The Bridge: Triologue (Gateway)

Trommeslageren Carsten Landors fortæller at der er et fjerde medlem af trioen. Det er musikken. Den har sit helt eget liv. Det er guitaristen Christian Frank der har skrevet halvdelen af musikken. Den anden halvdel er opstået via trio-improvisationer. Franks kompositioner har et organisk og omfavnende udtryk. Det er helt enkelt drønbehagelig musik. Der er masser af substans og melodi. De står lidt i modsætning til trioens mere eksperimenterende side på improvisationerne. 

Når jeg hører et nummer som Tell me why med Claus Kaarsgaards tørre og gyngende bas, Landors' bløde whiskers-spil og Franks countryinficerede jazzguitar, så behøver jeg ikke mere. Havde pladen været fyldt med numre som denne, var den røget direkte ind som powerplay, når der skulle sættes lækker baggrundsmusik på anlægget. Men trioen vil det tydeligvis anderledes. De har blandet de musikalske knaldperler og vitaminer. De har skabt et album, der ikke hygger. det afkræver lige så meget en reaktion. Det er både friskt og modigt gjort af trioen.

christianfrank.dk

Johannes Richter: 13 Pieces (Hiatus Records) LP

Tretten stykker musik. Med titler som Stilleben I & II, Present I & II Osculation I & II, Fantasie I & II, Contraction I & II tages vi med ind i en musikalsk verden mellem improvisation og klassisk. Det er den 26 årige dansk-tyske pianist Johannes Richters debutalbum. Det er musik der i fejlen skaber øjeblikket. Det er musik der opstår i en skøn forening af veltilrettelagte tilfældigheder. Det er musik der findes, der hvor der ikke er musik. 

Den smagfulde LP på 180 grams vinyl er med til at understrege, at Richters musik er noget man skal bruge tid på at fordybe sig i. Det er besværlig musik - så er det heller ikke et problem, at det er besværligt at tage LP'en ud af coveret og inderposen og lægge den på pladetallerkenen. Tænde for forstærkeren. Sænke pick uppen ned i rillerne og lade vellyden fylde rummet.

13 Pieces er til den krævende musiklytter, der ikke vil bruge sin tid på overflødig og ligegyldig musik.

Johannesrichter.dk

hiatuslabel.com

Iiro Rantala/Michael Wollny/Leszek Mozdzer: Jazz at Berlin Philharmonic (ACT)

Det tyske pladeselskab ACT huser nogle af Europa's mest spændende og fremadstormende jazzpianister på dagens jazzscene. Et af kendetegnende ved selskabet er, at de har en bred gruppe af musikere, som de bruger på kryds og tværs af deres plader. Nu har de samlet hele tre pianister på een plade. Finske Iiro Rantala, tyske Michael Wollny og polske Leszek Mozdzer. I en udsolgt koncertsal - Kammermusiksaal i Berlin - mødte de tre pianister publikum en december aften sidste år. Det er i udpræget grad europæisk jazz, de spiller. De har f.eks. alle tre hentet inspiration i den klassiske musik. Rantala åbner pladen med eget arrangement af Bach's Aria and Goldberg Variation. Rantala og Wollny spiller pianoduo og hylder en af de største europæiske jazzpianister Esbjörn Svensson med Tears for Esbjörn. 

Wollny viser tydeligt inspirationen han har hentet i den rytmiske musik (eks. Björk og Kraftwerk) med nummeret Hexentanz. Mozdzer får sammen med Wollny sendt en hilsen til landsmanden Komeda, da de spiller Svantetic fra Komedas album 1966-album Astigmatic, der af mange regnes for et af de vigtigste europæiske jazzalbums nogensinde. Her spiller Mozdzer på Fender Rhodes i en stil, der kan minde om Chick Coreas på 1972-albummet Return to Forever. Derfor virker det meget naturligt at trioen afslutter albummet med Chick Coreas glade nummer Armando's Rhumba med Mozdzer ved Rhodes og de to andre ved hvert deres flygel. 

Det er blevet et noget usammenhængende og lettere rodet album. På den anden side kompenseres der i høj grad, hvis man fokuserer på enkeltnumre. Her er Rantala og Mozdzer's version af Lars Danielssons Suffering fra 2004-albummet Libera Me i særklasse. De bobler rytmisk og roder med effekter på flygelets strenge. En sand fornøjelse.

actmusic.com

Jazzformidlerprisen 2013

I fredags blev jeg ringet op af Benedicta Pécseli, der er formand for Komitéen for Jazzformidlerprisen. Hun fortalte mig at jeg var valgt som årets prismodtager. Jeg blev målløs og kunne ikke sige meget andet end, at jeg var overrasket og at det var fedt!!! 

Sidste år fik Jens Jørn Gjedsted prisen. Det var et velfortjent skulderklap til den sympatiske radiovært og skribent. Han havde siden slutningen af 60'erne huseret i Danmarks Radio, var en af hovedkræfterne bag det hedengangne musikmagasin MM og havde lavet en masse andet vigtigt for jazzen. Bl.a. skrev han et suverænt kapitel om 70'ernes jazz i bogen Jazz i Danmark. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg nogensinde skulle komme i nærheden af Jazzformidlerprisen - jo måske omkring år 2045 eller noget i den retning. Sådan skulle det ikke gå. 

Hæderen og prisen på 10.000 kr. gives for bloggens konsekvens, dens nyhedsværdi, dens opbygning og appetitlighed og meget mere, som vil blive begrundet ved prisoverrækkelsen. Det er den sidste Jazzformidlerpris i denne omgang. Den overrækkes d. 22. september i forbindelse med en fest på Huset i Magstræde i København. Festen bliver ligeledes en hyldest til Erik Moseholm, der døde sidste år. Han var en af idémændende bag prisen, der er sponseret af Copenhagen Jazz Guides og Danske Populær Autorer. Copenhagen Jazz Guides vil være værter for en kavalkade af jazzbands-indslag ved festen. Desuden vil der ved samme lejlighed også gives en pris til magasinet Jazz Special, øremærket til en fest for magasinets (frivillige) medarbejdere.

Peter Marott: When my dreamboat comes home (Calibrated)

Det er hjerteblod det her. Han har for længst manifesteret sig som den yngre generations trompetkonge, når det drejer sig om swing og trad. jazz. Sammen med Six City Stompers og adskillige andre projekter har han vist vejen for den traditionelle jazz i det 21. århundrede. På hans første plade i eget navn springer han også ud som sanger - ikke ligesom Six City Stompers kollegaen Mads Mathias, der croonede sig til succes med stort orkester, sidste år på albummet Free Falling. Marott har nemlig "kun" medbragt pianisten Søren Kristiansen i STC-studiet, hvor de har siddet lige overfor hinanden og skabt musikalsk nærvær. Marott synger måske ikke med den største stemme. Omvendt er der er en smittende inderlighed og viljefasthed i stemmen. 

Peter Marott er i særklasse som trompetist. I covernoterne fremhæver Ole Fessor, duoens udgave af Sweet Georgia Brown. Det kor vil jeg gerne slutte op om. Marott's trompet er melodisk skarp og Kristiansens piano hægter sig naturligt på. Pladens 11 numre bevæger sig rundt i klassikermaterialet. It had to be you, Our love is here to stay, Sweet Lorraine og titelnummeret, Fats Domino's udødelige When my dreamboat comes home. Søren Kristiansen spiller undervejs på albummet stridepiano, så hele stuen gynger med. Der er tempo og intensitet i Kristiansens præcise og flotte pianospil. Der sniger sig undervejs en lummer brun og nikotingul værtshusstemning ind på pladen - hvilket jeg godt kan lide. Det bliver hyggeligt som en varm sommeraften, der aldrig vil slutte.

petermarott.dk

Simon Spang-Hanssen Trio: Luna moon (Alisio/Gateway) >> Art Ensemble Syd with Michael Gregory Jackson (Embla Music & Experience/Gateway)

At være veteran betyder ikke, at man læner sig tilbage og gør det man altid har gjort. Endnu en gang har saxofonisten Simon Spang-Hanssen rystet posen og er ude med et album med nye musikalske tanker og musikere. Han har allieret sig med franskmændene Sébastian Boisseau på bas og Christophe Lavergne på trommer i en dynamisk trio, der ikke bruger tiden på at stå stille. Der hersker en åbensindet og fri spillestil i en trio, der sagtens kan bruge al pladsen. Spang-Hanssen har udover alt- og sopransax taget fløjten - som han giver en del plads - med ind i trioen. Simon Spang-Hanssen er pågående kontant og direkte i sit spil. Det veklser mellem lytterkrævende udspil og varme dansende numre, f.eks. den dejlige Empreintes, der har en mellemøstlig duft.

Simon Spang-Hanssen er også medlem af Art Ensemble Syd. Det er Sønderborgs officielle jazz ensemble. Det har betydning for finansieringen af gruppen. Når det kommer til det kunstneriske, er det mit indtryk, at der har været rimeligt frie og knapt så kommunale rammer. Det er bassisten Niels Præstholm der er primus motor i projektet, der på denne plade indgår i et samarbejde med den amerikanske komponist og guitarist Michael Gregory Jackson der har lavet al musikken. Det er et ambitiøst projekt der strækker sig ud over jazzen og trækker på traditioner fra både rock - f.eks. Michael Gregory Jacksons til tider tunge guitar - til det klassiske. Besætningen rummer ud over de førnævnte, Heine Steensen på violin, Thorstein Quebec Hemmet på div. fløjter og det unge trommetalent Matias Wolf Andreasen. 

Bonusinfo:

Hvis du er i nærheden af Paris, spiller Simon Spang-Hanssen på pariser-jazzklubben Sunset d. 18. juni.

simonspang.com

emblamusic.com

Bernt Rosengren: Live at Jazzcup (Stunt) >> The Fringe: 40 Years on The Fringe (Stunt)

I den seneste pladepakke fra Jazzklubben har Stunt inkluderet liveindspilninger med to udenlandske saxofonister, der begge har gjort tjeneste adskillige gange i Danmark. Svenskeren Bernt Rosengren har været en flittig gæst på jazzens vandhuller i Danmark siden slutningen af 60'erne. På den aktuelle plade er han på "scenen" en decemberdag i 2012, i den hyggelige café og pladebutik Jazzcup i Gothersgade i det indre København. Sammen med de drevne jazzhajer Ole Kock Hansen på piano, Jesper Lundgaard på bas og den noget yngre Niclas Campagnol på trommer spiller han 5 standards som erfarne jazzmusikere ikke behøver at øve for meget på: Autumn Leaves, Body & Soul og Lover Man for blot at nævne tre af dem. Den sidste er en blues af Rosengren, der i dagens anledning hedder Jazzcup Blues. Det er rutineret og velspillet  på kanten af "endnu en dag på kontoret"-følelsen. På plussiden skal fremhæves at det er musikere, der udstråler spilleglæde helt hjem i min stue. Rosengren flirtede med freejazzen i 60'erne. 

George Garzone sendte en triofreejazzraket afsted for over fyrre år siden og den flyver stadigvæk. George Garzone har siden 2007 lavet tre plader med forskellige besætninger for det danske pladeselskab Stunt. Nu er turen kommet til en plade med The Fringe. Den legendariske Boston-trio, der fyldte 40 år d. 12. maj sidste år. Det blev fejret med en koncert på konservatoriet i Boston. Det er den koncert vi kan høre på det aktuelle album. Garzone er i selskab med de gamle venner Bob Gullotti på trommer og John Lockwood på bas. Det er han i øvrigt også hver mandag på The Lilly Pad i Cambridge lige udenfor Boston. The Fringe er en livetrio. Så det ville ikke give mening med en studieplade fra dem. Det er på scenen, hvor de udforsker og fokuserer på det Garzone kalder "øjeblikkets rytme". Pladen er et fantastisk og anbefalelsesværdigt dokument med en inspirerende og inspireret trio.

sundance.dk

Paavo: The third song of the Peacock/Live in Rättvik, Dalarna, Sweden (Found You Recordings) CD/DVD

Duoen Paavo med sangerinden Sofia Jernberg og pianisten Cecilia Persson har siden debutpladen i 2007 været nogle af nordens mest nyskabende jazzkunstnere. På deres nye og tredje album er der også inkluderet en DVD med liveoptagelser. På CD'en er duoen udvidet med saxofonisten Fredrik Ljungkvist. Det er intet mindre genialt. Jernberg er kendt for sine store stemmeevner. Guttural ekvilibrisme og nogle intervalspring der tager pusten fra de fleste er med i et vokalrepertoire, der sammen med mange andre unikke stemmeevner er inspirerende og imponerende af lytte til. Fredrik Ljungkvist regnes af mange gode grunde for at være en af Europa's helt store saxofonimprovisatorer. Flere gange smelter saxofon og vokal sammen i en grad som jeg aldrig har hørt før. Pianisten Cecilia Persson tilføjer en dybere gående stabilitet. Det er kompositorisk improvisation på allerhøjeste niveau. Der hersker en fortættet kammermusikalsk stemning mellem de tre.

DVD'en er indspillet i 2011 i Gärdsjö udenfor Rättvik. Her møder vi Paavo i en optagelse af højeste lyd- og billedkvalitet. På græsset foran et rødt, gammelt svensk træhus spiller de nogle enkelte numre og fortæller om deres musik. De fleste optagelser er foretaget på et gammelt mejeriloft, hvor det tydeligt høres, at der er en god akustik. Her spiller de alene med Fredrik Ljungkvist og i stor udvidet udgave med 4-5 blæsere, bassist og trommer. Det er Paavo der hele tiden blomstrer i midten af musikken. Jernberg og Persson's unikke parløb får energi af de forskellige samarbejder. Det er et meget anbefalelsesværdigt album de har lavet. Man swinger, bevæges, undrer sig og bobler i selskab med de fantastiske kvinder.

paavopaavo.com

Marc Bernstein & Good People featuring Sinne Eeg: Hymn for Life (Origin Records)

Det har for så vidt ikke nogen større betydning for musikken og så alligevel... Det er ganske pudsigt at to af pladens medvirkende, begge har trådt deres barnesko i Lemvig. De har begge udgivet en lang række plader i eget navn og derudover fulgt musikalske spor der ligger langt fra hinanden. Sangerinden Sinne Eeg og pianisten Jacob Anderskov føres nu sammen af amerikaneren og saxofonisten Marc Bernstein. En fælles ven og musiker, der på konservatoriet i Esbjerg underviste Sinne Eeg for en del år siden og har haft Anderskov med i sine forskellige projekter i flere år. På albummet Good People Music fra 2011 havde Bernstein taget Billy Hart med på trommer. På det nye album er det den næsten lige så legendariske Bob Moses, der opholdt sig i Danmark i en længere periode sidste år. Her var han via JazzDanmark, Artist in Residence. 

Bernsteins projekt Hymn for life stillede store krav til Moses, der ikke havde spillet i "time" i over 10 år. Bernsteins groovebaserede numre stillede dog ikke uoverskuelige krav til trommeslageren, der blev kendt via Pat Metheny's måske bedste album Bright size life.

Musikken er skrevet af Bernstein og alligevel vil jeg starte med at fremhæve pladens eneste nummer udefra. Michel Legrands The windmills of your mind, som Sinne Eeg også havde med på albummet The Beauty of sadness, fra sidste år med det store strygerudtræk. Her er det helt modsat. Det er skåret helt ned og hun er kun i selskab med Bernstein's magiske basklarinet. Her synger Sinne Eeg måske smukkere end nogensinde - og det siger ikke så lidt! Bernstein har lavet et album der bevæger sig mellem crunchy new yorkerjazz og et mere europæisk udtryk. Det viser sig f.eks. på et nummer som Kirk & Pepper, hvor Anderskovs nordisk klingende klaverspil mødes med Bernsteins kombinerede alt- og sopransaxspil. Nummeret Ms. Oaks I Presume er i særklasse. Vi får den endda i to versioner. Marc Bernstein har et særligt tag på melodien og bruger det sammen med de andre musikere - hvor Jonas Westergaard i øvrigt spiller bas - til at sætte ild i stemningen og Sinne. Marc Bernstein føjer med Hymn for life nye sider til Sinne Eegs store vokale egenskaber. Pladen er en gennemført fornøjelse.

marcbernstein.net

Søren Raaschou: #2 feat. Travis Laplante (Artsound Creation)

På pladecoveret er han lige under overfladen. Men er han på vej ned eller på vej op? Guitaristen Søren Raaschou har kastet sig i vandet på album nr. 2, hvor den amerikanske saxofonist Travis Laplante er med som gæst. Laplante der ud over at give solokoncerter, har siden 2002 haft en trio sammen med Michael Formanek og Gerald Cleaver, desuden spiller han i Brooklyn-kvartetten Little Women. Raaschou har flyttet sig mere i en improjazzet retning på det nye album, hvor rocken også var en del af debutpladen fra 2010. 

Det grænser op ad freejazzen på det nye album, hvor hele kvartetten men specielt Raaschou og Laplante får meget soloplads. Der er er samlende elementer i de enkelte kompositioner. Fredrik Sakham på bas og Rasmus Iversen på trommer placerer sig fint i kvartetten. Pladecoveret illustrerer fínt musikken, der bevæger sig lige under overfalden. Søren Raaschou drukner ikke...men det er meget muligt at han har brug for kunstigt åndedræt, når han kommer op.

sorenraaschou.dk

KortJazzNyt Uge 21 2013

Der er kommet en masse plader dumpende ind ad brevsprækken den seneste tid. Lige nu er stakken på over 30 plader, der venter på at få en anmeldelse. Jeg vil forsøge at lægge en ny anmeldelse på bloggen hver dag i den kommende tid. Så det handler bare om at følge med, hvis du vil være oppe på jazzbeatet.

Juni bliver Girls in Airports måned. Der kommer et nyt album med dem, d. 7. juni og Arte TV viser en koncertoptagelse med dem. Hvis det er svært at vente, kan du i mellemtiden fornøje dig med den amerikanske kvartet The Vintage Modernist's udgave af Girls in Airports nummeret Little Baby Monkey.

youtu.be/JK_Xphzo-1U

I Køge er der atter Modern Jazz Days. I dagene 7.-8. juni er der gratis jazz på Søndre Havn i Køge. Fra fire scener vil man kunne høre Ginman/Dahl/Osgood/Løvdal, Tue Track & Sten Rock Live Remixing, SOMO 3 w. Søren Møller (DK/SE), Kasper Moliin Quartet (DK/HU/GR/SE), Swing Republic w. Kappel & Marott, Surf in Stereo, The KutiMangoes og Aakjær Trio feat. Simon Thorsen.

modernjazzdays.com

Der er selvfølgelig også jazzfestival i København. Copenhagen Jazz Festival vælter ud over byen fra d. 5. til d. 14. juli. De internationale navne er offentliggjort og personligt ville jeg da ikke have noget imod en koncert med Bill Frisell & The Big Sur Sextet eller basdrengene Marcus Miller og Richard Bona på Det Kgl. Teater. Men ellers er det jo ude på de mange små scener rundt omkring, at de fede oplevelser står og venter.

jazz.dk

Trio Gordon: Gränsland (Havtorn)

Det er kun et år siden, at debuten kom med det svenske band Trio Gordon. Det lyder unægteligt som om der er gået længere tid. De tre musikere Joel Fabiansson på guitar, Donovan von Martens på bas og Måns Wikenmo på trommer og diverse pakkede bilen og landede i et lille hus på landet i Skåne. Her brugte de en uge på at indspille Fabianssons musik. Joel Fabiansson har drukket af en soundtrackkilde. Han afslører da også tydeligt inspirationen med titlen på nummeret Agent Cooper. Det er Angelo Badalamenti's fænomenale filmmusik til Twin Peaks der har næret en stor del af Fabianssons interesse for den filmiske musik.

Trio Gordon har lavet et flot andet album, der er langt mere interessant end det første. Der er substans og sammenhæng på albummet. Der er musikalske hilsener til Nashville, ørkenen og de store vidder. Surfrock og Californien. Dybe skove og høje bjerge. Alle de dejlige klichéer er på plads i et amerikansk præget grænseland.

triogordon.com

Aggerbæk: Heartbeat (Calibrated)

Jeg sluttede min anmeldelse af albummet Heartbeat med ordene "Melodimaterialet som han præsenterer her på solopladen får mig til at vente med længsel på den fuldt orkestrerede udgave." Det er over et år siden, at jeg skrev disse ord. Så forventningerne er kun vokset, ikke mindst fordi det forrige album My oh my fra 2010 har fået mange rotationer på hjemmestereoen. Benjamin Aggerbæks Heartbeat fra 2012 var et soloalbum indspillet en nat i et studie i Austin, Texas i selskab med en flaske whisky og en guitar. Nu er det med et fuldt orkestreret set up, hvor Kasper Bai har arrangeret strygere og blæsere så det bliver en helt ny oplevelse.

Der er N'awlins stemning på nummeret New Orleans, hvor Peter Marott får en hovedrolle med trompeten. Der er swingpjatteri på nummeret I will forget. Der er tilbagelænet jazzpop på Waterfall med Aggerbæk i duet med Sofie Christensen, nattetændt saxofon fra Anders Bast og kromatisk mundharpe fra Alexander Kraglund. Benjamin Aggerbæk åbner pladen med nogle numre i et Jeff Buckleylignende singer-songwriter univers. Fælles for det hele er Aggerbæks vidunderlige stemme, der kan svinge mellem det feminint fine og det inderligt følsomme. Den musikalske ledsagelse er et triumftog. Den er afvekslende og mesterligt skåret. Kasper Bai har en fin fornemmelse for, at bruge de enkelte instrumenter. Der er både luksuriøs crooner-stemning og cool pop.

Heartbeat er et meget anbefalelsesværdigt album!

aggerbaek.dk

Fusk: Super Kasper (WhyPlayJazz)

Det er et par år siden at debutpladen med trommeslageren Kasper Tom Christiansens kvartet Fusk udkom. Han har holdt sammen på gruppen med landsmanden Andreas Lang på bas og tyskerne Philipp Gropper på saxofon og Rudi Mahall på basklarinet og er nu klar med andet album, der så smukt kaldes Super Kasper. Andreas Lang og Kasper Tom har et dynamisk rytmisk samarbejde. Kasper Toms trommespil bevæges af et sjæleligt swing. Andreas Lang har et aktivt basspil med rester af noget Mingus. I sammenspillet med de to tyskere åbnes der op for et skævt melodisk spil. 

Kasper Tom har skrevet al musikken, der næres af det frie liv. Det er ikke decideret free jazz - men Fusk har alligevel en ustyrlig trang til at spille på kanten af det løsslupne. Kasper Toms trommestikker nærmest danser. Philipp Groppers sax er pågående med en snert af noget Dolphy. Rudi Mahalls basklarinet har en tør klang. Kasper Tom har givet de 11 numre på pladen titler med et glimt i øjet. De 12 Bud, Isst doch wurst og Fünf sechs alte keks indikerer at det heller ikke skal tages alt for alvorligt. Fusk er dog ægte nok.

whyplayjazz.de/fusk

ARC: Archipelago (Gateway)

Nærhed, drama og vindblæste skærgårdsøer. Det er intens og billedfyldt musik som trioen ARC har lavet. Trioen består af den svenske - men i Danmark bosatte sangerinde Josefine Cronholm, den svenske bassist Thommy Andersson der ligeledes bor i Danmark, hvilket det sidste medlem, den italienske pianist og bandoneonspiller Paolo Russo også gør. Det er tre stærke musikalske personligheder, hvor Josefine Cronholm for 3 år siden lavede det roste album Falling... for det tyske pladeselskab ACT. Det var en plade med musik i jazzpræget singer-songwriter univers. ARC er noget andet.

Teksterne er skrevet af Josefine Cronholm, Katrine Krog Russo og Trine-Lise Væring. Der er en naturinspireret og  afklaret enkelhed i teksterne. Teksterne er ligesom musikken nordisk i sprog og tone. Trioen griber ud efter det lokale. Hvad er det, der er lige omkring dem? Stemningen og følelsen har grobund i det nordiske. Ganske vist er Paolo Russo italiener og kendt for tangomusikken. Thommy Andersson og Josefine Cronholm er begge milde og har en temperamentsfyldt undertone, der aldrig bliver rå og uvenlig. Det er ikke nordisk jazz i Jan Johansson-stilen. Det er nutidig nordisk musik, der lige som det populære nordiske køkken - tager udgangspunkt i råvarerne der er omkring dem. Råvarer der får lov til at være så rene i smagen som muligt. I tilberedningen er der tilsat noter fra det sydeuropæiske - bla. Paolo Russo's bandoneon. ARC er et dybt originalt og intelligent bud på nordisk musik anno 2013.

arc-music.net

Anders Bast: Beams of light in the attic (Longlife/Pladekisten)

I 2011 var den amerikanske trommeslager Bob Moses lærer på Summersession-jazzstævnet på Vallekilde Højskole. Han spredte så god stemning og musik omkring sig, at JazzDanmark inviterede Bob Moses til Danmark i 2012. Her var han i en periode Artist in Residence. Nu begynder det så at kaste nogle plader af sig. Den første er med saxofonisten Anders Bast, der også tidligere har fået undervisning af Bob Moses på New England Conservatory. Der er også en plade på vej med Marc Bernstein og Bob Moses. I øvrigt er en anden amerikansk trommeslager, Tyshawn Sorey Artist in Residence om en måned i Danmark.

Anders Bast lavede for over 4 år siden sit debutalbum. Det gjorde ikke det vilde væsen af sig. I mellemtiden har han haft kunstnerisk frugtbart samarbejde med trioen KunTakt og rapperen MC Einar. Moses er manden der er med til at løfte Basts nye idéer ud i dagslyset. Der sker noget med Bast, når han er sammen med Bob Moses. Moses har et nærmest beroligende trommespil. Der falder en ro over de unge danske musikere. Anders Bast har en umiddelbar melodisk grundstemning. Det gælder både i melodimaterialet og i hans saxofonspil. Lars Emil Riis på klaver, Søren Heller på guitar og Matthias Petri på bas er med til at føre Anders Basts musik ud i højtalerne. Det er eftertænksom musik, hvor Bast har fundet et roligt og modent leje. Der er melodi, rytmisk impro og sanselig musik på pladen. Lyset har ingen problemer med at finde frem gennem sprækkerne på en flot og gennemført plade.

andersbast.dk

Lea Nielsen: Leas Ideas and thoughts in between (Gateway)

Pladen udkom i efteråret. Jeg har dog først lige modtaget den. I det håndskrevne brev der medfulgte skriver kunstneren at pladen ikke er anmeldt endnu. Jeg googlede med det samme pladen for, at undersøge om det var tilfældet. Den var god nok, der var ikke skrevet et ord. De første mange hits henviste til steder, hvor pladen kan erhverves (iTunes, Gateway, WImp eller lign.). Ikke et ord om pladen. Længere nede på listen over resultater, fandt jeg frem til, at DR's jazzkanal P8 var blevet ret glade for et par numre fra pladen. Det er den eneste indikation på, at pladen nærmest eksisterer.

Hvad fanden er egentlig meningen?

Der er rigtigt mange gode grunde til, at skrive om pladen. Hvad med den kønspolitiske vinkel? En kvindelig trombonespiller? Sidemen i dansk verdensklasse: Ole Kock Hansen og Aage Tanggaard? Standards spillet uden en masse dikkedarer?

Lea Nielsen er noget så "utjekket" som trombonespiller i det Slesvigske Musikkorps og har i 11 år været tilknyttet Ernie Wilkins Almost Big Band. Hun er iklædt en pæn kjole på pladecoveret. I det hele taget er der ikke meget jazzhipster over Lea. Men hun kan håndtere en trombone!

Det er hyggelig og elegant jazz med trombonespil, der trækker på traditionerne fra de tidlige 50'ere, efterdønningerne af swingæraen og beboppens opståen. Det er jazz der passer med det samme, det behøver ikke at blive lagt op. Our love is here to stay, Cherokee, Here's that rainy day og andre gamle jazztravere får her endnu en tur i manegen. Lea Nielsen udfordrer hverken sig selv eller hendes medspillere unødigt. Omvendt handler denne form for jazz som Lea Nielsen præsenterer, om håndtering af et instrument og evnen til at spille på det. Grundlæggende og håndværksmæssigt kan Lea Nielsen det hele og hun vil mere end det. I selskab med klassesidemen som Ole Kock Hansen på piano, Aage Tanggaard på trommer, Thomas Ovesen på bas og Henrik Bay på guitar er hun på sikker grund. Leas idéer og tanker der kommer der i mellem er et hyggeligt bekendtskab.

leanielsen.dk

Steen Rasmussen Quinteto featuring Leo Minax: Lo mejor de cada casa (Calibrated)

Jazz er ikke hitlistemusik eller musik med umiddelbar og øjeblikkelig hitpotentiale. Eller...? Hvis der nu var radio eller tv-stationer der konstant tæppebombede lytterne og seerne med de samme jazznumre i en periode, så kom der måske et hit ud af det. Nu skal der selvfølgelig også en masse andet oveni før det kan blive et hit. Det gør ikke noget hvis der er noget pleasermateriale i form af en god melodi, et godt arrangement og ikke mindst en sanger. Alt det og mere til er tilstede på Steen Rasmussens fjerde album, hvor han samarbejder med den uforlignelige brasilianske sanger Leo Minax. DR's jazzkanal P8 har spillet nummeret Alegria en del her på det seneste. Med andre ord har P8 gjort deres for at Rasmussen og Minax blev præsenteret for lytterne. 

Lo mejor de cada casa, der betyder det bedste fra hvert hus indeholder musik overvejende skrevet af Steen Rasmussen og Leo Minax. Steen Rasmussen har i de senere år manifesteret sig som bossaens fremmeste forkæmper i Danmark. Han spiller brasilianske toner med dryp fra hans danske ophav. Han spiller piano og keyboards i kvintetten, hvor Leo Minax synger og spiller guitar. Liss Wessberg spiller den lækreste trombone mens Jonas Johansen på trommer, Jacob Andersen på percussion og Fredrik Damsgaard sørger for de bevægende rytmer. Steen Rasmussens samarbejde med Leo Minax er det bedste bud på dansk spillet bossa nova, jeg har hørt i mange år eller måske endda nogensinde. Le mejor de cada casa fortjener at blive et af årets største danske jazzhits. 

steen-rasmussen.dk

Bo Jacobsen: Free Spirit (Gateway/Embla Music & Experience)

Han var med i det legendariske Blue Sun, hvor han spillede trommer. Han kalder selv bandet for et hippie-jazz-beat band. I dag spiller han overvejende altsaxofon. Bo Jacobsen har samlet nogle stærke musikere omkring sig og har nærmest skabt et hippie-free-jazz band. Han har udvidet besætningen fra 2011-albummet Spirit med pianisten Butch Lacy på fire af pladens numre. Den svenske multiinstrumentalist Bebe Risenfors, der bl.a. har spillet med Tom Waits og Elvis Costello spiller både på tenorsax, klarinet, kornet, piano og akkordion, Niels Præstholm tager sig af bassen mens Kresten Osgood sidder ved trommerne, pånær på pladens sidste nummer Continuing Story, hvor Bo Jacobsen selv sidder ved trommerne og Osgood spiller piano.

