Sceneskiftet kunne næsten ikke være større. Et kvarters cykeltur fra Tivoli og Gregory Porter til Nørrebro og spillestedet Alice, der lagde scene til koncert med Danmarks Dyreste Jazzmixtape. P8jazz værten Jonas Visti havde samlet nogle bidder fra de dyreste danske jazzvinyler.
Han opførte sit Jazzmixtape live med hjælp fra DJ’s og producerne, Shatter Hands, CHLLNGR (der også spillede saxofon) og Dust Masta Hits. I halvmørket hørte vi bidder fra de dyre jazzplader, der blev understøttet af electronica, scratch og tunge beats i et roligt tempo. Ind imellem dukkede der også snak op med folk fra jazzmiljøet, der talte om dengang. Det hele var sat lækkert i scene - og for en pladenørd som mig var det sjovt at quizze med sig selv og se om jeg kunne gætte hvor bidderne kom fra.
Louis Hjulmand og Oscar Pettiford og Radiojazzgruppen var blandt de udvalgte. Jonas Visti har tidligere spillet mange DJ-jobs sammen med Master Fatman , hvor de bla. har dyrket deres fælles interesse for brasiliansk musik. Visti brugte en intro, hvor Fatman talte om musikken i Brasilien og at bassen i brasiliansk musik er det fedeste. Her satte introen til et af de bedste danske, brasiliansk inspirerede numre nogensinde, Heavy Jokers Leaving for Calabassa festen i gang. Jonas Visti spillede selv på vuggende brasilianer-bas. Det var en fed finale på en lækker aften på Alice. Båndet Danmarks Dyreste Jazzmixtape bliver snart udgivet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar