Anders Christensen Trio: Dear someone (Stunt)

Svævende trio

Det giver et ryk i mig, når jeg ser en dansk jazzmusiker i selskab med Paul Motian, trommeslageren der om nogen har medvirket til udviklingen af det moderne jazztrommespil. Han har spillet med tre af de største jazzpianister ever; Bill Evans, Paul Bley og Keith Jarrett. Det var vel at mærke ikke kun som sideman ved tilfældige sessions, men som fuldgyldigt medlem af vigtige trioer. Desuden har han i trioen sammen med Joe Lovano og Bill Frisell siden 90'erne været med til at præge nutidens jazz og jazzmusikere - heraf mange danske. Det er (tilføj selv et bandeord) sejt at vi har jazzmusikere der stiller sig ved siden af en legende, hvor de spiller op og med uden problemer
To danske jazzmusikere har været tæt på Motian i efterhånden en del år. Guitaristen Jokob Bro og bassisten Anders AC Christensen. Hvor førstnævnte har lavet en lang række (gode) plader i eget navn, er det først nu at der kommer en plade med AC. Så selvfølgelig er det Motian der sidder ved kedlerne på AC's første soloplade. Pladen blev indspillet ved samme session som Jakob Dinesens Dino, der udkom tidligere i år. Men ved denne indspilning er det i stedet en pianist, der er sidste medlem af trioen. Aaron Parks der bla. spillede i Pressen under sommerens Copenhagen Jazz Festival. Han udgav sidste år den roste Blue Note udgivelse Invisible cinema.
Melodierne på pladen er af ret forskellig oprindelse. Paul Motians komposition Once Around The Park, som også var navnet på bandet som AC var (er? eksisterer de stadig?) medlem af, er med på pladen, Gillian Welch's Dear someone har lagt navn til pladen. Et par andre Motian-ting er der også blevet plads til. AC har skrevet tre af numrene. Pladens gamle jazz-kendinge er Stompin' at the Savoy og I'll be seeing you.
Pladen har allerede fået en ordentlig bunke ros af dagspressen der godt vidste, at de skulle kende deres besøgelsestid her. For nok opnår AC aldrig en popularitet som NHØP gjorde. Men han er en bassist der er gjort af et langtidsholdbart stof. Aaron Parks er et fint match til Motian og AC. Musikken er flydende, fyldt med en masse detaljer og føles som om den svæver hele tiden. Musikken går aldrig i stå og Motians organiske trommer er endnu en gang en fornøjelse at være i selskab med.