Pladen udkom i efteråret. Jeg har dog først lige modtaget den. I det håndskrevne brev der medfulgte skriver kunstneren at pladen ikke er anmeldt endnu. Jeg googlede med det samme pladen for, at undersøge om det var tilfældet. Den var god nok, der var ikke skrevet et ord. De første mange hits henviste til steder, hvor pladen kan erhverves (iTunes, Gateway, WImp eller lign.). Ikke et ord om pladen. Længere nede på listen over resultater, fandt jeg frem til, at DR's jazzkanal P8 var blevet ret glade for et par numre fra pladen. Det er den eneste indikation på, at pladen nærmest eksisterer.
Hvad fanden er egentlig meningen?
Der er rigtigt mange gode grunde til, at skrive om pladen. Hvad med den kønspolitiske vinkel? En kvindelig trombonespiller? Sidemen i dansk verdensklasse: Ole Kock Hansen og Aage Tanggaard? Standards spillet uden en masse dikkedarer?
Lea Nielsen er noget så "utjekket" som trombonespiller i det Slesvigske Musikkorps og har i 11 år været tilknyttet Ernie Wilkins Almost Big Band. Hun er iklædt en pæn kjole på pladecoveret. I det hele taget er der ikke meget jazzhipster over Lea. Men hun kan håndtere en trombone!
Det er hyggelig og elegant jazz med trombonespil, der trækker på traditionerne fra de tidlige 50'ere, efterdønningerne af swingæraen og beboppens opståen. Det er jazz der passer med det samme, det behøver ikke at blive lagt op. Our love is here to stay, Cherokee, Here's that rainy day og andre gamle jazztravere får her endnu en tur i manegen. Lea Nielsen udfordrer hverken sig selv eller hendes medspillere unødigt. Omvendt handler denne form for jazz som Lea Nielsen præsenterer, om håndtering af et instrument og evnen til at spille på det. Grundlæggende og håndværksmæssigt kan Lea Nielsen det hele og hun vil mere end det. I selskab med klassesidemen som Ole Kock Hansen på piano, Aage Tanggaard på trommer, Thomas Ovesen på bas og Henrik Bay på guitar er hun på sikker grund. Leas idéer og tanker der kommer der i mellem er et hyggeligt bekendtskab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar