Han er ikke uden humor, den gode Ole Matthiessen. Første nummer på pladen hedder Time to move on. Den placerer sig stilistisk som en helt naturlig fortsættelse af albummet Past and present fra 2011. Bare rolig! Matthiessen har ikke flyttet sig nævneværdigt. Besætningen er næsten den samme. Med den markante undtagelse, at det er amerikaneren Adam Nussbaum der sidder bag trommerne i stedet for Kresten Osgood. Der er genvalg til Henrik Bolberg på trompet, Jesper Lundgaard på bas og Bob Rockwell på tenorsax. Matthiessen er vanvittigt stærk i jazzens historie. Det bruger han på Red Python. Han har ladet sig inspirere af tankerne og idéerne bag det der har skabt jazzens standards. Med den forskel, at Matthiessen selv har komponeret de 11 herligheder der præsenteres på pladen. Matthiessen er gået efter den stærke melodi - som kendes fra standards. Temaer vekslende med soli.
Har man hørt og nydt en masse Blue Note plader med fornøjelse, behøver man ikke at have gået på aftenskolekursus for, at fatte hvad det er, der sker når Matthiessen slipper musikerne løs på hans kompositioner. Det er postbop, hardbop og anden dejlig bop fra 50'erne der har givet det musikalske grundlag for Matthiessen. Uforfalsket og rendyrket. Bolbergs lækre rene trompet (der høres alt for sjældent) er sammen med Rockwell's stilsikre sax i en veloplagt front. Ved flygelet er Ole Matthiessen i topform. Adam Nussbaum's trommer er med til løfte Matthiessens musikalske idéer det sidste stykke. Red Python er jazzkærlighed. Kærlighed til musikken og stemningen. Matthiessen bevarer pladen igennem overblikket. Han kommer godt omkring i jazzens kroge og får brugt de enkelte musikere perfekt. Hvornår mon man kan høre dem live?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar