søndag, december 15, 2019

Svaneborg Kardyb: Knob (Blikflak) LP/DL/stream

De er kommet snigende ind på mig i løbet af året. Duoen Svaneborg Kardyb vandt JazzDanmarks Jazzkonkurrencen tidligere i år og nuppede siden en masse airplay på P8jazz og to DMA statuetter. Det er musik skabt i fred og ro over mange kopper kaffe.

Nikolaj Svaneborg på Wūrlitzer og piano og Jonas Kardyb på trommer har skabt et unikt og behageligt univers. Her er ingen effektjageri eller leflen for hurtighed. Det er enkel og næsten minimalistisk musik.

Pladen åbner famlende med et hurtigt metronomlignende beat, der er uro og lettere skramlen underneden. Vi er over halvvejs inde i nummeret inden Nikolaj Svaneborgs varme touch på Würlitzeren sætter standarden og stemningen for albummet.

Svaneborg Kardyb ligner sig selv og ingen andre. Pladens andet nummer og titelnummer er hittet Knob. Würlitzeren tilføjes en enkel basgang. Jonas Kardybs trommespil, hvor der sker så meget og alligevel så lidt, lægger en steady rytme. Nikolaj Svaneborg skifter til piano på det følgende nummer Svalen. Den norske sangerinde Eline Hellerup Åsbakk kigger forbi på Et lite øyeblikk bare. Skal vi standse her? Et lille øjeblik bare? Eller blive her hele dagen. Bare se på udsigten? På fjeldet?...

Det er dagsordenen. Der er så mange muligheder i det lille øjeblik, hvor vi tager den med ro og smelter sammen med Svaneborg Kardybs beroligende og givende musik.

Albummet lukker ned med den næsten 10 minutter lange Palads. En mikroepisk slutning på et album, der fint dokumenterer et stort år for Svaneborg Kardyb. Den er lige udgivet på vinyl og er stærkt anbefalelsesværdig!

1 kommentar:

Unknown sagde ...

Det er en herlig udgivelse!