I de senere år har fusionsbandet Santa Cruz huseret på de scener, hvor man endnu ikke har glemt firsernes store jazzstilart. Alex Riel, Frans Bak og Poul Halberg var med dengang i firserne. Alle sammen musikere der med rette kan tituleres veteraner og godt kan tillade sig at være lidt bagstræberiske.
Det er en af grundene til, at denne udgivelse er ganske bemærkelsesværdig. 5 unge fyre, hvor flere kunne være Riels børnebørn, spiller fusion som snydt ud af næsen på café Monten. På trods af deres alder spiller de fusion som om hip hop og electronica aldrig havde eksisteret.
Det er en af grundene til, at denne udgivelse er ganske bemærkelsesværdig. 5 unge fyre, hvor flere kunne være Riels børnebørn, spiller fusion som snydt ud af næsen på café Monten. På trods af deres alder spiller de fusion som om hip hop og electronica aldrig havde eksisteret.
Marius Neset på saxofonen har aldrig lagt skjul på sin store kærlighed til Michael Brecker. For nylig lagde han såmænd et billede ind på Facebook, hvor han som knægt står storsmilende sammen med Brecker. Jeg tror ikke, at jeg har hørt Neset spille så tæt op ad sit idol, som på denne plade. Han gør det vel at mærke vildt godt.
Det er den svenske trommeslager Lasse Ehn der er den skyldige. Sammen med en række andre ikke-danske musikere der har gået på det Rytmiske Musikkonservatorium i København har han genskabt lyden af firserne. Heftige guitarudladninger leveret af Carl Mörner Ringström der får mig til at tænke på førnævnte Halberg eller Mikkel Nordsø. Noget der trækker i en positiv retning og ikke får pladen til at blive en firserkopi, er lyden og manglen på fjollede synthlyde. Oscar Johansson holder sig til Rhodes-pianoet. Mens trommelyden også er langt mere detaljeret, nuanceret og afbalanceret end den man ofte hørte i firserfusionen.
Jeg kan ikke lade være med at holde af pladen. Lasse Ehn styrer udenom de værste fælder. Han ryger feks. ikke i smoothjazzen, dertil er musikken alt for kompliceret. Det er håndspillet, glad, udadvendt og vanvittig velspillet fusion.
lasseehn.com
Det er den svenske trommeslager Lasse Ehn der er den skyldige. Sammen med en række andre ikke-danske musikere der har gået på det Rytmiske Musikkonservatorium i København har han genskabt lyden af firserne. Heftige guitarudladninger leveret af Carl Mörner Ringström der får mig til at tænke på førnævnte Halberg eller Mikkel Nordsø. Noget der trækker i en positiv retning og ikke får pladen til at blive en firserkopi, er lyden og manglen på fjollede synthlyde. Oscar Johansson holder sig til Rhodes-pianoet. Mens trommelyden også er langt mere detaljeret, nuanceret og afbalanceret end den man ofte hørte i firserfusionen.
Jeg kan ikke lade være med at holde af pladen. Lasse Ehn styrer udenom de værste fælder. Han ryger feks. ikke i smoothjazzen, dertil er musikken alt for kompliceret. Det er håndspillet, glad, udadvendt og vanvittig velspillet fusion.
lasseehn.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar