mandag, juli 15, 2019

Marcus Miller - koncert DR Koncerthuset - søndag 14. juli CJF 2019

Jeg kan lige så godt komme af med min irritation først i anmeldelsen. Hvorfor skal trommerne lyde som om de stod inde midt i en hangar? Er det lydmanden der har eklatant dårlig smag? Eller er det fordi DR Koncerthusets akustik, ikke er lavet til et trommesæt der får nogle smæk?
Ret skal være ret, lyden blev bedre i løbet af koncerten - og her skal det både forstås som en kombination af, at mine ører havde vænnet sig til trommelyden og at lydmanden også havde skruet på knapperne.

Marcus Miller er en legende på el-bassen. Tommelfingerbassens skytshelgen. Her indrømmer jeg blankt, at jeg knuselsker tommelfingerbas og Marcus Millers måde at sætte bassen helt i front.

Han er på tur med musikken fra det seneste album, Laid Black, der er et mere end godkendt Marcus Miller album.
Han var sammen med et suverænt velspillende band, hvor særligt trompetisten Russell Gunn gjorde indtryk. De lagde ud med nogle numre fra det nye album, hvor der var pænt gang i den. Herefter kom der lidt mere ro på med nummeret Sublimity “Bunny’s Dream”. Et nummer som Marcus Miller havde lavet til sin svigermoder, der døde under indspilningerne til albummet. Det afroinspirerede nummer, hvor der var ro på viste Millers store og vilde bredde på bassen - der behøver ikke, at være kul på, hele tiden.

Det er umuligt at komme udenom Miles Davis, når det handler om Marcus Miller. Han spillede Bitches Brew, der regnes som en af kickstarterne til fusionsjazzen - eller conFusion, som Miller kaldte det. De startede meget tro ud mod originalen og viste mere og mere af dem selv undervejs.

Hen mod slutningen af koncerten fik vi så Tutu, som Marcus Miller skrev til Miles Davis i 1986. Her stod Russell Gunn endnu en gang distancen og leverede suverænt trompetspil.

Aftenens sidste nummer var en af mine helt store Marcus Miller favoritter, Blast fra 2007-albummet Free, hvor bassen får nogle rap over strengene med Millers funky tommelfinger. Nu kunne jeg rejse mig lykkelig og fusionsfyldt fra det bløde sæde i DR Koncerthuset og gå ud i den københavnske sommeraften, hvor månen var på vej til at blive fuld.

Ingen kommentarer: