Klog nutidig jazzpop der vil lyttes på
Vi kender Josefine Lindstrand fra Sekten, et band vi betragter som dansk, ihvertfald dengang de fik en Danish Music Award for debutpladen fra 2005, godt nok sang de på svensk, men alligevel. I 2007 flyttede hun fra København til Stockholm, efter at hun havde afsluttet studierne på det rytmiske musikkonservatorium. Nu har de også opdaget hende i Sverige, hvor hun har fået titlen Jazz i Sverigeartist 2009. Med den kåring følger retten til en indspilning af en plade der udgives af Caprice Records, samt en turné landet rundt arrangeret af svenske Rikskonserter. Iøvrigt har en kulturudredning fremlagt af den svenske regering foreslået en nedlægning af Rikskonserter og Caprice Records.
Josefine Lindstrand skabte sammen med den anden svenske sangerinde Qarin Wikström og resten af Sekten, et helt specielt musikalsk univers, hvor grænseoverskridende vanvid med både humor og alvor var en del af dagsordenen. Det er der skruet en del ned for på pladen There will be stars. Musikalsk er der en stor gæld til jazz og pop. Men det betyder ikke at hun er blevet mindre eventyrlysten. Fransk kabaret og svenske nåleskovsdufte er kommet med på en meget intim og nærværende plade, der passer perfekt til en aften foran ilden, efter en god lang gåtur i skoven.
Enkle melodier med en sparsom, men meget elegant orkestrering der domineres af Jonas Östholm på piano. Hans simple og samtidig meget effektive piano er det perfekte match til Lindstrands stemme. Pladen har flere betydelige musikere, hvor sangene kan være af den helt enkle slags, som solostykket Foreknown til numre hvor Lindstrand bruger 6-7 musikere, blandt musikerne møder vi Gunnar Halle på trompet, Emma Nordlund på cello, Thommy Andersson på bas, Thomas Backman på barytonsax og Fredrik Myhr på diverse slagtøj.
Denne plade fortjener en meget god skæbne, jeg tænker at den nødvendigvis må blive en favoritplade i de hjem, hvor den lander. I Jazznyt residensen har den roteret særdeles meget, da den både har egenskaben som behagelig baggrundsmusik og som klog nutidig jazzpop der forlanger at blive lyttet på.
Josefine Linstrand: www.josefinelindstrand.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar