Årets nordjyske jazzmusiker
Op til Copenhagen Jazzfestival i år, glædede Politikens anmelder Henrik Palle sig over, at Kenneth Knudsen Group skulle spille på Tango Y Vinos. Det var dejligt at den gamle keyboardlegende igen kom frem i lyset. Det var bare ikke keyboardlegenden, der skulle spille på Tango Y Vinos. Det var den unge nordjyske bassist Kenneth DAHL Knudsen, der skulle spille på Tango Y Vinos.
Nu er der et debutalbum klart med bassisten, der lige har fået prisen som årets nordjyske jazzmusiker. Han har tidligere gjort opmærksom på sig selv i jazzrockbandet Crashnburn. Nu springer han for alvor ud - og med denne plade er han godt på vej til, at jazzinteresserede opdager at der også er en bassist og komponist der hedder Kenneth Knudsen.
Han omgiver sig på debutpladen med seks musikere. Den polske - men i Danmark bosatte - trompetist Tomasz Dabrowski er sammen med den israelske - men i New York bosatte - guitarist Gilad Hekselman to af pladens store oplevelser. Desuden er der udover klaver og trommer både en altsax og en basklarinet på spil. Knudsen har komponeret og arrangeret al musikken, der har en egen lidt sørgmodig tone. Den er stærk nok til at trænge igennem, hvad enten det drejer sig om balladerne eller de kraftstyrede numre.
Det er jazz med et personligt drive, hvor der er hørbare elementer af både rock og klassisk jazz. Det er en ambitiøs og holdbar plade der med Hekselmans stærke guitarspil - der sine steder kan minde om Kurt Rosenwinkel - er en rigtig god debutplade med nutidig jazz. Knudsen skal også roses for ikke at være bange for, at sætte sig selv i det musikalske centrum. Han placerer sig mange steder langt fremme - og det klæder ærligt talt en jazzbassists soloplade.
Kenneth Dahl Knudsen: kennethdahlknudsen.com
Sikkert og personligt
Hun har skabt sig et navn indenfor brasiliansk jazz herhjemme, bla. med Mais Uma. Men på sit andet album i eget navn er det jazz i en vanlig kontekst der har hovedrollen. Det lidt spøjse er så at albummets højdespringer, den sang der sætter det hele til vægs, hedder Rio. Det er hverken en bossa eller samba. Det er en skramlet blues.
Hun har sammensat et band af jazzmusikere, jeg ikke erindrer at have hørt spille sammen før. Lisbeth Diers på trommer og percussion, Jesper Bodilsen på bas, Anders Banke på sax og Carsten Kær på piano. Det er alle musikere der hver især er garanter for en personlig håndtering af deres respektive instrumenter. Så meget desto større bliver Seidelins opgave med at styre orkesteret. Det kunne blive noget slemt rod. Mai Seidelin er ikke i tvivl om hvad det er hun vil med musikken og styrer myndigt de fire musikere.
Seidelin er sangerinde der kender sin stemme og bruger den. Hun fraserer sikkert og føjer med det en ekstra dimension ind i musikken.
Den selvskrevne musik og teksterne vidner om at Seidelin ikke er nybegynder. Der er en sikkerhed og tyngde i det musikalske materiale. Via personligheden sikrer hun sig en plads på dagens jazzscene, hvor der er rigtigt mange kvindelige vokalister. Musikalsk placerer hun sig et sted mellem jazz og singer/songwriter med en overvægt til jazzsiden.
Mai Seidelin: www.maiseidelin.com
Blød og cremet
Den slet skjulte reference til dame TV-serien Sex & the city må være helt tilsigtet. Pladen sælges med overskriften stemningsfuld og velspillet jazzpop til efterårets drinksaftener. Her er det ikke en skotsk, røget singlemalt der tænkes på. Det er mere noget med farver der skal blandes sammen, de må have i tankerne. Lyttersegmentet kan for en stor del hentes blandt dem der følger TV-serien af næsten samme navn.
Smooth jazz er en genre der pr. definition er sikker på at få en dårlig anmeldelse eller bare blive forbigået. Elevatormuzak og andre mindre pæne etiketter hæftes på en genre der har set bedre tider. Der er ikke så mange smoothjazz radiostationer, som der var for nogle få år siden i USA. Et eller andet sted mellem 70'erne og 80'erne blev genren grundlagt af folk som David Sanborn og Dave Grusin. Saxofonen er en af grundpillerne i en genre der har budt på både lort (Dave Koz) og godt (David Sanborn). Grunden til at genren har været under stort pres er bla. at den fra starten har været så klart defineret, at udvikling ikke var noget der skulle være for meget af.
Benjamin Koppel har dyrket genren sammen med bla. Moonjam. Koppel kan som få spille en overbevisende Sanborn-altsax. Derfor er det nærliggende at Jan Rørdam har allieret sig med Koppel på pladen, der overvejende er skrevet af Rørdam, pånær det gamle Janet Jackson hit That's the way love goes. Det er uhyre velspillet og cremet. Klaus Menzer på trommer og Dan Rasmussen på bas er garanter for den bløde funkbund, mens Steen Rasmussen på diverse keyboards placerer sig lunt under hovedmændene Koppel og Rørdam, der pladen igennem skiftes til at spille solo. Rørdam har på den elektriske guitar, et George Benson touch. De suppleres af diverse vokalister, hvor Søren Sko og Marie Carmen Koppel skiller sig ud.
Smooth jazz vil altid have en plads som lydtapet, som man går og hygger sig med uden der skal tages alt for meget stilling. Her er et velspillet bud fra nogle musikere, der ikke er bange for at komme ekstra sukker i deres café latte. Men pas på vægten!
www.cowbellmusic.com
Sange om tømmermænd, Muhammedtegningerne og Bent J.
Hun er uddannet på klassisk blokfløjte fra det Jyske Musikkonservatorium. Allerede tidligt sneg lysten til at udtrykke sig med stemmen ind. Her var det så ikke den klassiske musik der trak i Helle Hansen. Det var jazzen. Det er så længe siden, at hun nu er klar med sit 9. album. Udover at synge har hun været meget optaget af at arrangere, komponere og skrive tekster. Bla. med deltagelse i den amerikanske sangskrivningskonkurrence USA Songwriting Competition.
Så det er ikke lægere en decideret jazzfokuseret Helle Hansen vi møder på Uncommon ground. Det er en kunstner der står i gæld til andre singer/songwritere som feks. Rickie Lee Jones, Suzanne Vega, Joni Mitchell og Tom Waits der også har hentet megen inspiration fra jazz. Men feks. også pop, blues og bossa. Hun fortæller gerne noget med sine tekster. Det kan både være om tømmermænd, Muhammedtegningerne eller jazzbarindehaveren Bent J's bortgang.
Helle Hansen har lavet en stilistisk blandet plade, hvor hendes sikre musikalske arrangementer hele tiden stikker ud. Der er flere højdespringere på pladen, hvor tekst, komposition og arrangement flyder sammen til et perfekt hele. Sanctuary, sangen om irakerne i Brorsonskirken er en af dem. Den glemmer jeg ikke foreløbig. Helle Hansen omgiver sig med klassemusikere og har også selv fundet blokfløjten frem på flere numre.
Det er en velkommen plade for dem der sætter pris på teknisk veludført musik med poptendenser, der har noget på hjerte.
Helle Hansen: hellehansen.dk
Det har den seneste uge været kåringsuge. Først blev årets nordjyske jazzmusiker kåret i forbindelse med Jazzy Days Festivalen i Tversted. Bassisten Kenneth Dahl Knudsen fik æren og timede det med at han i mandags udgav sin debutplade - en plade du snart kan læse om her på bloggen.
Saxofonisten Christina Dahl har lige udgivet en plade, som jeg skrev om for nylig på bloggen. I søndags fik hun årets Bent Jædig pris ved en fest og koncert på Copenhagen Jazzhouse.
Senere på ugen fik endnu en en ung bassist en geografisk jazzpris. Richard Andersson blev kåret som årets fynske jazzmusiker. Han udgav for kort tid siden den bemærkelsesværdige debutplade Recycle this.
Kasper Tranberg og Hans Ulrik spiller i Japan i slutningen af november sammen med japanske musikere. De kalder bandet DenJap Sound Ensemble.
I denne måneds udgave af All About Jazz New York er der et interview med Kresten Osgood. Osgood har spillet flere koncerter i den forgangne uge i NYC. Jeg har også hørt på vandrørene at han har spillet sammen med Ornette Coleman.
www.aaj-ny.com/issues/aaj_ny_201010.pdf
Mark Solborg er lige hjemkommet fra turné i Kina sammen med kvartetten Mark Solborg 4. De spillede 7 koncerter på 8 dage, hvor de bla. spillede på verdensudstillingen i Beijing.
Der flyves højt og lavt
Et bandnavn behøver ikke at sige noget som helst om den musik der spilles. Superfly er feks. titlen på et ikonisk soulalbum med Curtis Mayfield. Der findes også en jazztrio med Mark Turner der ikke hedder Superfly, men blot Fly. Uden nogen relationer til førnævnte overhovedet, findes der en fynsk jazzkvartet der kalder sig Superfly. De er aktuelle med deres andet album. De lever lidt i det skjulte. Kvartettens fire medlemmer er ellers alle etablerede musikere med udgangspunkt i det fynske. Bassisten Bo Gryholt har spillet med Kim Larsen frem til 2005, hvorefter han siden har spillet med Anne Linnet. Saxofonisten Hans Mydtskov underviser på konservatoriet i Odense. Guitaristen Morten Nordal spiller i forskellige bands og trommeslageren Chano Olskær ligeledes. De tre sidstnævnte spiller alle i Tiptoe Bigband.
Vi kommer grundigt rundt på det musikalske landkort på Airways. Trommeslageren Chano Olskær og saxofonisten Hans Mydtskov har hver et enkelt nummer med på pladen. Mydtskov har en rockræv i ærmet og knalder ud med sin kompostion Yes! hvor Nordal sender en hvinende guitarsolo op i luften. Numrene der er krediteret hele bandet er rodede og søgende og tak for det. Bo Gryholt er den melankolske melodismed. Pladens titelnummer er en uhyre enkel komposition, der får lov til at lukke pladen ned. Den bliver siddende lang tid efter, den er smuk og ikke mindst af den nynnebare slags. Guitaristen Morten Nordals kompostioner fremstår mest som stiløvelser. Den indledende guitarfigur på Clean country er tyvestjålet fra Johnny Cash's Ring of fire. Umiddelbart tiltalende og velkendt. Men også med en hvorfor-nu-det? følelse. Første gang er det fedt, men allerede tredje gang bliver det irriterende at høre på.
Superfly er fire dygtige musikere, der kan det musikalske håndværk bedre end de fleste. De må gerne rode meget mere rundt, det er der det spiller.
My Space: www.myspace.com/superflydk
Fra Krupa til Coleman
Stefan Pasborg har udvidet orkesteret Odessa 5 til at omfatte endnu flere musikere. Som på det første album er det blæserne der står i centrum. Der er sket nogle enkelte udskiftninger og en enkelt væsentlig tilføjelse. Tilføjelsen har trukket musikken i nye retninger. Ibrahim Electric-makkeren Jeppe Tuxen på hammond-orgel medvirker på 8 af de 10 numre. Pasborg og Tuxen har et sammenhængende drive. Det høres måske tydeligst på pladens første nummer Charles Mingus' Nostalgia iin Time Square, der godt kunne have være med på et Ibrahim Electric album.
Det er ikke mange der både kan hylde Gene Krupa og Ornette Coleman på et og samme album, hvor man vel at mærke kan høre hvem der hyldes. Det kan Stefan Pasborg samtidig med at han beholder sin musikalske integritet.
Pasborg har vendt sig mod nogle af de kunstnere der har inspireret ham. Krupa, Coleman, Mingus, Ayler og Armstrong er de andre der hyldes på en plade der byder på så forskellige kompositioner som et uddrag fra Stravinsky's Ildfuglen og Per Wiking's børnesang Ræven er ude med halen så lang. Centralt på pladen er to suiter. Den ene er hyldesten til Gene Krupa og Louis Armstrong, et mashup af Sing Sing Sing og Tiger Rag. Her er så meget trommer, at Pasborg på trods af alle de tilføjede blæsere er i centrum. Den anden suite er hyldesten til Ornette Coleman, hvor Pasborg sammenkæder fire Coleman kompositioner.
Der er heldigvis stadig tydelige balkan-referencer i musikken, som der var på det foregående album fra 2008. Nu er de trådt i baggrunden og integreres i Pasborg tillokkende musikalske verden, der er en kæmpe fornøjelse hjemme i stuen...nu vil jeg høre dem live.
Stefan Pasborg: www.pasborg.dk
Mørk akustisk minimalelectro
Numrene på pladen hedder allesammen Modul med et efterfølgende nummer. Det gjorde de også på de to foregående plader, som schweizeren og pianisten Nik Bärtsch lavede sammen med gruppen Ronin på pladeselskabet ECM.
Titlerne og musikkens æstetik minder om det der kendes fra den mørke elektroniske musik, der kom frem i halvfemserne, hvor man blandede funk og electronica. Nik Bärtsch's Ronin har på den nye plade styr på virkemidlerne. Små figurer der gentages og med få ændringer sender det tankerne til den minimalistiske musik. Det blandes op med heftige tromme og percussionbeats der næsten kunne sende nummeret på dansegulvet.
Inspirationen er i høj grad hentet fra musik, der på den eller anden måde bruger elektroniske instrumenter. Det gør Nik Bärtsch's Ronin overhovedet ikke, de spiller udelukkende på akustiske instrumenter. Udover klaver spilles der på basklarinet/altsax, bas, trommer og percussion.Det fungerer fint. Man efterlades ikke med en følelse af, at de forsøger at lyde som noget andet end det de er.
Bonusinfo:
Hver mandag spiller gruppen på Zürich-klubben Exil, i morgen spiller de koncert nr. 308.
player.ecmrecords.com/baertsch
Så er årets nominerede til Danish Music Awards priserne offentliggjort. Jazzen er med ved det store fælles arrangement på Bremen i København d. 14. november. Det er første gang i flere år, at man har slået alle genrerne sammen. Det har bla. betydet at man har rykket datoen for arrangementet fra sommer til efterår. Så sidst man uddelte en DMA pris til jazzen var i juni måned 2009. Dengang fokuserede man på udgivelser fra 2008. Så de nominerede plader kan være udgivet helt tilbage i 2008. Da man har sat datoen til 1. december 2008. Det betyder måske ikke så pokkers meget for den glade musiklytter. Jazzen og musikken skal fejres og forhåbentlig også få noget reklame.
Men for en jazzblogger der er ved at lægge an til at kåre sine ti favoritter fra 2010 er det ikke uden betydning. Over halvdelen af de jazznominerede blev udgivet i 2009.
Magnus Hjorth Trio er endnu en gang indstillet i kategorien Årets nye danske jazznavn. I 2009 var det for pladen Locomotif, denne gang er det for pladen Old new borrowed blue, en plade der i øvrigt udkom, den gang DMA Jazz blev afholdt i 2009. I øvrigt er der ikke et eneste dansk medlem af trioen. De er alle uddannet på Rytmekons i København og har præget musiklivet herhjemme i flere år, de kommer fra Sverige og Norge. Hjorth er oppe mod den unge pianist August Rosenbaum, der lavede en plade i New York med god hjælp fra Jakob Bro og to klasseamerikanere. Den sidste i nykomlingkategorien er også pianist - og ikke et ondt ord om ham - jeg er bare overrasket over at se Thomas Bornøe i denne kategori. Pladen er lavet sammen med amerikanere i New York.
Guitaristen Thomas Maintz udgav en af de bedste danske jazzplader i 2009, det gjorde Jakob Bro også. De er retteligen indstillet i årets bedste kategorien, sammen med Nikolaj Hess der også har en plade med i vokalkategorien. Jeg vil vove pelsen og skyde på at det bliver Jakob Bro der vinder med en plade der som den første ikke-Stunt udgivelse i mange år, blev kåret som årets jazzplade af Jazzspecial.
I vokalkategorien skal en enkelt dansker, Sinne Eeg konkurrere med en amerikaner, Indra og en nordmand, Sissel Vera Pettersen. De to sidstnævnte har lavet deres plader i tæt samarbejde med henholdsvis Benjamin Trærup og Nikolaj Hess.
Crossoverkategorien er en rodekasse med Benny Andersens samarbejde med yngre danske jazzmusikere, som den mest spøjse. Girls in Airports har lavet en særdeles fed og holdbar debutplade med rocktendenser. Det samme har Thunderstrucks. Jeg sætter min femmer på Girls in Airports.
Årets Danske Jazzudgivelse
Jakob Bro: Balladeering (Loveland Records)
Nikolaj Hess: Global Motion (Stunt)
Thomas Maintz: This Is The Colour (Gateway)
Årets Danske Vokaljazz Udgivelse
Indra: Indra (Gateway)
Sinne Eeg: Don't Be So Blue (Red Dot Music)
Sissel Vera Pettersen/Nikolaj Hess: A Word (Calibrated)
Årets Nye Danske Jazznavn
August Rosenbaum: Beholder (Gateway)
Magnus Hjorth Trio: Old New Borrowed Blue (Stunt)
Thomas Bornø: Village Nights (Calibrated)
Årets Danske Crossover Jazzudgivelse
Benny Andersen og Livslinjerne: Hyldest Til Holdbarheden (Playground Music)
Girls In Airports: Girls In Airports (Gateway)
Thunderstrucks: Thunderstrucks (Blackout Music)
Uro og smukke blomster med torne
Jazz med tyngde og punkæstetik blandet op med rock af den skæve slags, er den korte beskrivelse af Contrabande. Der er også inspiration fra feks. balkan og moderne klassisk musik. Der er hårde riffs, hvor feks. nummeret Gulf of Aden får mig til at tænke på Nirvana'a grungeklassiker In bloom. Der er rolige flydende stemninger som på Aurelien's new slow life.
Men Contrabande er først og fremmest det nærmest symbiotiske samarbejde mellem den danske saxofonist Kristoffer J. Rosing-Schow og den franske klarinetist Aurélien Besnard. Det er deres tredje album sammen. De mødes i et brag. Uro og smukke blomster med torne breder sig.
Den danske trommeslager Peter Bruun er genganger fra tidligere og har taget sin makker bassisten Petter Eldh fra Django Bates-trioen med. Det sidste medlem er guitaristen Julien Desprez, der i Frankrig bla. gør sig i avantgardekollektivet COAX.
Contrabande gør sig vanvittigt godt, når musikken er oppe i tempo. Originaliteten er hårdtslående og direkte. Blandingen af Desprez's hårde guitarriffs og Rosing-Schows sax og Besnards klarinet er velfungerende. Her lyder de ikke som noget andet i dagens europæiske jazz - og det er positivt ment! På de mere stille numre bliver det lidt sværere for dem at stikke ud. Der eksperimenteres alligevel lystigt. Der skal ikke herske nogen tvivl om at vi med de tre nordiske musikere, har sendt nogle gode jazzambassdører sydpå.
Bonusinfo:
Kvintetten er tildelt økonomisk støtte i den franske Languedoc/Roussillon region, således at de regnes som en slags regionsensemble.
My Space: www.myspace.com/contrabande
Sangerinden Indra starter i dag i Svendborg en 18 koncerter lang Danmarks-turné, hvor hun
sammen med saxofonisten Benjamin Trærup, bassisten Thomas Sejthen og guitaristen Uffe Steen vil give et velkvalificeret bud på hvordan vokaljazz skal lyde anno 2010
indra.dk
Palle Mikkelborg spiller sammen med Terje Rypdal til Jazzfest Berlin d. 5. november, hvor de spiller sammen med bandet Zeitkratzer under titlen: ‘Beyond’ zeitkratzer vs. Terje Rypdal & Palle Mikkelborg. Zeitkratzer har tidligere samarbejdet med den japanske støjguru Merzbow og genopført Lou Reed's legendariske feedbackstøjinfernoplade Metal Machine Music. På samme festival spiller Little Red Suitcase og Django Bates Beloved Bird med Petter Eldh og Peter Bruun ligeledes.
www.berlinerfestspiele.de
I dagene 12.-21. november er London Jazz Festival i gang. Her spiller Alex Riel sammen med Art Themen & Peter King Quintet, Marilyn Mazur, Ibrahim Electric, Little Red Suitcase, Phronesis, Palle Mikkelborg og hele den internationale jazzelite, inklusiv The Bad Plus der spiller en koncert sammen med Django Bates.
www.londonjazzfestival.org.uk
Den prestigefyldte engelske Mobo Award uddeles d. 20. oktober hvor en lang række popkunstnere er nomineret. Der er også en jazzkategori hvor danske Jasper Høiby's Phronesis er nomineret sammen med Robert Glasper, Brad Mehldau, Empirical og John McLaughlin.
www.mobo.com/2010
Pianisten Søren Kjærgaard er på DK-tur sammen med Ben Street på bas og Andrew Cyrille på trommer i dagene 20.-22. oktober, hvor de kan høres i Århus, Ålborg og København.
www.sorenkjaergaard.com
The Guardian har siden januar 2009 kørt en serie omhandlende de 50 største øjeblikke i jazz. Startende med The Original Dixieland Jazz Band der udgiver Livery stable blues i 1917. De er kommet til nr. 37 der handler om hvordan Miles Davis anden kvintet ændrede jazzen.
www.guardian.co.uk/music/musicblog+series/50-great-jazz-moments
Pianisten Esben Just er på solotur under titlen Just Just. Han spiller en lang række koncerter i det ganske land frem til 4. december, hvor han slutter i Silkeborg på Rampelys.
www.esbenjust.com
Som det fremgår et par gange i denne uges nyheder, så har trioen Phronesis fået stor succes i specielt England. Dette er bla. sket pga. samarbejdet med pladeselskabet Edition Records. De har lige signet saxofonisten Marius Neset, der ganske vist er nordmand - men er uddannet på Rytmekons. i København og spiller i Jazzkamikaze. Hans album Golden Xplosion udgives april 2011. Her medvirker Anton Eger, Jasper Høiby og Django Bates.
Kvartetten kan allerede opleves d. 1. december i Vejle og d. 2. december i Svendborg.
Når August Rosenbaum d. 4. november spiller på Jazzhouse er det med henblik på en liveindspilning. Han stiller op med Jesper Thorn på bas og Rasmus Lund på trommer.
Frisk fynsk bigband musik
Det er en overraskende udgivelse, det fynske big band Tiptoe Bigband her har lavet. 9 friske kompositioner og arrangementer skrevet af medlemmerne i et nutidigt big band-sprog, der trækker på traditioner fra moderne kompostionsmusik, fusionsjazz og groovy jazz.. John Kristensen har skrevet fire af numrene, mens Kasper Tagel og det tidligere medlem Christoffer Møller hver har skrevet to. Morten Nordal har skrevet et enkelt nummer.
Alle numrene har det til fælles, at de danner god grobund for, at big bandet kan fremstå som et homogent sammenspillet orkester, godt ledet af Torben Sminge. Den helt store fornøjelse og grunden til, at man skal nærme sig denne plade, er nogle helt forrygende soli. DR Big Bandets faste trompetist og flygelhornspiller Mads la Cour er tilbage på Fyn og har en solo på hver af pladens to indledende numre og får hermed endnu en gang sat en tyk streg under sit store talent. Der er så meget i la Cour's trompet. Han får det ud, så det står så lysende klart hvad det er, han vil fortælle med tonerne. Efter to så stærke numre, Blue dawn af John Kristensen og Away af Kasper Tagel kommer den følgende komposition Don't ever think af Morten Nordal til at fremstå noget ordinær.
Christoffer Møllers to kompositioner Jean-Luc og Nesta 06 er to komplekse stykker, hvor der sker en masse hele tiden og musikerne presses pænt ud til kanten, hvilket de klarer fint. Saxofonisten Hans Mydtskov har en fin solo på Jean-Luc, der med sin ro passer godt til kompleksiteten.
Tiptoe Bigband er fyns professionelle ensemble, der huser en række stærke fynske musikpersonligheder som pianisten Niels Thybo og trommeslageren Chano Olskær. På pladens sidste nummer Memoriam af John Kristensen kigger Lars Vissing forbi med sit flygelhorn. Den kan passende pege frem mod den næste udgivelse med Tiptoe Bigband, der kommer i 2011 hvor der spilles Dustep-inspireret musik skrevet af Lars Vissing og John Kristensen.
Bonusinfo:
Tiptoe Bigband spiller i Esbjerg d. 29. oktober og Kolding d. 30. oktober, hvor de spiller musik fra den aktuelle plade.
Tiptoe Bigband: www.tiptoebigband.dk
Rocket tilgang med klassiske jazztendenser
At et album udkommer som USB-nøgle er en gimmick på linje med at få solgt sin CD i Tiger-butikkerne til 20 kr - eller spille debutkoncerten i Carnegie Hall i New York.
Det er alt sammen rasende utraditionelt når det drejer sig om dansk jazzmusik. Magnify har gjort det hele. USB-nøgle-pladen er lige udkommet samtidigt med en traditionel CD-udgave af det aktuelle album Sing. I Tiger-butikkerne solgte de 6000 eksemplarer af debutpladen og debutkoncerten i Carnegie Hall spillede de i 2005.
Magnify er en kvintet med de to blæsere Magnus Thuelund på sax og Gustav Rasmussen på trombone i front. Det præger i høj grad bandets musikalske udtryk. Der er numre hvor den nordiske tåge lægger sig ind over musikken, som på titelnummeret Sing, hvor de suppleret af et steady rockbeat spiller en opdateret udgave af "den nordiske tone". Gustav Rasmussen giver den hele armen med effekter...forrrygende!
Bandet spiller ubesværet heftig uptempo storbyjazz - som på This is D, hvor Marc Mommaas i øvrigt medvirker med en klassisk spark-i-røven-saxsolo. Pladen er meget passende indspillet i New York. De har også en svaghed for den mere flydende jazz - som på Insomnia - hvor trommeslageren Morten Hæsum næsten lyder som rocket udgave af Paul Motian. I det hele taget er musikken gennemsyret af en meget rocket tilgang, hvor rytme og groove er to væsentlige elementer, der bakkes godt op af guitaristen Anders Westfall og bassisten Kasper Tagel.
Det har i de senere år været meget brugt, at det er det kollektive udtryk der træder i forgrunden hos jazzbands der henter inspiration i postrocken, som vi feks. kender det herhjemme fra Grammofunch og Bandapart. Meget af det har Magnify taget til sig. Men på et grundlæggende punkt adskiller de sig. De spiller langt flere regulære soli, hvor den enkelte musiker træder frem og improviserer helt jazzklassisk - og det fungerer rigtigt godt i Magnify's tilfælde.
Magnify: www.magnifyjazz.dk
My Space: www.myspace.com/magnifyjazz
For andet år i træk afholdes CopenhagenImprov 2010, festivalen for improviseret musik. Det foregår på Planeten i Huset i Magstræde d. 30.-31. oktober. Over 2 dage kan man opleve et spændende udvalg af improviseret musik, hvor hovednavnet The Peter Brötzmann Chicago Tentet alene er grund nok til at komme derind. Udover Brötzmann på sax er to andre topimprosax'ere med. Ken Vandermark og Mats Gustafsson. Det er ganske enkelt et scoop med det band på plakaten.
Derudover spiller den til lejligheden sammensatte bastrio Stately Plump på festivalen. Adam Melbye, Peter Friis Nielsen og Thommy Andersson stiller sig på scenen som tre generationer improviserer ud.
Deers of Darkness, Kalle Del Hey, Mette Mareridt, Mattin, The Electrics og Laura Toxværd/Mikkel Engel Gemzøe Duo spiller ligeledes på den fine festival.
I denne weekend starter KOPAfestival og fortsætter indtil d. 12. oktober. På mandag kan man opleve den nye trio Andersson/Nilsson/Anderskov i Malmö sammen med David's Angels og Peter Danemo Kapell. Dagen efter kan man høre endnu en dansker i fint svensk selskab. Det er i trioen Frisk/Beirach/Mogensen, hvor man også kan opleve Cennet Jönsson Quartet sammen med Lelo Nika.
www.kopasetic.se/ArticleDisplay.asp?id=1574
Mads Vinding er på turné i starten af november med sin nye trio. Den indeholder en gammel Vinding-kending, trommeslageren Billy Hart, som Vinding bla. spillede sammen med i The Great Jazz Trio, hvor det var Hank Jones der sad ved klaveret. I Vindings trio er det Jean-Michel Pilc. Pilc har ikke tidligere spillet i Danmark. Han er franskmand, men har de sidste 15 år haft base i New York, hvor han bla. har gjort opmærksom på sig selv med sin trio - hvor Hart ofte har været med.
mvtrio.blogspot.com
Forrygende indslag med Cæcilie Norby på dansk på bulgarsk TV med tolk:
http://193.43.26.11/bg/news/view/37710/datski_djaz_v_sofija
Personlig saxtrio
Hun har stille og roligt dyrket trioformatet i nogle år sammen med de samme to stærke musikere. Det er først nu at der foreligger en plade med dem. De har givet sig selv og musikken tid og ro til at modnes og være klar til, at møde publikum hjemme i stuen. De har allerede mødt publikum mange gange ved koncerter. Det har resulteret i en bemærkelsesværdig plade, der er et unikt eksempel på at musik ikke bliver ringere af, at man har puslet og plejet den, inden den skal stå på egen ben.
Saxofonisten Christina Dahl har en tone på saxofonen, der ikke er ofte hørt i dansk jazz. Hun er tidligere blevet sammenlignet med Eddie Harris. Der er dog sket en udvikling med hendes saxlyd. Musikalsk har hun forladt den udadvendte souljazz-prægede stil som har været langt fremme på de seneste to albums, hvor hun også havde et større band at holde styr på. Saxtonen har også ændret sig. Der er blevet mere plads til det eftertænksomme.
På pladen suppleres hun kun af bas og trommer: Men når det bliver spillet af Jesper Lundgaard og Morten Lund, er der sikret en høj standard. Det er to travle musikere der ikke overrender hinanden i andre sammenhænge. Christina Dahls saxofontone er varm, åben og stor. Lundgaard og Lund supplerer og søger sammen med Dahl i en meget original saxtrio, hvis lige ikke findes herhjemme.
Now is now er en sammenhængende og anbefalelsesværdig plade, hvor vi fra start til slut får lov til, at nyde Dahl's formidable samarbejde med to musikere der aldrig tvivler.
Christina Dahl: www.christinadahl.dk
Benjamin Koppel og Hans Ulrik har lige udgivet The adventures of a polar expedition, hvilket bla. medførte at den blev anmeldt programmet Smagsdommerne på DR2. En tjans Koppel har besiddet mange gange.
Nu har du chancen for at vinde pladen, der er to styk på højkant.
Du er med i lodtrækningen om en plade, hvis du kan svare på nedenstående.
Hvad hed bandet som Benjamin Koppel havde sammen med bla. fætteren Nikolaj Koppel i sluthalvfemserne?
Send dit svar til nielsovergaard@gmail.com inden søndag d. 10. oktober.
www.cowbellmusic.dk/polarexpedition
Gennemarbejdet Norby-plade
Da sangerinden Cæcilie Norby udkom på det legendariske pladeselskab Blue Note i 90'erne aftvang det respekt. Lige indtil at jeg fandt ud af, at det Blue Note som Norby udkom på slet ikke var det Blue Note jeg kendte med de klassiske jazzudgivelser, men i stedet en underafdeling til danske EMI-Medley. Det betød dog ikke noget som helst for de danske pladekøbere. De købte hendes plader i et antal, som ikke var hverdagskost for en dansk jazzplade.
Nu udkommer Norby, som den første dansker på det tyske pladeselskab ACT, der har godt tag i jazzpublikummet i det meste af verden. Det er bla. i kraft af de svenske kunstnere E.S.T., Viktoria Tolstoy og Rigmor Gustafsson at det er sket. De to sidste er blevet kendte med deres personlige jazzstemmer og har også fået et publikum herhjemme. Norby har før haft tag i det udenlandske jazzpublikum - det bliver næppe mindre med den nye plade.
Hun har taget udgangspunkt i en række klassiske kompositioner af folk som Ravel. Debussy, Satie, Rimsy Korsakov og Fauré, hvor hun har skrevet tekst til. Der er også blevet plads til et par stykker af Michel Legrand, en enkelt Abbey Lincoln og et par som Norby har lavet sammen med pladens bassist og producer Lars Danielsson - der også er Norby's mand. Bla. har de lavet Women of Santiago - et nummer som Viktoria Tolstoy havde med på sin 2006-plade Pictures of me i en ganske fin version. Men Norby's version er i en klasse for sig. Der er støvet solskin i horisonten, som stod man selv i Santiago.
Musikalsk bakkes hun op af en række stjernemusikere, hvor to så væsensforskellige pianister som Bugge Wesseltoft og Katrine Gislinge begge tager sig af klaveret, mens fine gæster som Palle Mikkelborg, Hans Ulrik og Ulf Wakenius kigger forbi. Cæcilie Norby har lavet plade der med rette vil fornøje hendes nuværende publikum. Der kan også erobres nyt publikum ude i verden, med denne meget gennemarbejdede plade.
Cæcilie Norby: caecilienorby.com
Lakridsstangs jazz
Jesper Thilo på klarinet er en god idé. Han er uddannet på klassisk klarinet i sine unge dage, hvor den stod på konservatorium om dagen og Nyhavn om natten. Han spiller stadig en sikker klarinet, selv om det har været tenorsaxofonen der har været det foretrukne instrument i jazzkarrieren.
Sammen med en sikker besætning bestående af Bo Stief på bas, Frands Rifbjerg på trommer og Olivier Antunes på piano serverer han en samling klassiske jazznumre. På pladens 9 minutter lange indledende New Orleans-medley hyldes den jazz, der flød ud af den unge Thilo's klarinet. Det er atter en fornøjelse at høre Do you know what it means to miss New Orleans - der ryger direkte ind på dagens nynne-repertoire som klar nummer et.
Pennies from heaven, Mood indigo, Perdido og Thilofavoritten Doxy er med på en plade der fornøjer og glæder. Fornøjer fordi melodierne er stærke og ikke trækker humøret ned. Glæder fordi det er så nænsomt og elegant spillet.
