tirsdag, marts 13, 2012

Trio Gordon & Andreas W. Andersson (Havtorn Records)

Bag det pudserløjerlige navn Trio Gordon gemmer den svenske guitarist Joel Fabiansson sig. I selskab med bassisten Donovan von Martens og trummisen Måns Wikenmo præsenterer han 10 melodier, hvor fire af numerene desuden er med barytonsaxofonisten Andreas W. Andersson. Med Fabianssons guitarlyd kommer jeg let til at tænke på Bill Frisell. Men det stopper ikke her. Stilistisk er han i samme båd. Roen og eftertænksomheden er langt hen ad vejen af den samme slags.  Jeg har lige skrevet om Vestbo Trio's plade, der bevæger lidt i de samme luftlag. Men jeg sidder ikke med den samme stringente fornemmelse når jeg hører Trio Gordon. Det er mere famlende og undersøgende. Det er noget af charmen ved pladen, der også med til at udfordre ørerne undervejs så det ikke bliver velsmurt baggrundsjazz. Har man en interesse for moderne, rolig guitartriojazz kan man med sindsro tjekke denne plade ud.
havtornrecords.com

Ingen kommentarer: