mandag, april 20, 2009

Årets nominerede til DMA Jazz er fundet


Så er listen med de nominerede til Danish Music Awards Jazz 2008 offentliggjort. Listen indeholder flere overraskelser, endda også af den trælse slags.
Pladeselskabet Black Out, der også kendes som White Out har lavet alle tre plader i kategorien Årets danske crossover jazz-udgivelse. Det kan kun betegnes som stor succes, når pladeselskabet der ledes af den tidligere Swan Lee trommeslager og tidligere formand for foreningen Danske Uafhængige Pladeselskaber Emil Jørgensen formår at dominere en liste så meget. Det sker endda med to plader der blev udgivet i 2007!

Bandapart's Vision du Lamarck udkom ifølge pladeselskabets egen hjemmeside i november 2007 og jeg anmeldte den her på Jazznyt d. 15. december 2007. Ligeledes foreslog jeg pladen til nomineringslisten til DMA kåringerne sidste år, hvor jeg var med i juryen, pladen kom som bekendt ikke med. Jeg havde den ligeledes med på min liste over de bedste danske jazzudgivelser i 2007.
Den anden nominerede i kategorien med crossover pladerne, er Asta Nielsen Project for pladen Towards the light. Den plade modtog jeg selv som medlem af juryen sidste år, som en plade der udkom i 2007. Pladen udkom ifølge Gaffa.dk d. 17. december 2007, hvor den blev anmeldt af Ivan Rod.
Hvordan de to plader er kommet med på årets nominerings liste er en gåde, ikke at de fejler noget rent kunstnerisk. Men der kom da så mange plader i 2008, at plader fra 2007 ikke burde være med på listen.
Den sidste plade på crossover listen er Grammofunch's plade fra 2008! Jeg havde den selv med på min liste over de bedste danske jazzudgivelser i 2008.
Resten af overraskelserne hidrører nu kun de positive. Jeg kan med med stor fornøjelse konstatere at flere af de plader jeg havde med på min liste over de bedste danske plader fra 2008 er med. Både Sidsel Storm, Mads Vinding Trio og Mads la Cour.
Den komplette nomineringsliste ser således ud:

Årets danske jazzudgivelse:
Grammofunch: Grammofunch (Blackout Music)
Kenny Werner og Jens Søndergaard: A Time for Love (Stunt/Sundance)
Mads Vinding Trio: Bubbles and Ballads (Bro Recordings)

Årets danske vokaljazz-udgivelse:
Caroline Henderson: No. 8 (Stunt/Sundance)
Sidsel Storm: Sidsel Storm (Calibrated)
Little Red Suitcase: Temporarily out of Order (Suitcase Music)

Årets nye danske jazznavn:
Magnus Hjort: Locomotif (Calibrated)
Mads La Cour: A La Cour (Stunt/Sundance)
Jan Harbeck: In the Still of the Night (Stunt/Sundance)

Årets danske crossover jazz-udgivelse:
Asta Nielsen project: Towards the Light (Blackout Music)
Bandapart: Vision Du Lamarck (Blackout Music)
Grammofunch: Grammofunch (Blackout Music)

Komponistprisen:
Benjamin Koppel
Søren Kjærgaard
Jonas Westergaard

Den sidste store og fede overraskelse i denne omgang er at Entrance gendannes ved festlighederne, der holdes i DR's Studie 2. Det legendariske orkester med Palle Mikkelborg, Thomas Clausen, Bjarne Roupé, Bo Stief og Alex Riel er med til at løfte årets DMA Jazz prisfest til nye højder. Festen arrangeres af Jazz Danmark (the artist formely known as Dansk Jazzforbund).
Jazz Danmark: www.jazzdanmark.dk

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Må jeg ikke være træls og rette en faktuel detalje: Emil Jørgensen er tidligere formand for DUP - siden foråret 2008 har Nicolaj Hylten-Cavallius (Artiscope Music) været formand for foreningen... Ellers tak for go' blog - og jeg er enig i 2007/2008-"problematikken"!

Niels Overgård sagde ...

Er så blevet rettet.