tirsdag, maj 21, 2013

Marc Bernstein & Good People featuring Sinne Eeg: Hymn for Life (Origin Records)


Det har for så vidt ikke nogen større betydning for musikken og så alligevel... Det er ganske pudsigt at to af pladens medvirkende, begge har trådt deres barnesko i Lemvig. De har begge udgivet en lang række plader i eget navn og derudover fulgt musikalske spor der ligger langt fra hinanden. Sangerinden Sinne Eeg og pianisten Jacob Anderskov føres nu sammen af amerikaneren og saxofonisten Marc Bernstein. En fælles ven og musiker, der på konservatoriet i Esbjerg underviste Sinne Eeg for en del år siden og har haft Anderskov med i sine forskellige projekter i flere år. På albummet Good People Music fra 2011 havde Bernstein taget Billy Hart med på trommer. På det nye album er det den næsten lige så legendariske Bob Moses, der opholdt sig i Danmark i en længere periode sidste år. Her var han via JazzDanmark, Artist in Residence. 

Bernsteins projekt Hymn for life stillede store krav til Moses, der ikke havde spillet i "time" i over 10 år. Bernsteins groovebaserede numre stillede dog ikke uoverskuelige krav til trommeslageren, der blev kendt via Pat Metheny's måske bedste album Bright size life.
Musikken er skrevet af Bernstein og alligevel vil jeg starte med at fremhæve pladens eneste nummer udefra. Michel Legrands The windmills of your mind, som Sinne Eeg også havde med på albummet The Beauty of sadness, fra sidste år med det store strygerudtræk. Her er det helt modsat. Det er skåret helt ned og hun er kun i selskab med Bernstein's magiske basklarinet. Her synger Sinne Eeg måske smukkere end nogensinde - og det siger ikke så lidt! Bernstein har lavet et album der bevæger sig mellem crunchy new yorkerjazz og et mere europæisk udtryk. Det viser sig f.eks. på et nummer som Kirk & Pepper, hvor Anderskovs nordisk klingende klaverspil mødes med Bernsteins kombinerede alt- og sopransaxspil. Nummeret Ms. Oaks I Presume er i særklasse. Vi får den endda i to versioner. Marc Bernstein har et særligt tag på melodien og bruger det sammen med de andre musikere - hvor Jonas Westergaard i øvrigt spiller bas - til at sætte ild i stemningen og Sinne. Marc Bernstein føjer med Hymn for life nye sider til Sinne Eegs store vokale egenskaber. Pladen er en gennemført fornøjelse.

Ingen kommentarer: