Dansk amerikansk møde med svenske indspark
Denne plade sneg sig med på Informations liste over de 5 bedste danske jazzplader i 2007, og det er på ingen måde uforståeligt. Hans Ulrik og Jonas Johansen er for tredje gang sammen med den legendariske bassist Steve Swallow. Denne gang er der gæstemusikere med på pladen. Ulf Wakenius på guitar og Bobo Stenson på piano tilføjer flere dimensioner til den i forvejen stærke trio. Materialet er overvejende amerikanske standards. Selvom det er Steve Swallow der er "den store" er det ikke noget man tænker over når man hører Jonas Johansen og specielt Hans Ulrik som folder sig ud på saxofonen med en modenhed som bare gør ham bedre og bedre. Han er herhjemme i en klasse for sig selv, når han spiller som han gør på Believe in spring. Man kan komme til at tænke på både Sonny Rollins, Jan Garbarek og Michael Brecker, når man hører Hans Ulrik, uden at han er noget plagiat af dem.
Denne plade kan anbefales til alle som holder af nutidig klassisk jazz.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar