Rasmus Kjær Trio: Broken Bow (Gateway)

Pianisten Rasmus Kjær er et forholdsvist ubeskrevet blad indenfor jazzen. Han har tidligere været medlem af Under Byen. Det er med et respektindgydende line up, han har valgt at lave en trioplade sammen med. Trommeslageren Kresten Osgood og bassisten Jonas Westergaard er kendte fra mange forskellige musikalske sammenhænge, overvejende i jazzen. Men det er såmænd ikke fordi de har overrendt plader med klavertriojazz.
Med 9 selvskrevne numre satser Rasmus Kjær hele butikken. Han søger ikke efter de lette veje. Første del af pladen er helliget det løst spillede og eksperimenterende. Jeg kommer til at tænke på Paul Bley, når jeg hører det.
Anden halvdel af pladen har mere struktur og sammenhæng. Uploader er et flot eksempel på dette. Kjærs venstre hånd spiller sammen med Westergaards bas i det dybe register. Mens højrehånden danser afsted sammen med Osgoods viltre og bækkenbårne trommespil. Det skifter undervejs og hvirvler nærmest rundt. Stort! Der følger mere af dette på resten af pladen.
Kjær har hentet inspiration fra østafrikansk musik og sammen med erfaringen som han har med fra Under Byen har han en kompromisløs og ærlig stil. Det befinder sig i et spændingsfelt mellem heftige rytmer og en undersøgende tilgang til melodierne. Det er med til at skabe en original og overbevisende debut. Han får suveræn hjælp fra Osgood og Westergaard til, at skabe en klavertriomusik med dybde og alvor i et ekspressionistisk univers.
rasmuskjaer.com

Basco: Big Basco (Go' Danish Folk Music)

Jeg har det med folkemusik som jeg har det med traditionel jazz. Jeg lader mig ret hurtigt rive med. Udfordringen for musikken er så, at fastholde min interesse. Jeg mister den ret hurtigt, når et engageret og entusiastisk skolelærerfritidsband drukner i ramasjang og udetaljeret larm. Der er rigtigt mange af den slags orkestre landet over. Derfor er det ikke genrer jeg opsøger ret ofte. En gang imellem er det også tilladt at blive positivt overrasket. Det har Jazz Five og Six City Stompers f.eks. gjort med den traditionelle jazz. Da jeg var på Spot Festival sidste år, løb jeg tilfældigt ind i folkbandet Big Basco, der spillede en guerilla-koncert ude foran Musikhuset. Her stod primatrompetisten Mads la Cour og viste andre sider af sit talent. Jeg hørte en hel koncert med dem senere samme dag. Det var en rigtig god oplevelse.
Nu har jeg så fået deres album til anmeldelse. Normalt hedder de bare Basco men med tilføjelsen af tre blæsere bliver de til Big Basco. Her er Mads la Cour på flygelhorn et af medlemmerne. For jazznørden bliver han indgangen til et band, hvor det musikalske udtryk i høj grad er kollektivt og samlet. Der er flere la Cour-soli spredt ud på pladen. Men det er ikke det eneste der fascinerer og fastholder min interesse hele vejen gennem pladen. De har et tilbagelænet forhold til de forskellige folkemusikstilarter som de erfarent blander sammen. Her er både noget fra skotsk, irsk og amerikansk folk. Men det er den nordiske folkemusik der er fundamentet.
Den australske (med skotsk-engelske aner) forsanger og violinist Hal Parfitt  Murray er uddannet på konservatoriet i Odense, hvor de to andre medlemmer Andreas Tophøj (violin) og Anders Ringgaard Andersen (harmonika og trombone) også har haft deres gang. Mens det sidste faste medlem Ale Carr (på mandolininstrumentet cittern) er fra Sverige. Det er med andre ord nogle gennemmusikalske fyre, jeg ikke vil tøve med at anbefale. De spiller nænsomt, nuanceret og med et overskud af glæde og seriøsitet. De kan både spille solen op om morgenen, som på nummeret Hymne og lægge den i seng igen med den småfunky The Elephant (med lækker la Cour solo).
www.bascoband.com

Dygong: The E-sessions (ILK)

"- all this - will make this one of the most original CD's you will ever hear." 

Det står til allersidst i covernoterne på The E-Sessions. Det er komponistgruppen Dygong der består af Regin Petersen, Nicolai Worsaae, Simon Løffler og Christian Winther Christensen, der har lavet den originale CD. Jeg har hørt mange originale CD'er men jeg har aldrig hørt noget lignende. Komponisterne der kender hinanden fra konservatoriet har skrevet 5 kompositioner til pladen. Musikken fremføres af Jacob Anderskov på piano, Torben Snekkestad på saxofon, Ying-Hsueh Chen på percussion og Helene Langs sopranstemme. Musikken suppleres med små interludes hvor komponisterne på engelsk taler om musikken.
Dygong har eksisteret i 8 år, hvor de i fællesskab har arrangeret koncerter og happenings. Der har altid både været noget for øjne og ører. Derfor var det en stor udfordring at omsætte den visuelle del.
På imponerende vis har de skabt et intenst og billedmættet musikalsk univers, hvor billeder springer frem når øjnene er lukket. Det er svær tilgængelig, eksperimenterende og avantgardistisk musik, der møder lytteren. Støj, stemninger og noget der kunne minde om musik breder sig ud og smelter sammen.
Jacob Anderskov er ikke fremmed overfor at lave avanceret og svær tilgængelig musik, her tænker jeg bla. electronica udgivelsen An/Auf som han lavede sammen med Jakob Riis i 2007. Mens Torben Snekkestad på flere plader med kvartetten Spring har vist evnerne som crossovermusiker mellem impro og ny kompositionsmusik.
The E-Sessions er en mærkværdig tilstand som man hensættes i. Det er en oplevelse værd for den nysgerrige musiklytter.
dygong.dk

Lone Boyd: All my tomorrows (Groovesville)

Jeg må med skam bekende at jeg ikke kendte sangerinden Lone Boyd før nu. Hun lavede for 8 år siden en plade med sange af Kai Normann Andersen. Til gengæld kender jeg trioen der giver musikalsk opbakning. Under ledelse af bassisten Jesper Bodilsen er pianisten Lars Jansson og trommeslageren Morten Lund som altid velspillende og veloplagte. 

Lone Boyd har valgt at give sig i kast med en stribe standards, yndlingssange og nogle enkelte originale skrevet af Jesper Bodilsen, Helle Hansen og Katrine Madsen. Hun har ingen problemer med at levere varen. Hun synger rent, pænt (for pænt?) og med en god portion indlevelse. Udvalget af standards er tilpas originalt, svingende fra April in Paris til Abbey Lincoln's Throw it away. Sidstnævnte er ret beset ikke en standard men et nummer der er ofte hørt fra jazzsangerinder. I sidste uge hørte jeg sangerinden Mette Juul fremføre den med stor indføling ved en koncert. Lone Boyd er også i fin kontakt med sangen men bliver også temmelig straight i fremførelsen.
Problemet med Boyd's plade er anonymiteten. Hun bliver simpelthen for svær at genkende på en jazzscene, hvor der i forvejen er fyldt godt op med sangerinder. Katrine Madsen har autoritet og erfaring og Mette Juul har en sjælden indføling, hvis jeg skulle nævne to sangerinder som hun er oppe mod. Tilføjelsen af mestertenorsaxofonisten Tomas Franck på 3 af pladens numre giver noget af det som kunne være med til, at løfte Boyd ud af anonymiteten. Trioen, hvor især Lars Jansson på pianoet får lov til at udfolde sig, har ingen problemer med at bakke op Lone Boyd op. Spørgsmålet er om de bliver udfordret nok?
listn.to/loneboyd

Røst: Drømte mig en drøm (From out here music/Gateway)

Gamle (som i meget gamle) danske melodier præsenteres her rent og næsten afklædt af duoen Røst der består af sangerinden Ditte Rønn og pianisten Søren Bebe. Bebe har over nogle albums indenfor de seneste år, overbevist jazzlytterne om sit store potentiale som jazzpianist i sin Keith Jarrett inspirerede trio.
Ditte Rønn synger lige så purt og tyst som sne smukt kan dale langsomt ned fra himlen i tusmørket. Søren Bebe er i melodien og omkring ham vokser tonerne frem som det naturligste. Med enkelte tilføjelser af elektronik, er det udelukkende flygelet som Bebe benytter.
Jeg gik mig ud en sommerdag, Tit er jeg glad, Drømte mig en drøm, Sensommervise og Solen er så rød mor er på duoens repertoire. De er tro mod traditionerne og melodierne. Alligevel fremstår musikken nutidig. Det fungerer ekstragodt på Drømte mig en drøm. Her tør de gå lidt længere. Søren Bebe med effekter på klaveret lyder hen ad Esbjörn Svensson. Det ville ikke genere mig, hvis der kom mere af den slags fra duoen fremover.
roestmusic.com

Indianerne feat. Ed Thigpen: Sound (ILK) LP

Musik er lyd og der er lyd i musik. Sound er et bud på et Kresten Osgood'sk manifest og en kærlighedserklæring til lyd og musik. Hvad det kan og hvorfor man gør som man gør. Kresten Osgood bruger det store århusianske konservatorieorkester Indianerne til, at realisere filosoffen Hazrat Inayat Khans tekster, der læses op af den afdøde trommeslager Ed Thigpen, der også har været musikalsk mentor for Osgood
Osgood klarer det på 28 minutter på denne udgivelse der kun findes som LP i et stærkt begrænset oplag. Thigpens coole stemme veksler med musik. Det hele forekommer stramt redigeret. Ikke nådesløst men det er i stedet tydeligt at Osgood har søgt forløsning gennem musikken. Han hænger ikke fast og dvæler ved små detaljer.
Der hersker en aura af mystik omkring pladen. Det er dog en gennemtrængelig aura, hvor man som lytter hurtigt kommer ind. Kontakten mellem lytteren, lyden og musikken opnås hurtigt. Jeg kommer til at tænke på George Russell's kærlighedserklæring til New York, der blot hed New York, N.Y. Byen der ligesom lyden også kan være en mental tilstand.
Kresten Osgoods musikalske fundament er stort. Derfor er det også en mangesidig plade, hvor der både er plads til en flere minutter lang Ed Thigpen congassolo, en længere strygerkvartetintro, der fører os over i et filmmusik-lignende intermezzo. Der er en bassolo eller trio om man vil i et funky tilsnit. Indianernes tre bassister fylder godt mens to percussionister og en trommesager afdæmpet tilføjer pulsen. Indianerne består af 15 medlemmer. Men det er ikke et klassisk jazz big band, da der bla. kun er tre blæsere; sax, trompet og trombone. Osgood spiller både på piano, vibrafon, hammond, trommer og vintageorglet Elgam Ringo.
Kresten Osgood mener selv at albummet er et af karrierens højdepunkter. Selv om Osgoods karriere kommer til, at løbe mange år endnu tror jeg også at albummet vil stå som noget helt særligt i Osgoods karriere, der allerede har budt på mange højdepunkter.

Bonusinfo:

Pladen kan kun købes ved at sende en mail til Kresten Osgood. Der er muligvis stadig enkelte eksemplarer at få.

osgood.funky.dk

George Garzone & Frank Tiberi: Audacity (Stunt)

Det er den fjerde plade med George Garzone der kommer på et dansk pladeselskab indenfor 4 år. Tre af dem er kommet på Stunt mens den fjerde kom i 2010 på Your Favourite Records. Den var med Rasmus Ehlers på pianoet, Jonas Westergaard på bassen og Jakob Høyer på trommerne. De tre musikere som Garzone gennem mange år har spillet sammen med på Copenhagen Jazz festival. Det er de samme musikere der går igen på denne udgivelse men med tilføjelsen af Garzones ven Frank Tiberi, der ligeledes spiller på tenorsax samt sopransax. Frank Tiberi var i mange år medlem af Woody Hermans orkester og har været lærer for Garzone. Garzone's egne undervisningsmeritter er i øvrigt legendariske.
Pladen er indspillet sidste sommer i studiet efter, at de havde spillet nogle koncerter sammen i det københavnske under jazzfestivalen. Pladens ni numre er begået Ehlers med fire stk. og en hver fra Garzone og Tiberi samt 3 standards. Det fornemmes at de er i studiet. De lader ikke en saxsolo tage uhæmmet over. De er blevet enige om, hvor langt det skal løbe. Det er utvetydig fornøjelse at høre de to saxofonister hygge sig med hinanden, udfordre hinanden men aldrig hyle op og blære sig. Det er ganske enkelt ikke nødvendigt. Det indbyrdes kendskab er en styrke.
Den danske trio er i topform og Rasmus Ehlers formår endnu en gang ved pianoet, at imponere med stort overskud og koncentration. Garzone og danskerne er nok sammen igen denne sommer på Copenhagen Jazz Festival. Jeg er klar.

Sekten: Klubbhus (ILK) DVD Little Red Big Bang (ILK)

Tys Tys med Marie Laurette Friis i spidsen lavede i årene 2001-2006 tre albums. Musikerne kom fra det Rytmiske Musikkonservatorium i København. De forblev et undergrundshit, som jazzklubberne Sunship i Århus og Loco i København bla. var med til at promovere. Deres særegne blanding af skæv pop, kabaret, jazz og avantgarde var unik. I dag kan vi konstatere at "genren" fortsat trækker vejret. ILK Records der også lavede de to sidste Tys Tys plader har to aktuelle udgivelser der trækker på den samme tradition.
Sekten har tidligere lavet to albums og er denne gang gået til filmen. I samarbejde med dokumentaristen Sofie Tønsberg har de sat billeder til deres musik. Et af kendetegnende ved Sekten er de to markante sangerinder Qarin Wikström og Josefine Lindstrand. Nu er Lindstrand ikke med længere, hvilket er et tab. Wikström kan sagtens synge sig igennem og sætte sig i front men det mærkes at Lindstrand ikke længere er der. Simon Toldam er i topform på både flygel, tørt franskbrød, saftevand og chokoladestang. Sekten byder os indefor i deres Klubbhus. Sproget der synges på er som sædvanligt svensk. Musikerne er gravalvorlige. De starter filmen med at iklæde sig uniformen hvid skjorte, sort slips, sort jakke og hornbriller. Så møder vi dem i stuen hos Mama Sekten, der i blomstrede gevandter vimser omkring bandet der spiller musikken omkring et spisebord. Vi ser - som i en Tom & Jerry film - aldrig Mama's ansigt. Hun er tilstede og alligevel anonym. Hun er tydeligvis ikke medlem i klubben. Billederne der ledsager musikken, er i god forlængelse af det man kender fra en Sekten koncert, hvor performance altid har været en del af showet. De bevæger sig på den hårfine kant mellem sjov og alvor. Der hverken grines eller grædes.

I en lille sekvens i filmen hopper Mama Sekten på pilates-bold sammen med tre mænd. En af dem er trompetisten Jimmy Nyborg. Han spiller ikke. Det gør han til gengæld i Little Red Big Bang, der er den udvidede udgave af duoen Little Red Suitcase. Johanna Borchert på piano og Elena Setien på sang har før samarbejdet med digteren Lars Skinnebach. Denne gang er samarbejdet udvidet til syv mand. 5 blæsere, bas og trommer. Det er boblende skæv og konstrueret pop. Det fungerer bedst på de mest poppede sager som Will we ever meet again? Andre gange falder det lidt blødt til jorden og formår ikke at komme i gang. Det er en på mange måder fascinerende plade, der sætter krav til lytteren. Avantgardepop kunne man kalde det.
sekten.nu
littleredsuitcase.com

The Splendor: Delphian palace (Hoob Records)

Der serveres krasbørstige toner hen mod slutningen af åbningsnummeret A piece. Det er ellers ikke det der fylder mest på den svenske kvartet The Splendor's andet album. Det musikalske fokus koncentrerer sig om et åbent, levende og flydende spil, hvor spontan komposition eller improvisation er omdrejningspunktet.
Saxofonisten Lisen Rylander Löve (fra Midaircondo) er i selskab med brødrene Kallerdahl, pianisten Fabian og bassisten Josef samt trommeslageren Lars "Lade" Källfelt". Fabian Kallerdahl og Lisen Rylander Löve spiller begge på diverse ekstrainstrumenter i form af synth, electronics etc. Musikken har en organisk feeling og er på ingen måde electronica-inspireret jazz. Det er jazz i højeste potens. Nutidig jazz med udflugter.
De har lavet en afvekslende plade der virker fri af konventioner. Der er både rytme og puls i musikken men ellers virker de fire musikere til at have et ubundet syn på, hvordan jazzen kan lyde i dag. Pladen har fundet vej til mine ører mange gange siden jeg modtog den. Hver gang er der åbnet nye døre ind til deres musikalske palads. Det er en anbefalelsesværdig udgivelse.
thesplendor.nu

Pete Robbins Transatlantic Quartet: Live in Basel (Hate Laugh Music)

Siden 2006 har altsaxofonisten Pete Robbins hvert år spillet på Copenhagen Jazzfestival. Det er her han har lært trommeslageren Kevin Brow og guitaristen Mikkel Ploug at kende. Det er fire år siden de tog på deres første europæiske turné, hvor Simon Jermyn på el-bas også var indlemmmet i kvartetten.
Schweizisk radio var tilstede ved den koncert i Birdseye Jazzclub i Basel i 2010, som kan høres på denne udgivelse. Robbins har komponeret musikken med ham i et naturligt centrum. Når det er sagt er vi samtidig også vidner til en kvartet, der har skabt deres egen lyd. De har spillet over 50 koncerter overalt i Europa. Musikernes indbyrdes fortrolighed fornemmes meget tydeligt. Der hersker en behagelig ro i kvartetten. Musikken er straight med enkelte udsving. Melodien får lov til, at være bærende element på mange af numrene. Mikkel Ploug har på egne udgivelser før bevist, at han evner at spille med en flot og ren guitartone. Han har ikke travlt men det står heller ikke stille!
Pete Robbins' altsax finder i kvartetten både energi og puls. Der er varme i spillet. Kvartetten er ikke blege for at trække på elementer fra rock. Der er en klædelig struktur og fasthed i musikken.
Bonusinfo:
Pladen udgives officielt d. 14. februar, allerede d. 11. februar fejrer Robbins udgivelsen på Cornelia Street Cafe i New York med et af hans andre bands, Reactance Quartet med Vijay Iyer på piano, Eivind Opsvik på bas og Tyshawn Sorey på trommer. De spiller Robbins' rekonfigurationer af musik lavet af Nirvana, Leonard Cohen, Nirvana, Guns'n'Roses og Glen Campbell.
peterobbins.com

Scent of Soil: Scent of Soil (Hubro) Erland Dahlen: Rolling bomber (Hubro)

Der hviles ikke i forstæderne til byen de kalder jazz. Det norske pladeselskab Hubro er aktuel med to albums der ikke direkte kan kategoriseres som jazz. Omvendt havde disse albums aldrig eksisteret hvis ikke jazzen var der.
Scent of Soil er saxofonisten Tore Brunborg og sangerinden Kirsti Huke's fælles projekt. De præsenterer den musik som Vossa Jazz havde bestilt til festivalen i 2010. Herhjemme kender vi bla. Brunborg for samarbejdet med Bo Stief. I Norge har han været bredt omkring på jazzscenen. I Scent of Soil er befinder Brunborg sig i et spændingsfelt mellem jazz, pop og rock. Stemningen er til den triste side. Man får lyst til at trække benene op under sig i hjørnet af sofaen. Mens koppen med mokka luner det indre. Scent of Soil er også avanceret musik med stor detaljerigdom.  De fire musikere i bandet er gode til at folde en verden ud for Kirsti Huke's stemme.

Erland Dahlen er ene mand på pladen, der har taget titel efter trommerne han spiller på. Trommerne Slingerland Rolling Bomber blev skabt under krigen, hvor der var mangel på metal. Derfor brugte man i stedet træ. Sidenhen er serien blevet meget eftertragtet. Erland Dahlen har spillet i flere eksperimenterende jazz-sammenhænge. Så det ligger ikke fjernt for ham at skabe musik, der bevæger sig på kanten. Udstyret med diverse instrumenter og ting der kan blive slået på har han skabt 7 numre, der med inspiration fra krautrock, drone, ambient og impro giver et viltert og spændende udtryk. Han har produceret pladen i selskab med electronicaduoen Xploding Plastix.
hubromusic.com

Wonderbrazz: Live aber genau (Calibrated) Wonderbrazz: Exercise (Calibrated)

Jeg har så svært ved at blive sur på Wonderbrazz. Når musikken sættes på, sætter den sig med det samme i kroppen. Deres blanding af New Orleans funk, second line, rhythm'n'blues, blues og jazz har gennem snart 13 år sat gang i mange koncerter men de kan også sætte gang i stuen. De er aktuelle med hele to albums. Et live- og et studiealbum. Det er studiealbummet Exercise der er hovedudgivelsen. Med det Monty Python'sk inspirerede pladecover er vi allerede sporet ind på, at det ikke skal tages alt for alvorligt. Det er festmusik med tre blæsere; sax, trompet og trombone. En trommeslager og en percussionist sørger for at holde pulsen højt. Men det er altså Henrik Kjelins mildest talt ukonventionelle hammondorgel, der får sveden til at springe frem på panden hos mig. Kjelin er ikke synderligt inspireret af hammondlyden som vi kender fra bla. souljazzen. Han spiller mere henad Deep Purples Jon Lord og The Creeps' Hans Ingemansson. Tunge indslag som Kjelins Genau og Black Sabbaths Iron man ændrer dog ikke på, at pladen grundlæggende er en festplade. Trompetisten Peter Kehl er ofte oppe i det høje toneleje som stod han i spidsen for et latin-orkester. Mens rytmeafdelingen ved Esben Duus og Martin Seidelin holder et sprælsk og steady beat.
Livepladen er en forlængelse af studiepladen med endnu mere af det gode. Ikke en synderligt væsentlig udgivelse, når man sidder man studiepladen. Den er egentlig kun skyld i, at jeg bliver mindet om at det er meget lang tid siden, at jeg har hørt dem live.
Wonderbrazz tager sit musikalske udspring i New Orleans-funken. Når det så er sagt, er de på denne udgivelse vidt og bredt omkring. Hele tiden med godt humør og stor musikalitet.
Wonderbrazz.com

Anders Koppel: Aftenlandet og Regnbuefuglen (Cowbell) Anders Koppel: Everything is subject to change (Cowbell)

Der er enkelte musikere der har så stærkt et personligt og kunstnerisk udtryk, at man ikke er i tvivl om, hvem de er når man hører dem. Jazzen er rig på eksempler, specielt blandt de døde. Herhjemme har vi også musikere der er  klare og tydelige i deres udtryk. En af dem er Anders Koppel. Han er ikke jazzmusiker men har altid hentet megen inspiration i arbejdet med improviseret musik.
Nu har jeg rålyttet til de to plader som jeg for nylig modtog fra Cowbell Records. Begge er med Anders Koppel i hovedrollen. Der er 35 år mellem de to udgivelser. Solodebut-pladen Aftenlandet og Regnbuefuglen kom i 1977 efter at Anders Koppel havde forladt Savage Rose. Han havde sammenfaldende med dette dannet gruppen Bazaar med Peter Bastian, Flemming Quist Møller og Mehmet Ozan. De medvirker alle på debutpladen. Allerede der kan man høre, hvilken vej Anders Koppel har valgt. Hans karakteristiske orgel, der havde sat sit præg på Savage Rose er letgenkendeligt. Bazaar der herefter var en del af Anders Koppels musikalske virke er en musikalsk bro mellem de to udgivelser.
Når man hopper frem til den aktuelle udgivelse er det stadig umiskendeligt meget Anders Koppel. Sønnike Benjamin har skrevet al musikken på albummet der har titel fra et citat, der står på døren til Bowery Poetry Club i New York. Den amerikanske jazzpianist Kenny Werner er med på klaver og Jacob Andersen på percussion. Det er et forrygende samarbejde som far og søn har begået. Benjamin spiller både på altsaxen og den unikke mezzosopransax. Han kan spille smooth og til tider kan han lyde som Peter Bastian. Anders Koppel er som humlebien. Han får Hammondorgelet til at flyve, hvor de fleste nok vil mene at det er ganske umuligt. Jacob Andersens percussionspil er mere afdæmpet og roligt end Flemming Quist Møllers mere heftige udladninger i Bazaar. Kenny Werners intuitive klaverspil er med til afrunde den fine musik.
Everything is subject to change er en flot hyldest til en af dansk musiks store og unikke personligheder.
cowbellmusic.dk