Raindogs er trioen bag albummet Ud af natten. Rain Dogs er navnet på et Tom Waits album og et dansk/norsk Tom Waits coverband - ingen af dem har noget med denne udgivelse at gøre. Ud af Natten er også en digtsamling af Michael Strunge - det har heller ikke noget med musikken at gøre, der iøvrigt er instrumental. Pladecoveret minder om 90’ernes reklamer for Tuborg Classic. Bag alle disse modsatrettede indtryk, inden musikken spiller, med øl, hæs sang og postmodernisme, er der en skøn trio, der dyrker melodien med guitaren i centrum.
Det er nærliggende at nævne Vestbo Trio i den her sammenhæng. Kender du dem, er du på rette vej. Kristoffer Nørager Møller har et lækkert jazzy touch i bluesguitar spillet. Det er en af den slags plader der ikke skal spilles til. Den sidder og lyder godt med det samme. LP’ens 9 skæringer er en god blanding af medium og langsom tempo, der på to tredjedele suppleres med orgel.
Der er ikke nogen der skal skynde sig. De svøber os ind i let folkinspireret og jazzet univers med bluesguitar. Rolige numre som Nærvær og afslutteren See you er favoritter sammen med albummets åbningsnummer After The rain. Raindogs er lyden af nordisk Blues tidligt søndag morgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar