I fredags blev jeg ringet op af Benedicta Pécseli, der er formand for Komitéen for Jazzformidlerprisen. Hun fortalte mig at jeg var valgt som årets prismodtager. Jeg blev målløs og kunne ikke sige meget andet end, at jeg var overrasket og at det var fedt!!!
Sidste år fik Jens Jørn Gjedsted prisen. Det var et velfortjent skulderklap til den sympatiske radiovært og skribent. Han havde siden slutningen af 60'erne huseret i Danmarks Radio, var en af hovedkræfterne bag det hedengangne musikmagasin MM og havde lavet en masse andet vigtigt for jazzen. Bl.a. skrev han et suverænt kapitel om 70'ernes jazz i bogen Jazz i Danmark. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg nogensinde skulle komme i nærheden af Jazzformidlerprisen - jo måske omkring år 2045 eller noget i den retning. Sådan skulle det ikke gå.
Hæderen og prisen på 10.000 kr. gives for bloggens konsekvens, dens nyhedsværdi, dens opbygning og appetitlighed og meget mere, som vil blive begrundet ved prisoverrækkelsen. Det er den sidste Jazzformidlerpris i denne omgang. Den overrækkes d. 22. september i forbindelse med en fest på Huset i Magstræde i København. Festen bliver ligeledes en hyldest til Erik Moseholm, der døde sidste år. Han var en af idémændende bag prisen, der er sponseret af Copenhagen Jazz Guides og Danske Populær Autorer. Copenhagen Jazz Guides vil være værter for en kavalkade af jazzbands-indslag ved festen. Desuden vil der ved samme lejlighed også gives en pris til magasinet Jazz Special, øremærket til en fest for magasinets (frivillige) medarbejdere.
1 kommentar:
Til lykke med det, Niels!
Send en kommentar