Kvinder ved klaveretDen amerikanske pianist Lynne Arriale har siden debuten The eyes have it fra 1993 dyrket trioformatet. Hvor hun kom frem som en pianist i Marian McPartland-traditionen, har hun siden dyrket et mere pågående udtryk, der trækker veksler fra både Bill Evans og Brad Mehldau. På forrige album var Randy Brecker gæst på flygelhorn mens hun på det nye album har inviteret saxofonisten Bill McHenry med. McHenry er snart artist-in-residence her i landet, hvor han bla. skal samarbejde med Søren Bebe Trio. Noget der næppe er væsensforskelligt fra Arriale's stil. Hun har længe spillet sammen med trommeslageren Anthony Pincotti, mens bassisten Omer Avital først senere er blevet fast mand i trioen. Materialet på pladen byder på rockklassikere fra The Beatles, Sting, Blondie, Rolling Stones og Nine Inch Nails, hvor specielt behandlingen af Blondies Call me er en fornøjelse.
Den canadiske pianist Chantale Gagné er knap så erfaren og er først ude med sit andet album. Udgangspunktet på den første plade var trio med Peter Washington på bas og Lewis Nash på trommer. Trioen fortsætter hun med på sit andet album Wisdom of the water, hvor vibrafonisten Joe Locke så er føjet til. Der hersker en anden lethed over Gagné's klaverspil end hos Arriale. Materialet er selvskrevet udover den over 100 år gamle My wild irish rose, der behandles nænsomt. Washington og Nash er suveræne til at bakke op om Gagné's pæne klaverspil. Tilføjelsen af Joe Locke på vibrafon er grunden til, at denne plade ikke går hen og bliver alt for anonym. Han er venlig over det musikalske materiale, hvor han myndigt føjer stemning og fyldighed til.
Lynne Arriale: www.lynnearriale.com
Chantale Gagné: chantalegagne.com
Ingen kommentarer:
Send en kommentar