Jeg har lige anmeldt sangerinden Nina Baun’s album Human, hvor hun excellerer i grænselandet mellem jazz og pop. Hun medvirker også på dette album, hvor guitaristen Frederik Rejle står i spidsen for projektet Installation of an Electric Stone Age. Over fire pladesider og lige så mange numre møder vi også William Larsson på keyboards, Casper Nyvang Rask på bas og Nikolaj Dall på trommer.
Det er mere rock end jazz, selv om der er mange elementer fra jazzen undervejs. Det er ikke så svært at få associationer til pompøse rockbands fra 70’erne, hvor man gerne lavede numre der varede mere end et kvarter. På samme antikommercielle vis har Fedrik Rejle lavet sine numre som små symfonier.
Stilistisk vil han dog mere og andet end at lave pompøs rock. Det er i stedet blevet til en vekslen mellem komplicerede arrangementer og forttættede udladninger. Nina Baun svæver som en engel hen over musikken. Det er mest klædeligt, når hun får lov til, at tage den med ro. Jeg må nok erkende at jeg er lidt på udebane med dette album. Jeg kan ikke helt komme ind på den. Er det fordi det er rock? Nej! Det handler nok mere om at det er meget ambitiøs musik, der lukker sig for meget om sig selv. Der er ikke noget at udsætte på afviklingen, hvor jeg især vil fremhæve William Larssons keyboards.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar