tirsdag, december 10, 2019

Marie Mørck Quartet: Fooling around (AMP) CD/DL/stream

Den danske sangerinde Marie Mørck har lige debuteret med albummet Fooling Around. Hun har lavet pladen sammen med musikere, som hun mødte på Skurup Folkhögskola, da hun gik der for flere år siden. Hun har samlet et stærkt hold af unge musikere; pianisten Britta Irves fra Estland, bassisten Jon Henriksson fra Sverige (som vi herhjemme også kender fra Aloft Quartet) og trommeslageren Jonas Bäckman fra Sverige. De bliver suppleret på enkelte numre af de danske saxofonister Simon Balvig og Søren Høst, Lies Hendrix på akkordion og Oliver Kragelund på vibrafon.

Marie Mørck bruger ubesværet klassisk jazzvokalsang inspireret af Ella Fitzgerald, som på We have all Day. Der er moderne dynamisk jazzvokal inspireret af Esperanza Spalding, som på titelnummeret Fooling around. Der suppleres også med overraskende moderne vokalexcesser i stil med Björk. Det sidste sniger sig ind undervejs på numrene med tempo og temperament. Det danske sprog får en hilsen med den smukke Bornholm.

En af de store gevinster ved pladen er Marie Mørcks evne til, at iscenesætte musikken. Hun bruger musikerne og de ambitiøse arrangementer til at fremme stemningerne i sangene.
Grundlæggende er Fooling around en god debut. Mit indtryk er, at vi kun lige har set begyndelsen på en karriere der kommer til, at sætte nogle eftertrykkelige fodspor på den danske jazzscene.

Ingen kommentarer: