lørdag, maj 02, 2009

Organic Picnic: Lesliefied (Lezardo/Gateway)

Økologisk frokost i det grønne

Hammond, guitar og trommer. En kombination der sætter mange glade tanker igang hos mig. Fine musikere som Jimmy Smith, Wes Montgomery og Jack McDuff excellerede i særdeleshed i denne sammenhæng i 60'erne. På et tidspunkt fik guitaristerne alt for mange pedaler og hammondorganisterne fik moogs, synthesizers og andre fine tangentinstrumenter. I en årrække var genren næsten glemt. Indtil yngre folk som britten og hammondorgelspilleren James Taylor i 80'erne blæste gang i genren acid-jazz, hvor hammondorgelet var et af de vigtige instrumenter. Inspirationen kom fra 60'ernes soul-jazz. Mange andre var samtidigt gået igang med det store tangentinstrument. Herhjemme var Organizers med Kjeld Lauritsen et af de vigtigste navne -de er stadig aktive og kan opleves et par gange under Copenhagen Jazzfestival denne sommer.
En ny dansk orgel trio har set lyset. Organic Picnic med Lasse Thøgersen på guitar, Søren Bech på Hammond B3 og John Nehen-Hansen spiller klassisk hammond-guitar-jazz med en smag af Wes Montgomery og Jimmy Smith. Det er det umiddelbare indtryk, men de tre musketerer har også lyttet til andet og spiller ikke udelukkende museumsjazz.
En pæn sjat nordisk inspiration har også sneget sig ind. På Röda stugor, stora skogar rammer de plet. Melankolien driver ned af væggene på et nummer, der kunne være titelmelodi til en dansk film fra en ikke fjern fortid.
De tre musikere er vist ukendte for de fleste. Med denne plade gør de et pænt forsøg på at erobre jazzscenerne, som jeg forestiller er deres mål med denne plade.
Det bør iøvrigt tilføjes at musikken ifølge bookletten, oprindeligt er lavet af den belgiske trio Picnique Organique i 30'erne, hvilket må gøre dem til pionerer inden for jazz. Linernotes er skrevet af George Pallemaerts.
Bonusinfo:
Organic Picnic spiller i Jazzkælderen i København d. 9.maj i anledning af denne udgivelse.
My Space: www.myspace.com/organicpicnic

Ingen kommentarer: