En ægte dansk jul indeholder konfekt, ris a la mande, flæskesteg og fælles familieopvarmning foran fjernsynet, hvor Jesper Fårekylling synger Når du ser et stjerneskud. At sidstnævnte først blev koblet på den danske jul i 1967 og, at det er en amerikansk sang, der er lavet til en film om en trædukke, spiller ingen rolle. Den hører til den danske jul. Basta! Så selvfølgelig har Martin Schack taget den med på det nye album i Jazz på dansk serien. Vi præsenteres for en række danske jule- og vintersange og så lige Når du ser et stjerneskud, der som den eneste er med sang. Det er selvfølgelig mr. Jesper Fårekylling himself, Bjørn Tidmand der noget så smukt synger sangen, med en moden og småjazzet frasering.
Nå men sådan forholder det sig også med Santa Lucia, der ikke er en dansk, men en napolitansk folkesang. Sikkert og roligt er den blevet en integreret del af den danske (og svenske) jul. Den er så ikke med sang. Til gengæld er den lavet om til en second line shuffle, der kunne gå gennem New Orleans gader. Pianisten Martin Schack omgiver sig med Morten Ramsbøl på bas, Michael Olsen på saxofon og Morten Lund på trommer. Schacks nænsomme arrangementer giver den danske julesangskat en kærlig og jazzet overhaling. Det er hvidt herude, Sneflokke kommer vrimlende og I sne står urt og busk i skjul er fra vintersangerepertoiret. I sidstnævnte indleder Morten Ramsbøl med en bassolo, hvor han improviserer over melodien. Herefter samler kvartetten sig om nummeret, hvor Michael Olsen og Martin Schack får vindens susen på afstand, så vi kommer ind under sneen og hygger os sammen med urt og busk.
Pladen lukker ned med Vær velkommen herrens år og min julesalmefavorit Dejlig er jorden. Pladen er både dejlig og velkommen. Martin Schack har lavet anbefalelsesværdigt soundtrack til jul og vinter. Julehyggen er sikret.
2 kommentarer:
Enig.
Det er en dejlig CD; godt valg af numre, gode arrangementer og kompetente musikere.
Har sat dig på min blogroll, så din bog kan ses andre steder.
Keeper ud the god work.
Men Jan.
Hey, tak.
Det er jeg glad for :-)
kh. Niels
Send en kommentar