mandag, juni 29, 2009

Milling & Bentzon: Songs you thought you knew (Gerl Records)

CJF 2009 *HOT*
Kgl. bas møder groovy Bentzon

Forbered dig på en overraskelse. Den kongelige operabassanger Stephen Milling er gået sammen med pianisten Nikolaj Bentzon om en plade. For at pisse territoriet af med det samme, starter de med Sinatra-klassikeren I've got you under my skin, hvor Bentzon spiller funky keyboard og Milling gør det han kan, synge en stjerneklar bas. Det er måske pladens dårligst fungerende nummer, der er for meget tempo og rytme til den skolede bassanger.
Det hjælper ligeså snart at tempoet sættes ned. Hal David's og Burt Bacharach's udødelige The look of love rammer plet. Stephen Milling slapper så meget af med det nummer, at han begynder at tage sig nogle improvisatoriske friheder. Han er tydeligvis fortrolig med materialet.
Pladen byder på et enkelt originalnummer, Swelling Milling ellers er resten af sangene kendte numre som feks. From Russia with love, Close to you, Dusty Springfield's Spooky og Sunny. Der er også blevet plads til en af de mere underlige, det russiske nummer Za vsje tebja, som Milling eksekverer uden problemer, grundet hans operaopdragelse, der også indebærer at kunne synge på russisk. Det eneste nummeret mangler er en medfølgende vodka.
Stephen Milling regnes for at være blandt de førende operasangere herhjemme og i udlandet. Han udfordres i mødet med Nikolaj Bentzon, der har et groovy hjerte. Det fungerer fint. De bakkes op ad Jonas Johansen på trommer, Kasper Tagel på bas og svenskeren Elias Källvik på guitar
Bonusinfo:
D. 3. juli kl. 21.00 er der releasekoncert for pladen i DR Koncerthuset Studie 2. Det sendes direkte på DR-P2. De spiller også i Århus d. 14. juli kl. 15.00 i Musikhuset.
Milling & Bentzon: www.millingbentzon.com

Ingen kommentarer: