle, det stemningsfulde, det udtryksfulde, det personlige, det melodiske, det organiske og det tekstuelle. Ser man på de plader, jeg har valgt, så har de alle de ting tilfælles. Det er plader, der i høj grad dyrker værkets æstetik, hvor indpakning (cover og noter) og indhold betyder noget. Det er plader, der tør sætte noget på spil ved at udfordre jazzens formsprog samtidig med, at der er en følelsesmæssig nerve og skrøbelighed tilstede og et reflekteret forhold til jazzens tradition. Eksperimenter for eksperimentets skyld, avantgarden i dens mest dehumaniserede form, siger mig ikke særlig meget. Der findes så meget god musik og at vælge ti plader ud er nærmest umuligt, men alligevel kan jeg genkende et mønster. Store historiefortællere som Art Pepper, spirituelle musikere som William Parker og Pharoah Sanders. Dyrkelsen af instrumenternes tekstur, trioens formsprog og det kammermusikalske og så selvfølgelig en general interesse for den nyere og modernistiske jazz. Når jazzen genskaber sit eget formsprog uden at glemme fortiden, så begynder jeg for alvor at lytte.

Bonusinfo:
Her er en række nyere anmeldelser fra Jakob Bækgaard:
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3873
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3878
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3869

Hvilket grundlag hviler beslutningerne på?

Vi læser anmeldelserne i aviserne og på nettet.
Vi lytter til jazzen i klubberne og på festivalerne.
Vi hører jazzen i radioen.
Hvem er det der bestemmer, hvilken jazz vi skal høre? - og hvad kan de egentlig selv lide, når der ikke skal anmeldes og laves programmer.
Hvor er det at det virkelig rykker og bliver ved med at rykke hos jazzens smagsdommere.
Hvad er det for nogle plader, som de bliver ved med at vende tilbage til når der skal slappes af eller rystes op i grundvolden. Når de vil please sjælen med det bedste de ved.
Jeg har spurgt en række af dem der er med til at bestemme i dansk jazz - på den ene eller anden måde.
Hvilke jazzplader holder de allermest af.
Jeg har spurgt en række smagsdommere i det danske jazzmiljø, bookere på spillesteder, anmeldere og radioværter om deres favoritter.
Jeg har bedt dem om at vælge fem danske og fem udenlandske plader i tilfældig rækkefølge og meget gerne med kommentarer.
Det skal være helt personligt uden hensyntagen til pladernes placering og vigtighed i jazzhistorien.

Jeg starter med at spørge mig selv.

Niels Overgård 43 år, 

blogger på Jazznyt og formand for Moor Jazz, jazzklubben på Fermaten i Herning.

Mine fem danske (i tilfældig rækkefølge)
1. Jakob Bro: Balladeering (Loveland Records, 2009)
2. Entrance: Entrance (Metronome, 1977)
3. Jakob Davidsen: Mangfoldighed (Calibrated, 2006)
4. Jesper Zeuthen Trio (Blackout, 2010)
5. Niels Lan Doky: Misty dawn (Columbia, 1994)

Mine fem udenlandske (i tilfældig rækkefølge)
1. George Shearing/Niels-Henning Ørsted Pedersen/Louis Stewart: The MPS Trio Sessions (MPS/Universal, 2007)
2. Miles Davis: You're under arrest (Columbia, 1985)
3. Ornette Coleman: The shape of jazz to come (Atlantic, 1959)
4. Frank Sinatra: Sinatra at The Sands with Count Basie and The Orchestra (Reprise, 1966)
5. Mulatu Atatke & The Heliocentrics: Inspiration Information 3 (Strut, 2009)

Den skarpe ser hurtigt at der er to plader med Niels-Henning Ørsted Pedersen på mine lister. Doky's Misty Dawn og Shearing's Trio Sessions. Det er nogle plader der på hver sin måde får mig til at smelte. Shearing-pladen er en 4-dobbelt CD-opsamling med 5 LP'er fra 70'erne. Den blinde pianist George Shearing har lavet meget sovset junk i sin karriere. Men når han spiller som her, så står tiden stille. Guitaristen Louis Stewart er sammen med NHØP i vanvittig skarp topform. Jeg vender ofte tilbage til denne plade, når jeg ikke lige kan finde på noget at sætte på og det virker hver gang. Niels Lan Doky's Misty Dawn er en sikker plade. Det svinger som bare fanden og er et enestående eksempel på hvorfor Doky har en plads i manges jazzhjerter, at Riel og NHØP så spiller op til deres bedste er kun med til at sikre pladen en plads på denne liste og mit hjerte.
Jeg har fulgt den danske jazzscene særdeles indgående i de sidste 10 år. Derfor er det heller ikke så underligt at der kommer tre plader med fra den periode. Bro, Zeuthen og Davidsen er alle tre for mig indbegrebet af personlig, original og medrivende musik, der sætter sig i hjertekulen. Store plader der bør stå på pladehylderne hos den kræsne jazzlytter. Entrancepladen udkom da jeg var 9 år gammel, så den har jeg fanget siden hen. Palle Mikkelborg, Bo Stief og Kenneth Knudsen er musikere der altid har haft en stor plads i mit hjerte. Jeg har ikke oplevet Entrance live. Men Stief har jeg hørt utallige gange. Mens Mikkelborg står for noget helt specielt. I forbindelse med at min jazzklub Moor Jazz - der holder til på Fermaten i Herning - skulle lave en åbningskoncert på det ombyggede Fermaten i 2008 havde jeg fået den gode idé at parre Palle Mikkelborg og Blood, Sweat, Drum'n'bass Big Band. Det blev fedt og det er ikke mindre fedt fordi de har holdt sammen siden. Entrance har meget af den samme power.
Miles Davis er for mange jazzfans den helt store. For mig er han den største. Jeg har valgt at tage You're under arrest med, fordi den med sin energiske blanding af funk og fusionsjazz indlemmede mig i jazzfolden og jeg synes stadig at det er et genialt album. Ornette Coleman er yndlingssax'en for tiden. Jeg har haft mine perioder med Sonny Rollins, John Coltrane og Cannonball Adderley, så det kunne også være en af dem jeg havde taget med. Ornette Colemans The shape of jazz to come får mig for tiden til at hoppe i stolen. Prøv lige at lukke ørerne op til Congeniality...need I say more? Frank Sinatra og Count Basie i Las Vegas på casinoet The Sands, med arrangementer af Quincy Jones er mange gode ting på en gang. Her er du sikker på at vinde hver gang du tjekker på The Sands. Timet, tjekket og lækkert. Den ethiopiske pianist Mulatu Astatke er kommet i godt selskab med The Heliocentrics. Det er afrojazzet festmusik der er værd at lytte til.

Carsten Sindvald: The Kings Chamber (Newmanna Records)

Pyramide Jazz
Ægypten, en klassisk uddannet saxofonist og en fascination af fusionsjazzen som Chick Corea blev kendt for er hovedelementerne på Carsten Sindvalds debutalbum. Sindvald er aktiv ved Odense Symfoniorkester som assistent og i flere kammermusik sammenhænge og desuden er han underviser. Han har også medvirket på Robin Taylor's seneste fire udgivelser. Her er det saxofonen der er det foretrukne instrument.

På den aktuelle plade holder sig ikke tilbage for at spille på piano, keyboard, EWI og klarinet udover hovedinstrumentet. Pladen er en massiv omgang med hele 19 numre, de 10 af numrene er nogle små fine solopiano skitser, der kommer spredt udover pladen.
Der er flere gode arrangementsmæssige idéer på pladen, bla. på det utilslørede Weather Report rip off som nummeret Sunboat Jive. Sindvald er ingen mester i begrænsningens kunst og læsser pladen til med effekter og forskellige keyboardmuligheder. Han starter et nummer som What's up, Crocs! fint ud, men når han allerede efter 30 sekunder, smider nogle tynde 80'er agtige synthblæserriffs på sendes nummeret ud over kanten. Pladen indeholder mange umiddelbart charmerende ting, der efter flere dybere gående gennemlytninger - får mig til, at erindre hvorfor jeg egentlig havde det så svært med Yellowjackets. 

Havde der været flere numre som titelnummeret The King's chamber, hvor Sindvald bruger energien på at spille en flot sopransax havde det løftet pladen. Sindvald er god saxofonist, og en energisk arrangør med et overflod af idéer. Jeg vil helst høre det første.
Sindvald får musikalsk støtte af blandt andet den tidligere Chick Corea percussionist Dave Hennessy, vibrafonisten Kai Steensgaard og trommeslageren Anders Mogensen.
sindvald.com

Jazz Five: New Orleans Heat (Gateway) CD+DVD

Varmt som i New Orleans
Der er varmt i New Orleans - og når der er rigtigt varmt, føles det som om sumpene koger. Der bliver djævelsk varmt og det kan høres på musikken. Rytmen og pulsen bevæger sig, så der kan danses i et passende roligt tempo. Det har danske Jazz Five taget til sig. De har skudt en dosis New Orleans ind i blodårerne og forsøger at sprede noget af varmen i det danske. 

Med to saxofoner i front betjent af Johan Bylling Lang og Jeppe Zacho, en charmerende forsanger Jonas Starcke og en veloplagt rytmesektion med en velspillende Esben Hillig ved pianoet har de elementerne til en fest der afvikles i godt humør. De har valgt en blanding af originale numre, bla. titelmelodien, gamle rhythm'n'blues smash hits som Little Willie John's Take my love og Etta James' Somethings got a hold on me, Dr. John's New Orleans klassiker Mardi Gras Day og som et af højdepunkterne Stuck in the middle with you, der med Stealers Wheel blev udødeliggjort i den berømte øreafskæringsscene i filmen Reservoir Dogs.

Den store styrke ved pladen er det originale valg af numre, hvor der ellers meget hurtigt kunne gå Jambalaya i den. Jazz Five er et godt bud på en fest. Hvilket illustreres på den medfølgende DVD, hvor de præsenterer 5 numre i en stemningsfyldt sort/hvid indspilning fra en koncert. Jazz Five placerer sig et sted mellem Six City Stompers og Skipper-Just-Frost og da sidstnævnte har travlt med at spille afskedskoncerter, har jeg svært ved at se at der ikke rigtig god plads på de danske koncertscener til Jazz Five.
jazzfive.dk

Niels Lan Doky: Human behaviour (Bro Recordings)

Niels has left the building
Niels Lan Doky er på alle måder en ener i dansk jazz. For det første er der en rimelig chance for at ikke-jazzkendere har hørt om ham. For det andet har han ikke valgt at gøre tingene som andre.
Da han vendte hjem til Danmark sidste år i forbindelse med at Jazzhus Montmartre åbnede, fordi han skulle være musikchef markerede han det også med at udsende pladen Return to Denmark, hvor hans gamle makker Alex Riel sad ved trommerne mens Morten Ramsbøl var ny ved bassen.

Nu har han rystet posen endnu en gang, er stoppet som Montmartre-musikchef og har allieret sig med trommeslageren Niclas Bardeleben og bassisten Jonathan Bremer. De har begge slået deres folder som jamsessionværter og husmusikere på Montmartre. Her ville det være nærliggende at sammenligne dem med Alex Riel og NHØP. Men det er en dårlig idé overfor alle fire. Bardeleben og Bremer er nogle helt særlige talenter. Men at sammenligne dem med de to største legender i dansk jazz giver ingen mening. Istedet giver det rigtigt meget mening at Lan Doky har taget dem med i sin trio - de tilføjer vitalitet og udfordrer Lan Doky. 

I forhold til det ujævne album Return to Denmark er han denne gang tættere på kernen i det der har været med til at skabe navnet og kunstneren Niels Lan Doky. Der er popmelodier, i det her tilfælde er det Björks Human Behaviour og Coldplays Yellow. Der er flere numre som Lan Doky selv har skrevet, hvor Rough Edges er en gammel kending fra Misty Dawn albummet fra 1994. Det er ved at være en vane for Lan Doky at han medtager et nummer fra sit eget bagkatalog, nu er det tredje album i streg hvor han gør det. Faren er at man sammenligner de gamle, stærke og velkendte kompositioner med de nye og mere svage kompositioner. For nok er der fine nye numre fra Lan Dokys hånd, som feks. Poem for a dolphin. Når han vælger at medtage et gammelt smash hit er det svært for de nye numre.

Andre gamle kendinge er Bach's Jesu joy of man's desiring og Gershwin's Summertime, hvor Jonathan Bremer - meget NHØP-agtigt (undskyld sammeligningen, men her er den oplagt) - spiller melodilinjen på bassen. Det lyder simpelthen rigtigt fedt. Min opfordring til Niels Lan Doky er at han skal holde sammen på denne trio. Jeg tror at der meget mere i dem end det vi har hørt her.
nielslandoky.com

Jonas Johansen: Move this (Stunt)

De dynamiske djævle
I en klassisk kvartet-opsætning har Jonas Johansen holdt fast i MOVE i snart 20 år og over fire plader. Eneste medlem der udover Johansen har været med hele vejen er saxofonisten Fredrik Lundin - og det er ikke nogen dum idé! De skriver begge nogle fede kompositioner til kvartetten der flyder over af dynamisk groove, klassisk jazzforståelse og masser af plads til hver enkelt musiker.

Dynamikken og det drive som musikerne spiller med, er pladens helt store attraktion. De nye medlemmer af kvartetten er begge med til at løfte dynamikken. Pianisten Jacob Christoffersens tændte og melodiske tilgang er en fornøjelse - noget han også på det seneste har vist på pladen med The Orchestra og hans egen trioplade. Bassisten Daniel Franck har et fyldigt basspil, der feks. på det fantastiske nummer Swaying gentle sideways spreder sig bredt ud, mens Christoffersen spiller på wurlitzer, Johansen med whiskers og Lundin på saxen i en bevægende og lækker melodi som Lundin er mester i at lave.

Fredrik Lundins saxspil og -tone har gennem årene fået nye nuancer uden, at det rører ved personligheden. I selskab med Jonas Johansen er han så meget på hjemmebane at han kan læne sig tilbage. Han hviler på fundamentet og får så tilpas megen ro til, at han endnu en gang får saxspillet til at blomstre.
Bonusinfo:
Jonas Johansen MOVE spiller på Huset d. 30. november arrangeret af Paradise Jazz.
jonasjohansen.dk