Free Spirit er free jazz med rødder i den amerikanske free jazz, der udsprang fra Albert Ayler og John Coltrane i 60'erne. De spiller i en meget tro udgave John Coltrane's smukke hymne Song of Praise - som de kalder Praise på pladen - resten af numrene er skrevet af de forskellige medlemmer i fællesskab. Free Spirit er åndelig og organisk jazz. Det er indføleligt følsomt. Pladen lever i høj grad af nogle musikere, der har overskud og energi til at lytte til hinanden. Det bliver sjæleligt smukt. Det er afdæmpet og moden freejazz. Bo Jacobsen har med Free Spirit skabt et originalt freejazz album i både udtryk og væsen.

bojacobsen.net

Nilsson Fonda Nilsson: Powers (Konnex Records)

Det er altid fint når pladetitlen indikerer, hvad der er i vente. Powers er triokræfter. Det er powerfyldt triojazz smækfyldt med rockede guitarudladninger. Guitaristen Anders Nilsson og brormand Peter Nilsson på trommer er sammen med bassisten Joe Fonda, der har et omfangsrigt CV, der bl.a. inkluderer 15 år hos Anthony Braxton i forskellige ensembler. Anders Nilsson har boet i New York i en årrække, hvor han primært har arbejdet med den eksperimenterende side af jazzen. Hans svenske band Aorta inkluderer også Peter Nilsson. Der er elementer fra Aorta i den aktuelle trio. Parallellerne til 70'ernes progressive jazzrock med udsyrede grooves er tydelig. Der er de kraftfyldte udladninger, der til tider kan minde om en heavy bluestrio, som på nummeret I've been singing. Der er østerlandsk mysticisme på nummeret China, hvor Peter Nilsson's bækkenspil er af en anden verden. Melodrone's puls lagt af Peter Nilsson åbner op for et formidabelt soulfyldt parløb mellem Anders Nilsson og Joe Fonda. Fish Soup er et spacet frirytmisk statement der passende lukker en plade ned, der blev sat i gang med det stramme rocknummer Powers.

andersnilssonguitar.com
joefonda.com
peternilssonmusic.com

Tomasz Stanko New York Quartet: Wislawa (ECM)

Jeg sad og hørte albummet på vej hjem i flyveren fra New York. Jeg fandt det meget passende at lytte til den polske trompetist Tomasz Stanko's nyeste album Wislawa, der som hans første er indspillet i New York med amerikansk baserede musikere. Danske Jakob Bro har i flere år samarbejdet med Tomasz Stanko. På dette album er Stanko sammen med nogle af Bro's samarbejdspartnere. Pianisten David Virelles - der var med på Bro/Knak albummet og bassisten Thomas Morgan, som Bro har lavet flere projekter sammen med. Bl.a. tager Bro ham med på en større turné til efteråret. Det sidste medlem af kvartetten er trommeslageren Gerald Cleaver - som vi herhjemme kender fra samarbejderne med Jacob Anderskov og Lotte Anker.

Selv om musikken er indspillet i New York og inspireret af byen der aldrig sover, har Stanko ikke lavet søvnløs jazz. Han viser en lidt vildere side af sig selv på flere numre. Hør nummeret Assasins der afvikles i et opskruet tempo med en skarp og vred trompet. Ellers er det klassisk Stanko-jazz vi møder på dobbeltalbummet. Trompeten er drømmende smuk tone. New York er en by, hvor pulsen er et slag eller tre højere end normalen. Det lader Stanko sig ikke anfægte af. Han nærmest svæver henover storbyen. Musikken er en hyldest til den polske Nobel-pristager og digter Wislawa Szymborska, der døde i 2012 og som Stanko samarbejdede med ved flere lejligheder. 

Wislawa er en stærk jazzplade fra en jazzens nutidige enere.

tomaszstanko.com

Kristin Korb: What's your story? (Double K Music) >> Tine Bruhn & Johnny O'Neal: Nearness (Burner Records)

Det er et ganske pudsigt sammenfald når man indenfor den samme uge modtager et par plader til anmeldelse, der ligner hinanden på adskillige punkter. Der er kvinder i hovedrollen på begge albums. Kvinder der har forladt fædrelandet til fordel for et nyt. Danskeren er taget til USA. Amerikaneren er taget til Danmark. Begge for at følge nogle drømme. Danskeren og sangerinden Tine Bruhn landede og blev i USA efter et ophold på Berklee. Amerikaneren, bassisten og sangerinden  Kristin Korb havde mødt en dansker og blev gift med ham.

Begge har deres fundament i den uramerikanske og klassiske standardjazz. Musikken på begge plader er indspillet i USA med amerikanske musikere. 

Kristin Korb har godt nok en trio i Danmark med nordmanden Snorre Kirk og svenskeren Magnus Hjorth. På det aktuelle album er hun taget tilbage til hjemlandet og Hollywood. Her er hun gået studiet sammen med de erfarne musikere Bruce Forman på guitar og Jeff Hamilton på trommer. Det er Korb's sjette album. Hun har med et forfriskende syn på jazzklassikere fundet enkelte kendte og andre mindre kendre standards frem til albummet. Flamingo, titelnummeret What's Your story Morning glory? og Cole Porter's Don't fence me in får alle et personligt touch. Korb er godt inde i melodierne, hvilket mærkes i det overskudsagtige spil. Hun har et swingjazz tag på musikken. Der er inspiration fra specielt Ray Brown og i nogen grad Mingus i hendes baspil. Sangen har et energisk udtryk og bliver til tider en smule hæsblæsende. Når hun sætter tempoet ned som på Loesser/Lane's Moments Like This folder stemmen sig mere fuldendt og smukt ud. Pladens eneste danske indslag er Finn Juhl sofaen, som hun Diana Krall-agtigt slænger sig i, på bagsiden af coveret.

Tine Bruhn har søgt ud på natten. Klokken er lidt i alt for sent. Isklumpen i bourbon'en er for længst smeltet og den sidste smøg (som man ikke ryger længere) er røget. Hun er sammen med pianisten Johnny O'Neal - der spillede rollen som Art Tatum i filmen Ray! om Ray Charles. Bruhn synger med en følsom coolness. Der er dybde og sjæl i hendes sangmæssige foredrag. Balladerne er de foretrukne sange på den tid af dagen. The nearness of you, My foolish heart, All of you og afslutningsnummeret Skylark er med til skabe en stemningsfyldt musikalsk ramme. Den toppes med den unge saxofonist Stacy Dillard på fire af pladens numre. Bruhn rammer jazzen med et nærværende intimt og charmerende udtryk.

Begge plader er jazz i sit klassiske udtryk. Der er muligvis en snert af noget dansk i Bruhns stemme og accent. Men det er det amerikanske der fylder mest.
kristinkorb.com
tinebruhn.com

Cæcilie Norby: Silent ways (ACT)

Det har haft en stor betydning for Cæcilie Norby's musikalske udvikling og retning at hun er landet på det tyske pladeselskab ACT. Hendes mand, bassisten Lars Danielsson har som flere andre svenske jazzmusikere været tilknyttet selskabet i mange år. Det er ikke usædvanligt at selskabets kunstnere går igen på hinandens plader. Hvilket også er tilfældet på Cæcilie Norbys andet album Silent ways på ACT. Den polske pianist Leszek Mozdzer, den fransk-vietnamesiske guitarist Nguyen Le og den svensk-tyrkiske trommeslager Robert Mehmet Ikiz er sammen med Danielsson på både cello, bas og akustisk guitar. Mozdzer har haft et tæt samarbejde med Danielsson i flere år. Mens Nguyen Le er en af veteranerne på ACT Records. 

Norby har udvalgt 10 klassiske pop og rocksange af forskellige karakter. Der er lige fra Bob Dylan's Like a rolling stone til Nine Inch Nails' Hurt. Der er Soundgardens 90'er grunge med Black hole sun og Duffy's 2008 pop med Stepping stone. Der er Creedence Clearwater Revival og en af mine all time favoritter, The Temptations' Like a Rolling stone, der får et helt nyt liv i Norby's version, hvor den klassiske basgang er fjernet og erstattet med et østeuropæisk flow. Det fungerer overraskende godt, selv om det lige skal sluges at et af musikhistoriens fedeste basriffs er fjernet fra nummeret. Norby har ligeledes taget et par Leonard Cohen numre og en enkelt af Paul Simon med på albummet. 

Norby er sandsynligvis vort bedste internationale kort i vokaljazzgenren. Hendes stemmepragt er fortsat i særklasse. Det beviser hun endnu en gang til overflod. Hun er ikke bange for at trække på evnerne fra båd pop og klassisk sang. Pladen er ganske vellykket. Specielt er det en styrke med Mozdzer ved klaveret og Lê's flotte guitar. De farver musikken med personlighed. Er man Norby-fan bliver man tilfredsstillet. Om Norby så henter nye fans herhjemme, med det nye album er tvivlsomt. Til gengæld er det et album der har gode chancer ude i Europa. Her bør hun kunne få et større publikum, med et album der balancerer elegant mellem pop og kunst.

caecilienorby.com

Various Artists: Ears on Socks off - Barefoot Records live at Copenhagen Jazzfestival (Barefoot Records)

Du træder på en landmine. Opdager det i samme sekund som du står på den. Kroppen lammes. Musklerne stivner. Du kan ikke komme videre. Rundt omkring regner det med stjerner, hjerter og blomster. Du kan ikke flytte dig. Sveden pibler frem. Løfter du foden, bliver du ikke kun barfodet. Du vælger at blive stående. Forsøger at forlige dig med situationen. Blive et med landminen. 

Tør du ikke kaste dig ud i en sådan situation, så kan du i stedet tage sokkerne af og ørene på. Lytte til musikerkollektivet Barefoot Records nye sampler. Over to plader præsenteres ni indslag fra ni forskellige koncerter i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival sidste år. Barefoot Records afholdte deres egen minifestival på Christianshavns Beboerhus med 18 koncerter. 

Barefoot Records har efterhånden manifesteret deres position som Danmarks førende state-of-the-art impro-pladeselskab. Denne CD er med til at sætte en tyk streg under dette. Morten Pedersens JapGaf, Pistol nr. 9, Angel og Dødens Garderobe kendes fra tidligere udgivelser. Vi møder f.eks. for første gang på plade, Her Majesty's Ship med cellisten Fred Lonberg-Holm og saxofonisten Sture Ericsson og trioen med Lars Greve/Peter Friis Nielsen/Håkon Berre. Barefoot har ni 9 musikere, der er med på kryds og tværs i de forskellige projekter. Trommeslageren Håkon Berre, bassisten Adam Pultz Melbye og saxofonisten Maria Faust er nogle af dem de har været med siden starten og de er selvfølgelig alle med på pladen. Melbye er f.eks. med i St. Andby med den spændende svenske sangerinde Sofia Jernberg. Faust spiller baltisk free improsax sammen med instrumentkollegaen Liudas Mockunas. Berre er med flere steder. Trioen med Greve, Friis Nielsen og netop Berre har gjort mig sulten på et fuldlængde album de tre. Det er fuldstændigt magisk det der sker mellem de tre. 

Albummet er ikke kun anbefalelsesværdigt. Det er også en reminder om, at musik er til for at blive skubbet ud over kanten. Barefoot er heldigvis også på Copenhagen Jazzfestival denne sommer. Køb pladen og kom i form til Barefoot's impro-musik. 

barefoot-records.com