Jeg vil egentlig ikke tvivle på, at anbefale pladen til jazzlyttere med hang til ældre jazz. Dog begynder jeg at kede mig, når jeg har hørt 4-5 numre. Det hele serveres så sikkert og behagevenligt at jeg godt kunne savne en smule ramasjang - gad vide hvad der ville ske, hvis Thilo blev medlem af Pasborg's Odessa 5, der også flirter med den ældre jazz?
Et kærlighedsalbum
Han spiller også rock. Men det er jazzen han er kendt for på denne blog. Nicolai Munch-Hansen lavede for 5 år siden pladen Wanna do right but not right now, den blev udsendt 2 år senere. Nu er der en opfølger klar. Han bruger de samme musikere som sidst; Ned Ferm på sax, Mads Hyhne på basun, Jakob Høyer på trommer, denne gang er de suppleret med Søren Kjærgaard på klaver og keyboard.
Pladen emmer af kærlighed. Første nummer hedder Wedding march og her introduceres vi for Munch-Hansens sikre hånd ud i melodiske kompositioner. Der er kommet en moden klarhed ind i musikken. Der er en enkel tydelighed og sammenhæng pladen igennem. Nicolai Munch-Hansen har taget nogle af disse virkemidler med fra rocken ind i dette projekt. Det giver musikerne overskud til, at bevæge sig stille og roligt rundt - sammen og hver for sig - i Munch-Hansens kompositioner. Hyhne og Ferm's empatiske samspil på hornene er sammen med Bro's guitar væsentlige elementer i musikken. At Søren Kjærgaard er kommet med udvider lydbilledet. Jakob Høyer har med en levende lethed en forrygende evne til at binde det hele sammen. Sangerinden Kira Skov giver den hele armen med Billie Holiday-fraseringer på My man - og følelserne i teksten er også helt upfront Billie Holiday'sk.
Pladen lukkes ned med den storladne finale And the sun shined down on them.
My Space: www.myspace.com/nicolaimunchhansen
Improviseret kirkeorgel
Henrik Sørensen har en fortid i jazzen og var bla. medlem af Ensemble New i årene 1996-2001. For tre år siden lavede han det klassiske crossover projekt Crossview sammen med Storstrøms Kammerensemble. Han kalder sig primært for jazzmusiker, men har også arbejdet som kirkeorganist i mere end 30 år. Det er udgangspunktet for det nye album Organum momentum, der er indspillet i Ørsted Kirke på Fyn - hvor Sørensen også arbejder som organist.
En soloplade med kirkeorgel er ikke noget der særligt ofte finder vej til denne blog. Det er sådan set aldrig sket før. Det er vel primært fordi at der er langt mellem den slags udgivelser - findes der andre danske udgivelser?
Organister og komponister som C.E.F. Weyse og J.P.E. Hartmann var kendt og elsket, i deres tid for deres improvisationskoncerter.
Over 10 numre spiller Henrik Sørensen improviseret musik på kirkeorgelet. Han placerer sig midt mellem den klassiske orgelmusik og moderne jazz. Jazzen er med som et klangligt krydderi, det er ikke swingmusikken der er kommet med. Han bevæger sig musikalsk mellem blide toner til det helt store orgeludtræk - der lyder fedt på anlægget - men også giver mig lyst til at høre det spillet live.
Det er et vigtigt album, som Sørensen har lavet. Kirkeorglet er så væsentlig del af den danske musik-historie og det et intet mindre end en fornøjelse at høre et så velkvalificeret bud på, hvordan moderne improvisationsmusik lyder, når det spilles på et kirkeorgel.
Henrik Sørensens næste orgel-CD bliver mere jazzorienteret med kompositioner af Lars Jansson, Chick Corea og Sørensen selv.
Henrik Sørensen: www.henrik-sorensen.dk
Underholdende velspillet
Den glade dansende Buddha på pladecoveret passer perfekt til den glade udadvendte musik der er på trioen Astro Buddha Agogo's debutplade. Dan Hemmer ved orgelet, Michael Blicher på sax og Anders Holm på trommer er med til, at skabe en stemning der er en fredag aften værdig. De tager pænt for sig af inspiration fra soul-jazz, Ray Charles, blues, Memphis-soul og en pæn sjat cocktail-lounge. Det er effektivt i forhold til at skabe en stemning, hvor godt humør er involveret. De spiller med et overskud, der kan høres i et det musikalske flow. De spiller med en umiddelbarhed og der er ingen tøven i forhold til, hvad de vil spille.
Et sted i sen-tresserne, hvor røgfarvet glas og lårkort er lige så populært som gogo og østens mystik - er nogle af de billeder der kommer frem på min nethinde, når jeg hører deres plade. Det er en plade der på ingen måde revolutionerer noget som helst, men til gengæld underholder så forrygende dejligt at jeg ikke kan lade være med at anbefale pladen til alle, med et energioverskud der skal omsættes til fest og farver. For den virker!
My Space: www.myspace.com/blicherhemmerholm
Årets nordjyske jazzmusiker 
