Jeg kaldte dem The future of Dansk jazz da de udgav Migration i 2011. Nu er vi kommet lidt tættere på fremtiden. Den fremtid der skal tilhøre Girls in Airports. De er blevet ældre. De har udviklet sig som musikere og mennesker. Fundamentet med gruppens helt egen lyd og unikke udtryk er bevaret. I det krydspres er Girls in Airports kommet videre. Saxofonisten Martin Stender er fortsat hovedleverandør af kompositionerne. Pladen er opkaldt efter den New Zealandske østkystby Kaikoura, hvor livet i havet ud for byen er allermest rigt med hvaler, koraller, søløver og fisk.
Girls in Airports musikalske hav er rigt på forskellige væsener som på de foregående to albums. Denne gang holder de sig mere inden for det samme område. Det er blevet til et sammenhængende, afklaret og fuldendt album, der er helstøbt og stjerneklart. Mathias Holms vibratoglade Rhodes-klaver har fået en masse plads i gruppen. Lars Greves og Martin Stenders saxofonduetter når nye højder. Rytmetvillingerne Victor Dybbroe på percussion og Mads Forsby på trommer afsøger komplicerede og til tider abstrakte rytmer. De lyder alligvel forfriskende og ligefremme. Girls in Airports er blevet modne og musikken er mere alvorlig end den tidligere har været.
Da Girls in Airports nu med deres tredje er blevet så funderede, er overraskelsen ikke lige så stor som da de lavede debutalbummet. På den anden side er det en fornøjelse at opleve et band - hvor kollektivet er drivkraften - blive ved med at tro på og udvikle projektet. Det er der kommet endnu et anbefalelsesværdigt album ud af, der forhåbentlig får dem ud til et stort publikum. Et publikum der ikke kun skal findes blandt jazzlyttere men i lige så høj grad blandt worldmusicfreaks og indierockfans med god smag.
bonusinfo:
Girls in Airports spiller i Frederiksberg Have d. 12. juli.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar