Oscar Pettiford blev kun 37 år inden han døde i 1960. I løbet af sit korte liv satte han så dybe og eftertrykkelige spor i jazzbas spillets udvikling, at han stadig inspirerer nutidens jazzbassister - på ganske forskellig vis er han med i ånden på to aktuelle soloplader med bassister.
Oscar Pettiford spillede også cello, hvilket Nils Bo Davidsen også udelukkende gør på sit andet soloalbum. I forhold til det fem år gamle album Noget at glæde sig til, virker det som om at han har sluppet tøjlerne. Han har klaret de mest oplagte ting på det første album - nu strammer han op på udtrykket. Han spiller med sig selv - både på klaver, strøget og pizzikeret cello i flere lag. Det er meget inspirerende at lytte på i lagene mellem klassisk og jazz.
Den anden soloplade er noget helt andet. Larry Grenadier, som bla. kendes fra Brad Mehldau Trio har lavet en mere traditionel solobasplade (hvis den slags findes). Her er lidt standards, bla. My man’s gone now og musik skrevet af Grenadier. Han har feks. skrevet hyldesten Pettiford.
Nils Davidsens plade er den mest udfordrende plade, det er omvendt også den hvor man ikke bliver tabt under den koncentrerede lytning. Da han hele tiden holder fast i lytteren på insisterende og smuk vis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar