tirsdag, august 09, 2016

Heine Hansen Trio: Signature (Storyville)

Heine Hansens stjerne indenfor jazz er omvendt proportional med hans ustyrligt store talent. Det er næsten 10 år siden, hvor jeg spurgte ham i pausen ved en Alex Riel Trio koncert, om han ikke ville lave noget i eget navn. Han sagde noget i retning af, at han ikke havde travlt med det. Så var pausen slut og han var tilbage på scenen, hvor han sprudlede med sit bebop farvede klaverspil. Samme sted hvor jeg også havde oplevet ham sammen med Hugo Rasmussen Allstarz, hvor han i øvrigt spillede basduo sammen med Hugo.

Nu er der endelig kommet en trioplade med Heine Hansen. Der kom godt nok en plade med ham i Japan for nogle år siden med standards. Denne Storyville udgivelse er hans første med egen musik. Sammen med Thomas Fonnesbæk på bas og Hansens gamle kapelmester Alex Riel på trommer, har han begået en af de bedste danske klavertrioplader længe. 

Det er ukompliceret og ligefremt. Det er cremet og lækkert. Den dansende blues Gee Blues og og valsen Moody Dance sender os lige lukt i armene på Heine Hansen. Han holder om os. På pladens fjerde nummer Old-Timer dukker der lige pludselig et Rhodes klaver frem af disen. Fonnesbæk træder frem i en veritabel bassolo. Hansen skifter under bassoloen fra flygel til Rhodes. Herefter tager han over med solo, der sender musikken direkte ind i 70'erne, hvor man ikke var bleg for at bruge det elektriske Rhodes klaver i den ellers akustiske jazz. Damn! Det er lækkert. 

Level Crossings og Butterfly er lyse numre, hvor Heine Hansens klaverspil glimter om kap med solen. Det bliver mørkere på numrene Low Profile og Awaiting, hvor han igen spiller Rhodes. Awaiting er et svedigt jazzklubnummer, hvor der skal ryges en smøg og hvor der ikke er plads til mere end 50 publikummer. Herefter lukker han ned med The Color Red og det sidste nummer Winds, der er fyldt med håb og længsel.

Alt er tilgivet for den lange tid, det har taget inden der kom et album fra Heine Hansen. Her er melodi og virtuositet i højsædet, på et album der insisterer på sammenhængen og historien. Signature er et stærkt anbefalelsesværdigt album.


Ingen kommentarer: