Ikke forudsigeligt
Sangerinden Sofie Norling står i spidsen for kvartetten David's Angels. I et musikalsk møde mellem jazz, rock, indie og avantgarde præsenteres vi for en stribe sange skrevet af Norling. Det bliver rigtigt spændende i kraft af et stærkt fortættet, musikalsk team der ikke opfører sig forudsigeligt. Maggi Olin på minimalistisk Rhodes, David Carlsson på elbas - der også stryges på - med en lyd der smager af rørforstærker og en anden tid. Danske Michala Østergaard-Nielsen på sprællende trommer og percussion, med en sikker fornemmelse for rytmen og væsenet i musikken. Ingrid Jensen er med som gæstetrompetist på en række numre, hvor hun tilføjer rumlig trompet med effekter i Palle Mikkelborg-stilen.
David's Angels er et godt eksempel på, at man godt kan bruge elementer fra den eksperimenterende jazz i et band der lever og ånder af rytme og puls. Sofie Norling's englestemme (sorry, jeg kunne ikke lade være) svæver over bandet som et ekstra instrument. Ikke at hun overhovedet lyder som en saxofon, der er dog alligevel en ånd med smag af mæssing i hendes tilgang til sangmaterialet. Fascinerende og tillokkende.
My Space: www.myspace.com/sofienorling
Ingen kommentarer:
Send en kommentar