mandag, marts 19, 2012

Thorbjørn Risager: Dust & Scratches (Cope)

Når man laver sit sjette album på otte år og holder sig indenfor de veldefinerede rammer som blues'en giver, er der ikke lagt op til de vilde nyheder. Hvorfor er Thorbjørn Risagers nye album så alligevel værd at sætte tænderne i? Fordi det smager godt, er saftigt og vellavet.
Risagers smagfulde blanding af blues og soul falder endnu en gang heldigt ud på plade. Der fornemmes denne gang lidt mere dysterhed hos Risager uden, at han har forladt sin let dansable stil. Blæserne Peter Kehl (trompet) og Kasper Wagner (sax) er veloplagte og tilføjer Memphis-soul krydderiet der er med til at holde min interesse fanget hele vejen.
Risager navigerer afvekslende og velfornøjet mellem roots, shuffle og boogie. Det fornemmes tydeligt at han er en erfaren herre, der henter inspiration og energi på landevejen. Bandet er en energisk sammentømret enhed. Hvilket ikke er så underligt, når man ser deres turnéplan. Der er jobs hver måned indtil december i både Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Belgien, Frankrig og Canada!
Altså masser af gode muligheder for, at opleve dem i deres rette element. Pladen er et fint supplement til koncerterne.
risager.info

Ingen kommentarer: