mandag, juli 13, 2009

Tine Bruhn: Entranced (Inenomis Records)

Dansker i New York

Der findes nogle få danske jazzmusikere der er beskæftiget og kan leve af jazzen i USA. Violinisten Mads Tolling har stor succes som medlem af strygekvartetten Turtle Island String Quartet, der vandt Grammy'er i 2005 og 2007, i kategorien bedste klassiske crossover album. Smooth jazz-saxofonisten Michael Lington spillede sidst i Danmark ved Prins Henriks 75 års fødselsdag i juni og har siden i USA bla. spillet opvarmningsjobs for Barry Manilow. Så det kan lade sig gøre at finde sig en plads på den amerikanske jazzscene når man en dansker. På trods af at konkurrencen er benhård og der er vildt mange om buddet kan man altså godt klare sig derovre, uden iøvrigt nogensinde at have haft en nævneværdig karriere i Danmark.
Her er endnu en vi ikke har hørt for meget til herhjemme. Jazzsangerinden (og danskeren) Tine Bruhn har boet i USA de sidste 11 år, hun studerede på Berklee College of Music og flyttede efter studierne i 2001 til New York. Her har hun bla. spillet en del på Zinc bar i Greenwich Village. Nu er hun klar med sin debutplade. Her bakkes hun musikalsk op af den italienske pianist Daniela Schächter, bassisten Marco Panascia og trommeslageren Greg Hutchinson, der bla. spiller med saxofonisten Joshua Redman. Redman er værd at nævne i denne sammenhæng, da Tine Bruhn har sat tekst til to kompositioner af Redman. Det drejer sig om Birthday song fra 2002-CD'en Elastic, der her er blevet til Miles away og After fra 2001-CD'en Passage of time, der er blevet til If loneliness. Allerede her får man en indikation på, at Tine's ambitioner er høje og at hun ikke går den letteste vej. Hun kunne have valgt en række standards, som så mange jazzvokalister har gjort det før hende. Hun har istedet valgt - udover de førnævnte Redman-kompostioner - en blanding af originale numre, et nummer af McCoy Tyner, et nummer af Djavan samt et enkelt svensk nummer, Har du visor min vän af Bengt Ahlfors.
Musikken er intim og klæder Tines rene, klare og lidt åbne stemme. Jeg har ikke svært ved at forestille mig en aften, på et jazzåndehul midt på Manhattan i selskab med Tine Bruhn. Hun synger luksuriøst elegant uden forfalde til de værste natklubklichéer. Det er hun for insisterende personlig til at gøre. En lille perle på pladen der skal fremhæves, er den selvskrevne Baby, let me love you med gæstetrompetspil af Maurice Brown.
Bonusinfo:
Tine Bruhn spiller i det skandinaviske hus i New York d. 30. juli.
Tine Bruhn: www.tinebruhn.com

Ingen kommentarer: