Den almindelige jazzlytter vil højst sandsynligt tænke, at det er amerikansk jazz fra en gang i 60'erne. Det er det bare ikke. Det er spritny dansk jazz fra en pianist, der lige er fyldt 70 år og har været med i længere tid end de fleste. Alligevel er det kun 8 år siden, at han udsendte den første plade i eget navn. Nu er han kommet til fjerde plade. Hver gang har der været et overordnet tema på albummene. Ballader, blues og jazzstandardtraditionen. Nu er tiden kommet til den modale musik på albummet Flashbacks and Dedications. Modal jazzen er ikke overrepræsenteret i jazzen. Til gengæld er jazzens ypperstealbum, Miles Davis' Kind of Blue et meget kendt eksempel. Så de fleste (almindelige) jazzlyttere har et nært forhold til modaljazzen, hvor der f.eks. i en solo er fokus på melodien frem for på de harmoniske valg.
Ole Matthiessen har - som de fleste danskere - rødder i den danske sangtradition, hvilket han også inddrager i musikken på Flashbacks and Dedications. Han har også slået dybe rødder i jazzen, hvor legender som McCoy Tyner, John Coltrane, Miles Davis har sat sit præg på Matthiessens opfattelse af jazz. I 60'erne spillede han sammen med Carsten Meinert i den meget Coltrane-inspirerede kvartet, hvor trommeslageren Ole Streenberg også var medlem. Streenberg er også med her, hvor Matthiessen har holdt fast i Henrik Bolberg på trompet, Bob Rockwell på tenorsaxofon og Jesper Lundgaard på bas, fra de foregående albums. Det er lidt af et dreamteam, hvor de alle har jazzens inderste væsen tæt på hjertet.
Den store fornøjelse og pladens fremmeste kvalitet er, at høre en kvintet spille så vitalt og tilstedeværende regulær jazz, som det er tilfældet. Rockwell kan sine Coltrane licks og mere end det. Den altfor sjældent hørte Bolberg spiller med en ro og myndighed i hornet, så man skulle tro, at han spillede på Village Vanguard en aften i 1962. Rytmegruppen med Lundgaard og Streenberg er bundsolide, særligt Streenbergs afvekslende spil er en fornøjelse.
Ole Matthiessen var i mange år producer ved DR. Da han dukkede op med sin egen musik for 8 år siden, fandt jeg ud af, at der var en hel jazzverden gemt i hans hænder. Det allerbedste er at han er så god til at formidle jazzen - ikke kun i tale og skrift men også ved at spille den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar