CJF 2009 *SHOT*Jeg elsker Copenhagen Jazz Festival - kan jeg være andet bekendt? Jeg har en kæmpeinteresse for dansk jazz. Den kan jeg dyrke i ekstrem grad i løbet af de 10 dage festivalen varer. Det er svært at finde danske jazzmusikere der ikke folder sig ud i netop den uge. FEDT!
Op til starten på årets Copenhagen Jazz Festival har det været nævnt flere gange, at man har manglet de store hovednavne. Bevares Chick Corea solo er et spændende tilbud. Det er Yusuf Lateef og Enrico Pieranunzi med danske musikere også. Men hvor er de der navne der virkelig rykker fra land. Man har feks. lavet et "Somethin' else"-koncept, hvor man bare rykker enormt meget på tidsånden (jeg håber at du forstår at jeg her, er ironisk). Hip hop (Den Sorte Skole) på det kgl. Teaters gamle scene -det er helt vildt progressivt, specielt når det er en jazzfestival der præsenterer det. Lidt ligesom chokoladeovertrukken fisk, det er fandme anderledes, men er det nødvendigt?
Man fristes til at den label som de kalder Giant Jazz, måske burde kaldes Giant World of Jazz, for der er godt nok ikke meget jazz på det program og ordvalget Giant, synes jeg nok man kan diskutere. Sebastian er i kategori for sig, en hyggelig fætter, men er det ikke lidt tyndt hvis han skal være blandt et af hovednavnene på en Jazzfestival? Herudover er der salsa med Spanish Harlem Orchestra, tango med Bajofondo (de var her også sidste år - og må nok også rejse hertil igen i 2010, når nu CJF er så insisterende på at få tango på programmet - og der ikke er så pokkers meget andet poppet tango), gospel/rhythm'n'blues The Blind Boys of Alabama. Okay, der er jazz med Mikkelborg, Lateef og hyldestkoncerten til Nina Simone.
Man har oplevet at jazzfestivaler verden over er blevet tyndere og tyndere på jazzsiden og har skruet op for rock og pop. Det handler nok om overlevelse, tidsånd og bla. bla. Men der er også festivaler der har holdt jazzfanen højt, uden at være fuldstændigt jazzpoliti-agtige. Herunder hører Copenhagen Jazz Festival, der netop i kraft af den store lokale jazzscene hver sommer har bevist hvordan en fed jazzfestival skal laves. Det har de også gjort i år. Alle de lokale jazzmusikere er igang. Man har så ofte brugt de store navne til, at skabe opmærksomhed omkring festivalen, så man kan blive nævnt i Politiken og andre medier der godt vil skrive om jazz. Småhistorier om at nu kommer Chick Corea til byen er nemmere, at få i avisen, end historien om at Kresten Osgood spiller på Tranquebar -sammen med Hugo og Søren.
Jeg synes at der er for få navne der kan kandidere til titlen Giant Jazz på årets program. Hvor er feks. de aktuelle navne der spiller på andre europæiske jazzfestivaler som Århus Jazz Festial, Strasbourg Jazz Festival, North Sea Jazz Festival, Stockholm Jazz Festival lige nu; Abdullah Ibrahim Trio, Sonny Rollins, Keith Jarrett Trio, Cecil Taylor, Hank Jones, Chris Potter, John Zorn, Haden/Konitz/Mehldau/Rossy, McCoy Tyner med Frisell/Bartz/Scofield og David Sanborn.
Det er navne der udover at de er kunstnerisk interessante, også kan være med til at trække festivalen op i et internationalt jazzgear. For min skyld må både Cecil Taylor (der ifølge et frisk slag på tasken - fredag aften på Copenhagen Jazzhouse fra jazzhistorikeren Frank Büchmann Møller - ikke har været i Danmark siden 1962) der kunstnerisk er i en klasse for sig -eller David Sanborn der i 80'erne gjorde rigtigt mange drengerøve glade for jazz, gerne komme.
Kære Copenhagen Jazz Festival, brug næste år jeres penge på noget andet end tango og salsa, når i handler hovednavne. Med så få hovednavne på programmet er det en skam at se, at alle mulige nabogenrer til jazz også skal være med. Var der 20-30 store eller større jazznavne på programmet kunne det nok gå an. Det kan det ikke med årets program.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar