Man har været en rimeligt fraværende jazzlytter, hvis man ikke ved hvem saxofonisten Jakob Dinesen er. Debutpladen For music use only fra 1999, udkom på Thomas Blachmans kultpladeselskab Manrec. Siden har han gjort sig bemærket på en lang række plader i eget navn, sammen med ældre herrer som Fessor og Hugo Rasmussen og mere jævnaldrende kumpaner i nogle af de mest markante danske jazzbands fra nullerne; Once around the park og Beautiful Day.
Keyboardspilleren Nikolaj Torp Larsen fra førstnævnte band er en vigtig medspiller på den første af de to CD’er i Jakob Dinesens nye album Keys & Strings. Sammen med Carsten Dahl på piano har de tre stærke musikalske personligheder været i Kæv Gliemanns studie.
Musikken de har lavet er et stærkt afhængighedsskabende bud på en af jazzens mindst anerkendte genrer, den glatbarberede smooth jazz. Selv om der ikke er hår på bollerne, betyder det ikke at der ikke er nosser i kunstneriske kvalitet. Nikolaj Torp Larsen laver lækre klangflader, der i samspillet med Carsten Dahls lydhøre pianospil skaber grobund for noget af det smukkeste saxofonballadespil, jeg længe har hørt.
Det er ikke nok for Dinesen, der på den anden CD Strings fortsætter med noget af det samme som han lavede på albummet Yasmin, en af mine favoritter fra 2014. Det er en blanding af Dinesens egne kompositioner og nogle enkelte standards. Anders AC Christensen tager sig af bassen på pladen, hvor der også er tre bassist-tributes. En til Dinesens mentor, Hugo Rasmussen, en til Charlie Haden og endelig en til Nicolai Munch Hansen. Det er kvartetformatet der får hjælp af strygerne. Pånær den sidste, Everything happens to me, hvor DInensen får hjælp af Thailand Philharmonic Orchestra.
Keys & Strings er en omfattende udgivelse, hvor jeg ikke har kedet mig på noget tidspunkt. Jakob Dinesen kan godt lefle for lytteren. Men han forfalder aldrig til banaliteter og ligegyldigheder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar