tirsdag, marts 13, 2012

Emil Hess: Night Church (Gateway)

Solosaxofon optaget i et kirkerum er en stemningsmættet affære. Saxofonisten Emil Hess har indspillet sit nye album Night Church i Vor Frelser Kirke i København. Der er i sagens natur en masse rumklang på saxofonen når den bliver spillet midt i et kirkerum. Men det er ikke kun lyden der giver den stemningsmættede og nærmest spirituelle oplevelse. Emil Hess har fanget noget i rummet, tiden og roen og skabt en af de mest bemærkelsesværdige danske jazzudgivelser i 2012. Han har skrevet hovedparten af numrene på pladen, hvor han både spiller på tenor-, sopran og altsax samt klarinet og basklarinet.
Det ville være for enkelt at kalde det new age-musik, dertil er der alt for megen substans i Hess' musik. Men det kan bruges som musik til eftertænksomhed, musik til at understøtte ro og samle tankerne. Udfordringen for mig som lytter er stor. Der er så meget omkring mig der slås om min opmærksomhed. Det allerbedste ville være muligheden for at sætte sig på kirkebænken, nyde Hess' saxofon, lade hovedet slappe af og få pulsen helt derned, hvor man også kan følge med. En gang imellem spiller han i kirken, så er det med at benytte lejligheden...
Men jeg har CD'en og tak for det, Emil Hess. Tak for roen. Der er ingenting i verden så stille som sne hedder en af de melodier som vi kender i forvejen, der er med på pladen. Jeg har altid elsket den billedskabende titel. På samme måde vil jeg elske dette album der ikke kun skaber stemninger og billeder. Men rent faktisk også formår at få mit hoved til, at slappe så meget af, at der ikke skabes en masse nyt tankemateriale. Musik der får mig til at være...
Bonusinfo:
Der er relasekoncert d. 23. marts i Vor Frelser Kirke.
emilhess.dk

Ingen kommentarer: