Det er altid fint når pladetitlen indikerer, hvad der er i vente. Powers er triokræfter. Det er powerfyldt triojazz smækfyldt med rockede guitarudladninger. Guitaristen Anders Nilsson og brormand Peter Nilsson på trommer er sammen med bassisten Joe Fonda, der har et omfangsrigt CV, der bl.a. inkluderer 15 år hos Anthony Braxton i forskellige ensembler. Anders Nilsson har boet i New York i en årrække, hvor han primært har arbejdet med den eksperimenterende side af jazzen. Hans svenske band Aorta inkluderer også Peter Nilsson. Der er elementer fra Aorta i den aktuelle trio. Parallellerne til 70'ernes progressive jazzrock med udsyrede grooves er tydelig. Der er de kraftfyldte udladninger, der til tider kan minde om en heavy bluestrio, som på nummeret I've been singing. Der er østerlandsk mysticisme på nummeret China, hvor Peter Nilsson's bækkenspil er af en anden verden. Melodrone's puls lagt af Peter Nilsson åbner op for et formidabelt soulfyldt parløb mellem Anders Nilsson og Joe Fonda. Fish Soup er et spacet frirytmisk statement der passende lukker en plade ned, der blev sat i gang med det stramme rocknummer Powers.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar