I den forgangne uge så jeg på Facebook, at Jesper Bodilsens juleplade var månedens plade i Italiens største jazzmagasin Musica Jazz. Det er ikke så lidt af en præstation for en plade, der har fire danske julemelodier på tracklisten. Nu er det jul igen er en gløggende duet mellem Bodilsen på bassen og Peter Rosendal på flugabone. En rose så jeg skyde er igen en duet med Rosendal. Nu er han dog ved pianoet og Bodilsen spiller melodien på bassen i bedste NHØP stil. På loftet sidder nissen er med Bodilsens ni årige datter Marie i hovedrollen som sangerinde. Der er højt tempo med Regin Fuhlendorff på sigøjnerguitar og Francesco Cali på accordeon, hvorefter Claus Waidtløw sætter ind på saxen, skruer tempoet ned og giver nissen og rotterne en omgang swing.
Som om det ikke var nok, så kigger Mads Mathias forbi på juleklassikerne Let it snow, Christmas time is here, Have Yourself a merry little Christmas og en særdeles vellykket version af titelnummeret Santa Claus is Coming to town. Mads Mathias er I topform, når han får lov til at croone julens jazzklassikere. Den italienske sanger Joe Barbieri kigger forbi på et par italienske julemelodier. Mo vene Natale er iklædt en bossa. Den er helt forrygende og knapt så julet. Jesper Bodilsen har lavet en skøn juleplade sammensat af det der er jul for ham. Den kommer til at holde mange år frem.
Det gør Nils Landgrens femte Christmas with my friends-plade til gengæld ikke. Den første i serien fra 2007, var en skøn æske med udvalgte og eksklusive fyldte chokolader. Den nye plade er blevet til en rutineomgang. Fire forskellige kvindelige vokalister, lidt sax og selvfølgelig Landgrens røde trombone. Versioneringen af Härlig är jorden er mildest talt kedelig og lige ud af salmebogen. Måske skulle Landgren finde på et andet julekoncept, for han synger faktisk ret fedt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar