Det er så sjældent som i aldrig, at jeg har skrevet om belgisk afro her på bloggen. Når man nu har fået tilsendt en plade med et belgisk afroband og bandet i øvrigt spiller på Roots & Hybrid på Spot festivalen i den kommende weekend, så er der vist ingen vej udenom.
Black Flower er godt rundet af ethiojazzen som den kendes fra Mulatu Astatke og afroen som den kendes fra Fela Kuti. De har også arbejdet med deres eget lydudtryk, der godt kan minde om retro-soulens rå og direkte lyd. Guitaren er ofte i fokus, hvor jeg bl.a. hører noget af Dick Dale’s surfguitar blandett godt op med afro.
Det er en af bandets forcer. De tager den med ro. Lader instrumenterne tale. De groover døsigt afsted mens barytonsaxofonen indtager centrum.
Future Flora er en god teaser inden jeg skal høre dem live. Er du til Debre Damo Dining Orchestra, så går du ikke forgæves.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar