Der flyves højt og lavt
Et bandnavn behøver ikke at sige noget som helst om den musik der spilles. Superfly er feks. titlen på et ikonisk soulalbum med Curtis Mayfield. Der findes også en jazztrio med Mark Turner der ikke hedder Superfly, men blot Fly. Uden nogen relationer til førnævnte overhovedet, findes der en fynsk jazzkvartet der kalder sig Superfly. De er aktuelle med deres andet album. De lever lidt i det skjulte. Kvartettens fire medlemmer er ellers alle etablerede musikere med udgangspunkt i det fynske. Bassisten Bo Gryholt har spillet med Kim Larsen frem til 2005, hvorefter han siden har spillet med Anne Linnet. Saxofonisten Hans Mydtskov underviser på konservatoriet i Odense. Guitaristen Morten Nordal spiller i forskellige bands og trommeslageren Chano Olskær ligeledes. De tre sidstnævnte spiller alle i Tiptoe Bigband.
Vi kommer grundigt rundt på det musikalske landkort på Airways. Trommeslageren Chano Olskær og saxofonisten Hans Mydtskov har hver et enkelt nummer med på pladen. Mydtskov har en rockræv i ærmet og knalder ud med sin kompostion Yes! hvor Nordal sender en hvinende guitarsolo op i luften. Numrene der er krediteret hele bandet er rodede og søgende og tak for det. Bo Gryholt er den melankolske melodismed. Pladens titelnummer er en uhyre enkel komposition, der får lov til at lukke pladen ned. Den bliver siddende lang tid efter, den er smuk og ikke mindst af den nynnebare slags. Guitaristen Morten Nordals kompostioner fremstår mest som stiløvelser. Den indledende guitarfigur på Clean country er tyvestjålet fra Johnny Cash's Ring of fire. Umiddelbart tiltalende og velkendt. Men også med en hvorfor-nu-det? følelse. Første gang er det fedt, men allerede tredje gang bliver det irriterende at høre på.
Superfly er fire dygtige musikere, der kan det musikalske håndværk bedre end de fleste. De må gerne rode meget mere rundt, det er der det spiller.
My Space: www.myspace.com/superflydk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar