Præsidentvalget er lige overstået i Ukraine. De valgte en komiker, der tilfældigvis også havde spillet præsident i en populær tv-serie. Verden er skør.
De laver heldigvis også jazz i Ukraine, der hverken er skør eller populistisk. Trompetisten Yakiv Tsvietinskyi har været så elskværdig at sende sit nye album Minimalist til mig. Han skriver selv at han finder stor inspiration hos klassiske komponister som Shostakovich og Debussy og så i europæisk jazz, hvor de største helte er Kenny Wheeler og Tomasz Stanko.
Det er ikke så svært at høre på albummet, hvor det lyrisk smukke trompetspil spiller sammen med piano, bas og trommer. Der er både ro og temperament i musikken. Det er musik, hvor det handler om at bevæge sig frem på den smukke og til tider eftertænksomme måde. Åbningsnummeret Lake Forest Boulevard hører til i den kategori.
Temperamentet finder vi hen mod slutningen af albummet med nummeret Open Form, hvor der udfordres med et skævt og teknisk stærkt funderet spil. Her skal trommeslageren have ros. Det er rodet, men han ved hvor tingene står.
Giv Minimalist en chance - det fortjener den. For helt ærligt! Hvor tit hører du egentlig ukrainsk jazz?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar