mandag, august 25, 2008

Mette Halle: My love for you (Gateway Music)

Sangerinde i samarbejde med Minh
 
Det er 10 år siden at Chris Minh Doky lavede In a New York minute sammen med Sanne Salomonsen. En plade der kombinerede flere ting, for det første solgte den godt. For det andet boostede den Minh Doky's karriere og vel også Sannes karriere, der på daværende tidspunkt var inde i et dødvande. Siden da har Chris Minh Doky været inde over flere danske vokalisters udgivelser. Lige fra Søren Sko's ulideligt kedelige One for my baby til Maiken Ingvordsens fantastiske Don't be cool og der imellem er der også udgivelser med bla. Sinne Eeg, Karina Kappel, Benni Chawes og Malene Mortensen.
Nu er han igen aktuel som fødselshjælper og producer på en vokalplade.
Sangerinden Mette Halle har været vidt omkring inden hun nåede frem til at hun skulle være jazzsangerinde. Hun er uddannet fra konservatoriet i Haag, hvor samarbejdet med pianisten Mikkel Jakobsen er startet. Han suppleres af Jacob Fischer på guitar og Doky på bas. Der er altså ingen trommer med. Af pladens ti numre har Mette Halle skrevet de syv.
Vi befinder os selvfølgelig i balladeland. Det er stille og roligt. Halle har en fin, klar og elegant stemme og det passer godt til musikkens rolige, let melankolske temperament. Chris Minh Doky er iøvrigt noget tilbageholdende i lydbilledet, han plejer ellers at være mere tydelig og frembusende. Men måske har Mette Halles musik været så klart defineret, at det ikke har været muligt for Doky.
Bonusinfo:
Hun kan opleves flere steder i den kommende tid, bla. på Huset i Ålborg d. 11. september.
Mette Halle: www.mettehalle.com

Ingen kommentarer: